Nyt center skal skaffe virksomheder til byen

13.6.2008

af

Københavns Kommune opruster indsatsen over for erhvervslivet. 1. januar 2009 slår et nyt erhvervscenter dørene op for hovedstadens virksomheder, som fremover kun skal henvende sig ét sted for at få hjælp og rådgivning, når de skal etablere sig.

Med Københavns Kommunes nye erhvervscenter sætter hovedstaden for første gang rigtigt erhvervslivet på dagsordenen. Målet er at få flere iværksættere og små og mellemstore virksomheder til byen.

"Vi har jo i Københavns Kommune aldrig haft en erhvervschef og et erhvervscenter, der rullede den røde løber ud, når en ny virksomhed kom til byen, sådan som man kender det fra Herning og nogle af de andre store erhvervsknudepunkter i resten af landet. Men det vil vi nu lave om på med det nyoprettede erhvervscenter, der får det som sin primære opgave at sikre bedre betingelser for hovedstadens erhvervsliv," siger Claus Juhl, administrerende direktør i Københavns Kommunes økonomiforvaltning.

Erhvervscenteret slår officielt dørene op 1. januar 2009 og planlægger at have en serviceskranke, hvor man som borger, potentiel iværksætter eller virksomhedsejer kan træde direkte ind fra gaden og få svar på sine spørgsmål.

Iværksætterrådgivning

"Vi skal i Københavns Kommune have vendt vores tilgang til erhvervslivet, så vi ikke først og fremmest tænker, at virksomheder er noget, man skal regulere og kontrollere. Virksomheder skal også serviceres og støttes, og det satser vi på at kunne gøre ét sted fremover. Nemlig i erhvervscenteret," siger Claus Juhl.

Centeret får, foruden en erhvervschef, 25 ansatte, der skal beskæftige sig med tre forskellige typer af opgaver. En opgave handler om konkret iværksætterrådgivning, som er den opgave, det såkaldte EVU-center i dag varetager. En anden opgave skal varetages af en myndighedsafdeling, som bliver det sted, hvor man som iværksætter eller nystartet virksomhed retter sine ansøgninger og formularer. Endelig skal en tredje og sidste afdeling arbejde med erhvervsudvikling i bredere forstand og blandt andet styrke samarbejdet mellem kommunen og hovedstadens virksomheder og mellem de potentielle iværksættere, der for eksempel findes på hovedstadens universiteter og videregående uddannelser.

"En række af de her opgaver bliver jo allerede varetaget i forvejen i Københavns Kommune, men i dag i forskellige forvaltninger. Derfor ligger der også en øvelse i at få samlet de forskellige enheder, så virksomhedsejere og iværksættere ved, at de fremover kun skal gå ét sted hen for at få hjælp og rådgivning til virksomhedsetablering - lige meget hvilke spørgsmål de så har," siger den administrerende direktør, som håber på, at erhvervscenteret vil kunne bidrage til at gøre hovedstaden mere mangfoldig.

"Ved at skabe vækst og få flere iværksættere til byen kan vi skabe en større mangfoldighed og på den måde gøre hovedstaden til et sjovere sted at være for både erhvervsliv og for byens borgere," slutter Claus Juhl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet