Samarbejdsproblemer i ældreplejen

Skal ældreplejen primært yde omsorg eller hjælp til selvhjælp? Det spørgsmål deler de to faggrupper, som i fællesskab tager sig af danske ældre. Derfor fungerer samarbejdet ikke altid lige godt, viser ny forskning.

Der er lang vej fra idealet om en ældrepleje, hvor plejemedarbejderen har tid til en kop kaffe og en snak med den ældre om hvad der skal laves i dag, til den virkelighed, som samfundsforskeren Tine Rostgaard beskriver.

I dagens Danmark beregnes hjemmehjælpen nemlig ud fra størrelsen på den ældres bolig i kvadratmeter, eller ud fra det antal minutter som er afsat til hver ydelse. 

Afgrænsningen af hjælpen er løbende blevet indført for at styre økonomien i ordningen og for at sikre de ældre ensartede ydelser. Men de ældre selv kalder grænserne for en "kold" måde at modtage hjælp på. Og denne standardiserede form for hjælp giver måske nok mere ens, men ikke nødvendigvis mere lige hjælp til de ældre, der har behov.

Disse udsagn står at læse i den ene af Tine Rostgaards to nyeste undersøgelser - en spørgeskema- og en interviewundersøgelse - om dansk ældrepleje, som hun har udført for Velfærdsministeriet.

Her stiller Tine Rostgaard, der er ph.d. og seniorforsker på SFI - Det nationale Forskningscenter for Velfærd - skarpt på ældreplejens kvalitet set gennem tre centrale aktørers briller. Nemlig de ældre selv, plejemedarbejderne og de visitatorer, som har fået en mere og mere central rolle i dansk ældrepleje gennem de senere år.

Et af de bemærkelsesværdige resultater i Tine Rostgaards undersøgelser er, at visitatorerne er den af de tre grupper, der står mest alene med sit kvalitetssyn, mens de ældre og plejemedarbejderne er mere enige om, hvad der kendetegner god ældrepleje.

Hvornår blev visitator-funktionen indført, og hvad er visitatorernes rolle?

"Visitatorerne kom til i starten og midten af 1990´erne omtrent samtidig med at plejeruddannelsen blev professionaliseret med den etårige uddannelse til social- og sundhedshjælper samt overbygningsuddannelsen på halvandet år til social- og sundhedsassistent.

Formålet med visitator-funktionen var at flytte vurderingen af den ældres behov væk fra selve omsorgsudførelsen og ud i et administrativt led med større overblik. Dels for bedre at kunne styre økonomien, dels for at sikre at de ældre får ensartet hjælp. Denne politiske intention er siden blevet forstærket adskillige gange. Senest med indførelsen af BUM-modellen (Bestiller-Udfører-Modtager) i 2003, som flyttede visitatorerne fysisk væk fra de offentlige plejere for at sikre, at visitatorerne behandler private og offentlige pleje-udbydere ens, når de konkurrerer om at få de ældre som kunder."

At hjælpen til den ældre udføres af et kendt ansigt, dvs. så vidt muligt den samme plejemedarbejder som de foregående dage og uger, vægtes højere af de ældre og plejemedarbejdere end af visitatorerne, viser din undersøgelse. Hvad skyldes denne forskel?

"Et godt bud er, at visitatorerne med den fysiske adskillelse fra plejerne er kommet mere på afstand af hverdagspraksis og derfor prioriterer nærhed mellem den ældre og plejemedarbejderen mindre.

Spørgsmålet om personkontinuitet har optrådt meget i den offentlige debat med kritik af, at den ældre konstant møder nye ansigter, når hun modtager hjælp. Mange kommuner bruger i dag teams af plejemedarbejdere, som kan afløse hinanden. Det skyldes, at plejerne dermed kan deles om meget plejekrævende ældre og afløse hinanden i forbindelse med ferie og sygdom, så den ældre ikke møder et stort antal af nye vikarer. Ligesom teams opbygger et fagligt miljø, hvor plejemedarbejderne kan trække på hinanden og undgå, at den enkelte plejer kommer til at stå med hele ansvaret."

Hvad er problemet i, at den enkelte plejemedarbejder får et stort ansvar over for den enkelte ældre?

"Det kan være belastende for plejemedarbejderen, hvis relationen til den ældre bliver for tæt og betragtes som erstatning for et venskab af den ældre. Så er der grund til at understrege, at der er tale om en professionel omsorgsopgave. Og i yderste instans kan kommunen gå ind og bryde relationen mellem den ældre og plejemedarbejderen. Så spørgsmålet om personkontinuitet har flere facetter. Men svarene i vores spørgeskema-undersøgelse viser, at langt den overvejende del af de ældre og plejemedarbejderne synes, at den personlige relation mellem dem er meget vigtig."

Med indførelsen af Frit Valg i 2003 fik de ældre mulighed for at vælge en privat i stedet for en offentlig udbyder af hjemmepleje. Hvad siger de ældre til denne nyskabelse?

"De er positive og vægter det frie valg relativt højt med en placering som nr. 8 ud af i alt 20 mulige kvalitetsindikatorer. Visitatorer og offentlige plejere derimod har det frie valg længere ned af listen over kvalitetsmålene for god ældrepleje. De private plejere arbejder mere på egen hånd. De har ofte bedre mulighed for at tilrettelægge deres dag og udtrykker tilfredshed med at have større ansvar for deres arbejde end de offentlige plejere. Men prisen er, at de private plejere kan savne kollegial sparring med kolleger, og at de står mere alene med ansvaret. I vores interview-undersøgelse fortæller visitatorerne om især svage ældre, som har svært ved at bruge Frit Valg, og beder visitatorerne om hjælp til at vælge, hvilket visitatorerne ikke må. Så også i dette spørgsmål er der flere nuancer."

Du beskriver, at der er opstået en afstand mellem visitatorer og plejemedarbejdere. Hvad går den afstand ud på?

"Afstanden kan virke paradoksal i og med, at visitatorerne for de flestes vedkommende selv har arbejdet som plejere tidligere i deres liv. Men nu sidder de på den anden side af bordet og oplever det som et stort problem, at plejerne ikke kan beskrive de ældre på en måde, som gør det muligt for visitator at vurdere, hvilken hjælp den enkelte ældre skal have. Plejerne på deres side oplever, at visitatorerne mangler indsigt i, hvad det vil sige at arbejde i felten. Ligesom det er et problem for plejerne, der for manges vedkommende kun har en folkeskole-eksamen som teoretisk baggrund, at de skal bruge deres sparsomme tid på at skrive indstillinger i "visitator-sprog" i stedet for at hjælpe de ældre. Konsekvensen kan være, at plejerne ikke skriver de indstillinger, som der ellers kunne være behov for."

Visitatorerne siger også, at mange af de garvede plejemedarbejdere har det svært med den udviklings-målsætning, som visitatorerne selv anser for et af de vigtigste mål med ældreplejen.

"Ja, det er problematisk, at det grundlæggende syn på de ældre kan variere så meget mellem de faggrupper, som i praksis varetager ældreplejen i det danske samfund. Spørgsmålet om udvikling kontra omsorg er helt centralt i ældreplejen og har rødder langt tilbage i tiden. Og det går på, om man som gammel stadig kan udvikle sig, eller om man mere eller mindre automatisk får behov for mere og mere hjælp med alderen.

Selv om plejepersonalet i princippet bakker op om, at hjælpen skal hjælpe den ældre til så vidt muligt at kunne klare sig selv, så mener de ikke, at visitatorer i tilstrækkelig grad tænker aldringens behov ind.

Visitatorerne derimod mener, at det er forkert med et generaliseret syn på ældre som mennesker, der ikke kan udvikle sig. Tvært imod kan ældre, hvis de udfordres på den rigtige måde, både udvikle sig og blive mere selvhjulpne, mener visitatorerne."

I praksis er det plejemedarbejderen, som skal hjælpe den ældre til at hjælpe sig selv efter princippet om hjælp-til-selvhjælp. Hvilke udfordringer kan der ligge i den opgave?

"Der kan være et konkret tidsproblem, fordi det f.eks. tager længere tid at lade den ældre vaske sig selv, end det tager, hvis hjælperen vasker den ældre. Men det kan også være svært at kommunikere kravet om deltagelse, så den ældre ikke bliver stødt. Eksempelvis havde en ældre mand, jeg interviewede, bedt om hjælp til at få sin vindueskarm tørret af, og fik som svar, at det kunne han selv gøre. Det opfattede han som en fræk og ikke-respektfuld bemærkning, så plejepersonalet skal også optræde diplomatisk. Det budskab, de skal igennem med, er, at den ældre skal handle og være aktiv i sit eget liv, fordi det er godt for den ældre selv."