Uden ros bliver du syg

16.5.2008

af

Er du meget engageret i dit arbejde, og venter du samtidig på en anerkendelse fra chefen, som aldrig kommer, risikerer du at blive psykisk eller fysisk syg.

En ny norsk  undersøgelse bekræfter, at mangelen på ros i jobbet virker som en helbredsmæssig belastning.

Især engagerede medarbejdere oplever det som et svigt, hvis ikke de får den belønning, som de har behov for. Denne gruppe har generelt dårligere helbred, muskelplager, lettere depressioner og mere udbrændthed p.g.a jobbet end dem, der oplever, at de får anerkendelse forhold til den indsats, de yder.

Billedet svarer til situationen på mange danske arbejdspladser især indenfor det offentlige, siger cand. tech. soc. Conni Lachenmeier fra rådgivningsvirksomheden Alectia til djoefbladet.dk.

"Omstillinger og fusioner giver dønninger blandt medarbejderne, og mange oplever, at de kommer i klemme. Pludselig ved de ikke helt præcist, hvad de skal arbejde med. De kender ikke chefen og de nye kolleger. I den proces opstår der et tomrum, hvor de må undvære opbakning og ros," fortæller hun.

Alectia har indenfor de seneste år måttet mere end fordoble antallet af psykologer fra fem til 11 især på grund af henvendelser fra regioner og andre offentlige arbejdspladser.

"Vi bliver bedt om at tage krise- eller stresssamtaler med folk, der ikke trives på arbejdspladsen, men ofte handler det mere om, at de netop ikke bliver anerkendt i jobbet," siger hun.

Udviklingskonsulent Inger-Marie Wiegman fra virksomheden TeamArbejdsliv peger på, at medarbejderne også er påvirket af den kontrol og styring, som den offentlige sektor er ude for.

"Det er godt med ros, men anerkendelsen kan ophæves af, at hele sektorer bliver mistænkeliggjort og underlagt stram styring, ofte på baggrund af enkeltsager i medierne. Det virker meget demotiverende på mennesker, der generelt set brænder for deres arbejde og gerne vil yde en professionel indsats," siger Inger-Marie Wiegman til djoefbladet.dk. Hun har især arbejdet med arbejdsmiljøprojekter indenfor sundheds- og ældresektoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet