Fra reel til formel leder

15.8.2008

af

Nyt job.

Stine Skipper, 42 år, cand.scient.soc., administrativ leder ved Statens Serum Institut. Kommer fra et job i Medicinsk Museion - en forsknings- og museumsvirksomhed under Københavns Universitet. Har tidligere arbejdet med FN- og Danida-projekter og har blandt andet været udstationeret i Ghana og Indien.

Hvordan fik du dit nye job?

"Jeg var egentlig ikke jobsøgende, men skulle selv skrive et stillingsopslag og var derfor inde at blive inspireret på nettet. Og der faldt jeg over det her job, som lige var mig, og som jeg bare måtte søge."

Hvorfor var det lige dig?

"Jeg har stor erfaring med at arbejde med administration. Men jeg har i mange år arbejdet med fokus på det internationale område, på nær i min seneste stilling, og det savnede jeg. På Statens Serum Institut bliver der forsket i infektionssygdomme, og forskningsmidlerne kommer blandt andet fra Bill Gates og andre internationale organisationer, og her er i det hele taget en større kontakt ud i verden."

Du har fået en ledertitel med i købet. Har du også erfaringer på det felt?

"Reelt set var jeg tidligere leder af et sekretariat, men nu er jeg altså også leder formelt. I sidste uge afsluttede jeg en diplomuddannelse i ledelse, så jeg vidste godt, at jeg gerne ville arbejde med ledelse."

Hvad er det, der tiltrækker dig ved lederrollen?

"Det, at man i samarbejde kan få tingene til at fungere - både i ens egen enhed, men også i ledelsesgruppen. Og så synes jeg, det er spændende at arbejde med personaleledelse og kompetenceudvikling."

Hvad er dine forcer?

"Det er gået op for mig, at alle de stillinger, jeg har haft, også min nuværende, er nyoprettede stillinger. Jeg er god til at bygge op, at udvikle og få sat ting i system."

Hvordan har du grebet dit nye job an?

"I første omgang er jeg jo den nye pige i klassen, så jeg er ikke kommet med en færdig dagsorden. Jeg lytter og snakker med alle medarbejdere for at finde ud af, hvor de mener, der er nogle huller. Og jeg taler også med forskerne om, hvad de har af forventninger og behov i forhold til det administrative. Jeg tror meget på information - begge veje - og på, at det er vigtigt at få sat det i system, så vi kan bruge hinanden og hinandens kompetencer optimalt."

Har du planer om at komme ud i verden og arbejde igen?

"Min mand og jeg har talt om det, men det er aldrig blevet til noget - vi har fået alt for mange børn (tre stykker, red.), så det passer aldrig ind i forhold til dem, eller så har en af os lige fået nyt job. Men lad os nu se, det kan da godt være på sigt."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet