Kend magtspillets uskrevne regler

13.6.2008

af

Chefer, der bagtaler hinanden, korridoraftaler og ufine kneb er desværre dagligdag i nogle ledergrupper. Få bud på, hvor du finder den hårfine grænse mellem fair magtkamp og ufin chikane.

Kollegerne undlader at hilse på dig. Du bliver ikke inviteret til vigtige møder. Informationer om firmaets nye strategi får du som den sidste i ledergruppen. Og når du brokker dig over udeladelserne, undskylder de det med: 'Hov, det glemte vi'.

Grænsen mellem fair magtkamp og intrigant chikane blandt ledere er hårfin, mener Bolette Christensen, vicedirektør i Dansk Industri.

"Mens en retfærdig magtkamp foregår i fuldt dagslys, sker chikane i det dulgte. Mens en magtkamp kan handle om at være først med det bedste, det vil sige at komme med gode ideer, underbygge dem med reelle data og argumentere godt for dem, kan chikane indeholde 'rygtespredning' og ufine benspænd."

Og det er helt på sin plads at tale om mobning eller decideret chikane, selvom ofret er en leder, der jo ofte forventes at kunne slås for sig selv, mener Bolette Christensen.

"Hvis to ledere er lige stærke, kan der opstå en magtkamp eller konflikt, men når eller hvis den ene part mister terræn og bliver den svage, kan det måske udvikle sig til mobning," advarer hun.

Når intriger popper op

Metoderne i toppen af erhvervslivet kan være hård kost, medgiver karriere- og ledelsesrådgiver Peter Horn, der har gjort det til sin forretning at vejlede især kvinder i at håndtere magtspillet i virksomhederne.

Intriger popper som regel op, når der skal besluttes en ny strategi, vurderer Peter Horn. Ansvarsområder skal fordeles på en ny måde. Noget skal prioriteres økonomisk, mens andet skal skæres ned. Nogle skal forfremmes, andre degraderes. Det har alt sammen konsekvenser for den enkelte leders økonomi og prestige.

"I sådanne magtkampe prøver man naturligvis at fremstille sig selv i det bedste lys, men de fleste ved også, at du sjældent kan vinde ved at lave en 'feberredning'. Oftere vil for eksempel et karrierehop være udtryk for, at du med et langt, sejt træk har præsteret godt inden for dit ansvarsområde."

Peter Horn råder til, at du på længere sigt arbejder bevidst med din personlige branding.

"Hvis du husker at fortælle, hvad du indeholder, og hvad du kan, vil flere 'lege' med dig og lytte til dig. Du bør derfor målrettet gå efter at blive en af virksomhedens opinionsdannere, og det sker først og fremmest ved at være synlig over for dine nærmeste medarbejdere og chefer. I virksomheden kan du optræde i interne medier og på møder. Og eksternt kan du gøre dig bemærket i dit netværk, på konferencer, seminarer og i eksterne medier."

Er du forsmået?

Føler du dig udsat for 'unfair play' i din karriere, bør du allerførst finde ud af, om du har opfattet situationen objektivt korrekt, råder Peter Horn.

"Måske er der reelt set ikke grund til, at du føler dig uretfærdigt behandlet. Måske har du bare allerede fortalt familie og venner, at du helt sikkert vil få det her nye job eller den her gode løn, og så føles det dumt, når det ikke sker."

Men hvis du reelt bliver 'forbigået', handler det om at blive ved. Hvis du gerne vil have en bestemt position, er du nødt til at fortælle om dit ønske, og efterhånden vil du komme mere og mere i betragtning som den indlysende kandidat.

"Du skal huske at udtrykke dine ønsker over for de rigtige personer - virksomhedens opinionsdannere og beslutningstagere. Hvis du generelt behandles unfair, er der imidlertid ingen grund til at fortsætte i virksomheden. Så handler det om at finde et job i en anden virksomhed - og sikre dig, at 'fair play' er en del af virksomhedskulturen."

Allerede før du tager et job, bør du have sat dig ind i virksomhedens kultur. Den er ofte afgørende for, om du vil trives, mener Peter Horn.

"Hvis du ikke kan spille 'spillet' og har karriereambitioner, bør du finde en anden virksomhed. Der er imidlertid undtagelser: Hvis du kommer ind som administrerende direktør eller koncernchef, kan du have til opgave at ændre kulturen. Og så har du i reglen de nødvendige beføjelser. Men ellers - glem det."


Gode råd til spillet om magten

  • Drop flinkeskolen. De rigtige karrierebelønninger går til dem, der laver deres egne regler, tager store chancer, gør hvad der passer dem, og som ikke bekymrer sig over, om alle kan lide dem.
  • Overvej 'what's in it for me', før du siger ja til en opgave. Indimellem kan det være nødvendigt at påtage sig ekstra arbejde for at få det hele til at køre, men vær forsigtig med ikke at lande i en position, hvor du bliver stoppestedet, hvor alt uønsket arbejde bliver læsset af.
  • Præsenter dig selv, sådan som du gerne vil opfattes. Vær forsigtig med at overspille. Forsøg hellere at bevare en konstant på arbejdspladsen. Det signalerer harmoni.
  • Synliggør dine resultater. Hvis du vil have anerkendelse for det, du opnår på jobbet, bliver du nødt til at sørge for, at der er andre end dig, der kender dine resultater.
  • Skab dine egne ambassadører. Du når ikke toppen alene, det kræver medvirken fra andre - heriblandt kunder, chefer, kolleger og medarbejdere, HR- og rekrutteringskonsulenter. Hvis du har et udbygget ambassadørnetværk, vil du sjældent blive forbigået, hvis der er stillinger, der skal besættes.
  • Løb en kalkuleret risiko. Hvis du spiller for sikkert, vinder du sjældent den store gevinst i karrierespillet. Måske kan du ikke alt, hvad en ny position kræver, men du kan lære det. Det er tilladt at bluffe.
  • Kend dine begrænsninger, og gør noget ved dem.

Kilde: Peter Horn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet