Når den etiske vagthund glammer

Sidste efterår fik Danmark sin egen etiske vagthund - flere år efter fænomenet har slået rødder i vores nordiske nabolande. Og vagthunden DanWatch har allerede vist sit potentiale til at gø højt - så højt, at det flere gange er blevet til store nyheder i pressen. Først fik vi historien om banker og pensionskassers investeringer i olie- og gassektoren i Burma. Så fulgte affæren om danske kommuners import af kinesisk granit, som mistænkes for at være fremstillet under ekstremt sundhedsskadelige forhold. Siden har vagthundene blandt andet vist os, hvordan dansk elektronikaffald er endt som tikkende miljøkatastrofer i Ghana og Nigeria, og hvordan danske pensionspenge investeres i klyngebomber og andet godt.

Et globaliseringsfænomen

Fænomenet med etiske vagthunde bredte sig op gennem 90'erne i takt med den tiltagende globalisering og har materialiseret sig i mange forskellige former. Lige fra enkeltstående kampagner rettet mod enkelte virksomheder, som for eksempel Nike og McDonald's, til egentlige analysecentre med fastansatte researchere og journalister.

Norge var i 1996 de første i Norden til at etablere en permanent vagthund, og 'Norwatch' har fra starten været i stand til at støve historier op om norske firmaers internationale aktiviteter, der ikke stemmer overens med billedet af et socialt ansvarligt erhvervsliv. Pia Gardner, en af to fastansatte i den norske vagthund, er sikker på, at historier om uetisk adfærd og manglende social ansvarlighed har betydning for både forbrugere og virksomheder.

"Der er ingen tvivl om, at Norwatch har haft betydning. Både erhvervsliv og myndigheder er blevet meget mere opmærksomme på virksomheders sociale og etiske ansvar. Offentliggørelse af konkrete arbejdsforhold uden for landets grænser har i flere tilfælde ført til lønforhøjelser og bedre arbejdsvilkår. Norske virksomheder er også blevet gode til at formulere etiske retningslinjer, selvom der langtfra altid er handling bag de fine ord," siger Pia Gardner.

Danmark halter efter

Lektor og ph.d. i virksomheders sociale ansvar på CBS Steen Vallentin synes, det er positivt, at vagthundefænomenet nu er nået til Danmark. Ifølge ham er årsagen til, at det først sker nu, at mange danskere opfatter Danmark som verdensmester i både miljø og social ansvarlighed. Og at der i Danmark ikke har været tradition for at hænge virksomheders beskidte vasketøj ud i offentligheden.

"Vi lever i et af de tryggeste og mest velregulerede lande i verden, og det giver anledning til en udpræget selvtilfredshed. Vi bilder hele tiden os selv ind, at vi er helt utroligt gode og ansvarlige, men danske virksomheder har også problemer med ansvarligheden, og derfor er det vigtigt med en aktør som DanWatch, der kan sætte fingeren på de ømme punkter og bidrage til at skabe større bevidsthed om erhvervslivets ansvar i forhold til mennesker og miljø på globalt plan," siger Steen Vallentin og fortsætter:

"I Danmark er der tradition for dialog og konsensus. Blandt store organisationer som Dansk Industri er det ikke populært med en ballademager som DanWatch. DanWatch har jo som erklæret mål at være konfliktorienteret og sætte fingeren på de problemer, danske virksomheder har internationalt. Men 'name and shame'-strategien, som der er tradition for blandt aktivister i mange andre lande, strider imod den kultur, vi har i Danmark. Og der bliver allerede set skævt til DanWatch flere steder, fordi man helst vil snakke om tingene i al mindelighed bag lukkede døre. Så indtil videre bliver DanWatch mange steder mest betragtet som en kilde til støj og grus i maskineriet."

Bagstræberisk fagbevægelse

Før globaliseringen for alvor tog fart, var arbejdsvilkår og lignende primært et anliggende for nationale myndigheder og fagforeninger. Men i dag foregår store dele af virksomheders aktiviteter på tværs af landegrænser, og nationale myndigheder har ikke umiddelbart mulighed for at stille virksomheder til ansvar for deres ageren i udlandet.

I forhold til at promovere social ansvarlighed har fagbevægelsen fortsat øjnene stift rettet mod de nationale forhold, hvor det mest handler om at sikre danske arbejdspladser. Den internationale solidaritet med arbejdere under sydlige himmelstrøg, som knokler i det for danske virksomheder eller deres leverandører, er nærmest ikke eksisterende, hævder Steen Vallentin.

"Den danske fagbevægelse er bagstræberisk, hvad de her ting angår. Når den danske fagbevægelse taler om social ansvarlighed, drejer det sig alene om varetagelse af danske arbejdstagerinteresser og -rettigheder. Der er ikke tale om international solidaritet eller om at beskytte syersker i kinesiske sweatshops og anlægsarbejdere i Burma. Meget af det, fagbevægelsen byder ind med på det her område, lyder nærmest, som om det kommer direkte fra Dansk Industri. Budskabet er basalt set, at der er fuldstændigt sammenfald mellem danske erhvervs- og arbejdstagerinteresser. Danske virksomheder skal være konkurrencedygtige for at sikre høj beskæftigelse. Så i forhold til at være på banen på det her område har den danske fagbevægelse ikke vist noget hidtil," siger han.

LO's internationale sekretær Marie-Louise Knuppert er ikke enig. Hun mener, at LO gør meget for at sikre bedre arbejdsvilkår i ulande og nævner, at LO for eksempel støtter Ulandssekretariatet (fagbevægelsens bistandsorganisation, red.) og også er medlem af det nyligt stiftede Dansk Initiativ for Etisk Handel, hvis formål er at give erhvervsliv, fagbevægelse og folkelige organisationer et forum til sammen at finde løsninger på etiske dilemmaer og udfordringer.

"Hvis man ser på, hvordan vi både direkte og indirekte er involveret, så er dansk fagbevægelse faktisk blandt dem, der gør mest. Men det er selvfølgelig ikke altid synligt, at vi er med i et ulandsprojekt," siger hun.

Virksomheders ansvar

Ifølge Annemarie Meisling fra Dansk Industri er det som udgangspunkt de nationale lovgiveres ansvar, at lovgivning omkring arbejdsvilkår og miljø bliver overholdt.

"Som udgangspunkt ligger ansvaret hos myndighederne i det land, ting bliver produceret. Det er der, problemet ligger. Lovgivningen er faktisk ok i mange lande, men ofte har myndighederne ikke kapacitet til at implementere lovgivningen. For virksomhederne er det ofte nærmest umuligt at få overblik over forholdene hos alle leverandører, selvom de selvfølgelig kan gøre meget i det første led af leverandørkæden," siger hun.

Søren Ring fra DanWatch er ikke enig og peger på, at virksomheder må forholde sig til, at mange samfund langtfra er så gennemregulerede, som vi kender det fra den udviklede del af verden. For ham er det oplagt, at virksomheder selv har et stort ansvar for, at deres produktion foregår i overensstemmelse med national lovgivning og internationale konventioner. Den traditionelle opfattelse af, at virksomheders ansvar stopper ved fabriksporten, holder simpelthen ikke længere.

"Mange virksomheder har produktion eller leverandører i lande, som fungerer helt anderledes, end vi er vant til herhjemme. Det ansvarliggør altså virksomheder til i langt højere grad at sørge for, at tingene foregår på en ordentlig måde. Og det er ikke gået op for alle endnu," siger Søren Ring.

Konfrontation eller dialog

Dansk Industri har ikke noget imod etiske vagthunde, så længe dokumentationen er i orden, og virksomhederne får lov til at kommentere på sagerne - gerne inden de lander i medierne. Men grundlæggende mener Dansk Industri, at dialog og samarbejde er meget mere produktivt og interessant.

"Problemet med watchdogs er, at de nogle gange går efter den gode historie, der kan komme i pressen, frem for at være med til at løse problemerne. Mange virksomheder samarbejder eller diskuterer med ngo'er om forskellige problemer, men det hører man ikke om i pressen. Watchdog-rollen er at hænge virksomheder ud. Den anden mulighed er dialog. Jeg synes, ngo'erne skal tænke over, hvilken gruppe de vil tilhøre," siger Annemarie Meisling.

Marie-Louise Knuppert fra LO er enig i, at dialog er vejen frem, og hun pointerer, at historier i pressen ofte har haft negative konsekvenser for de berørte arbejdere.

"Vores job er jo ikke at gøre folk arbejdsløse, hvilket jo typisk sker, når virksomheder trækker sig ud med det samme efter dårlig omtale. Vi har valgt en tilgang, hvor vi hjælper danske virksomheder og kolleger i ulande med at skabe jobs, man kan leve af og leve med," siger Marie-Louise Knuppert.

Søren Ring fra DanWatch er enig i, at dialog er vigtigt, men mener ikke, det er tilstrækkeligt. Ifølge ham viser erfaringer, at det er de konkrete historier i medierne, der driver reel ansvarstagen i virksomheder fremad, og at der derfor er brug for uafhængige vagthunde, som kan sætte fingeren på virksomheders ømme punkter. Han peger på, at virksomheder godt kan samarbejde med ngo'er og lave etiske retningslinjer, men at det ikke nødvendigvis betyder, at de efterlever dem i praksis. Og mange virksomheder bruger slet ikke tid på at beskæftige sig med social ansvarlighed og etik.

"Mange lande opererer med to platforme. En platform for kritisk undersøgende journalistik, der researcher virksomheders ageren ude i verden, og en platform for dialog, hvor ngo'er og virksomheder mødes og diskuterer problemer og løsninger. Nogle virksomheder har problematiseret, at enkelte ngo'er (Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Forbrugerrådet, red.) både har været med til at stifte DanWatch og samtidig er med i et nyt dialogforum (Dansk Initiativ for Etisk Handel, red.). For ngo'erne er det nok snarere et problem, hvis de ikke havde gjort det," siger Søren Ring.

DanWatch

• DanWatch er et analysecenter, der holder øje med danske virksomheders investeringer, handel og produktion i udlandet. Fokus er på virksomheders sociale og miljømæssige ansvar. Resultater af research bliver offentliggjort i medierne og på www.danwatch.dk.
• DanWatch blev officielt stiftet 21. november 2007.
• Bestyrelsen består af repræsentanter fra de stiftende organisationer: Forbrugerrådet, WWF Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Solhvervsfonden samt to medlemmer indstillet af en rådgivende forsamling.
• DanWatchs sekretariat består af to ansatte og et varierende antal frivillige. De holder pt. til på et lille kontor udlånt af Forbrugerrådet.
• Norwatch blev etableret i 1996 og har to fastansatte. Swedwatch og Finwatch blev startet i 2002, og har henholdsvis fire og én ansat.