Myter om spin

15-05-2008
6 min.

Spindoktorernes magt er stærkt overvurderet. Det hele handler for meget om proces og form og for lidt om indhold. Medierne undervurderer vælgerne. Ny debatbog afliver myter på stribe og skyder med skarpt på mediernes rolle.

Ved folketingsvalget i 2005 var den næstlængste avisartikel et portrætinterview af statsminister Anders Fogh Rasmussens daværende spindoktor. Spin var her, der og alle vegne. Debatbogen 'Teflon og Bullshit? Ti myter om journalistik, politik og valgkampe' tager denne og andre tendenser under kærlig behandling. Ifølge bogen er al talen om spin udtryk for en ammestuehistorie om, at spindoktorerne styrer både politikere og vælgere. Og ifølge forfatterne er det noget værre sludder og vrøvl. Alle bogens ti myter er inficeret af den såkaldte procesjournalistik. Det handler om, hvem der siger noget, og hvorfor de siger noget. Den ene af de to forfattere, David Nicolas Hopmann, billiger ikke tendensen:

"I bogen beskriver vi, hvordan procesjournalistik er meget letskreven journalistik. Det går hurtigt og er nemt lavet. Man kan altid lægge en motivanalyse over et emne. Det koster ingen kræfter, for man skal ikke sætte sig ind i noget som helst. Et godt eksempel er Socialdemokraternes jobplan Made in Denmark. Hvem ved for eksempel, hvad planen indeholdt? Hvad mente Lykketoft egentlig, da han fremlagde planen op til valget i 2005? Det sætter man sig ikke ind i, men laver blot en spinhistorie, som nærmest skriver sig selv," siger han.

Kaffegrums og krystalkugler

Forfatterne fastslår i bogen, at klapjagt ikke er deres bord. En del af ansvaret tildeles dog de politiske kommentatorer. De kaldes læsere af kaffegrums og krystalkugler, som kun reproducerer myten om, at alt bunder i spinovervejelser. David Nicolas Hopmann sætter trumf på:

"Hver gang et valg bliver udskrevet, får vi lange motivanalyser af, hvorfor statsministeren har udskrevet valg på netop denne dag. Der er vel ingen, der kan forestille sig, at statsministeren ikke udskriver valg på en dag, hvor det er gunstigt for ham selv og regeringen. Det tror jeg nok, at de fleste ved. Og dem, som ikke ved det, ved formodentlig så lidt om politik, at de er ligeglade. Der skal man tage vælgerne mere seriøst."

Anklagen afvises pure af den liberale blogger og politiske kommentator Jarl Cordua, som er grundlæggende positivt indstillet over for bogen. Han ser den endda som den perfekte gave til den nyudklækkede journalistpraktikant, der skal holde sig fra de værste faldgruber. Men argumentet om politiske kommentatorer som læsere af kaffegrums og krystalkugler får hårde ord med på vejen:

"Det er en grov undervurdering af deres faglighed. Her må jeg hejse det sorte flag, for de to forfattere ved tilsyneladende ikke, hvad de taler om. Politiske kommentatorer har mange års erfaring med det stofområde, som de dækker. De har en professionel tilgang til metieren. Flere af dem har selv været en del af gamet på et ret højt niveau, og de er også meget interesserede i, hvad de har med at gøre. Ofte er de helt opslugt af politik på en måde, så arbejde og fritid flyder helt sammen for dem. Flere af dem kender spillet bag kulisserne, især i kraft af et betydeligt kildenetværk. På den baggrund er det at undervurdere fagligheden, når man kritiserer dem så ubetinget."

Form er vigtigt

Procesjournalistik er ifølge bogen et onde. Altså må vejen frem være mindre procesjournalistik og mere indholdsjournalistik. Mindre om Lykketofts fipskæg og mere om Foghs finanslov. Eller hvad? Ifølge Jarl Cordua giver det ikke mening at skille tingene ad:

"Nu har jeg lige set programmet Mogensen og Kristiansen på TV2 News, hvor de brugte mindst en fjerdedel af programmet på netop at diskutere Foghs håndtering af journalisterne. Det har jo i princippet intet med politik at gøre, men selvfølgelig er det da vigtigt at diskutere. For netop dér har man et godt eksempel på, hvordan et spørgsmål om form, det vil sige Foghs kommunikationsform og den måde, som han leder pressemøderne på, faktisk begrænser den politiske diskussion. I sidste ende får det måske betydning for vigtige politiske beslutninger. Her er det slet ikke statsministerens synspunkter, der diskuteres. Men der må man bare sige, at det er et godt eksempel på, hvorfor en diskussion om form alligevel er hamrende vigtig. For hvis man som politiker bliver opfattet på en bestemt måde eller kan undgå at svare på en bestemt type spørgsmål, så er den type journalistik, der diskuterer det, relevant. For den påviser, hvodan form og politisk indhold påvirker hinanden. For formen betyder da noget for, hvordan det egentlige politiske indhold debatteres."

Filosoffen Mads Storgaard Jensen udgav sidste år bogen 'Når politik bliver pop - om symboler, identitet og branding i dansk politik' om udviklingen i dansk politik. Konklusionen var, at både vælgere og medier i dag orienterer sig mere efter, hvilke værdier en politiker eller et parti udtrykker. Politik er blevet et spørgsmål om livsstil, hvor form og proces ofte flyder sammen med indhold. Mads Storgaard Jensen ser dog ikke nødvendigvis procesjournalistisk som et rendyrket onde:

"Man kan ikke sige, at vi ikke skal have procesjournalistik, fordi der er sådan set ikke noget galt i at studere den måde, som ting bliver præsenteret på, så længe den anden side også er med."

Men David Nicolas Hopmann holder stædigt fast. Han køber heller ikke argumentet om, at de mere troløse vælgere retfærdiggør procesjournalistik med større fokus på kommunikation og politikerpopularitet:

"Det har jeg meget svært ved at se. Mange vælgeres troløshed i forhold til et bestemt parti tolker vi jo ikke som et udtryk for, at folk har mistet orienteringen i det politiske landskab. Det ser vi snarere som et udtryk for det modsatte. Man stemmer bare ikke længere automatisk på Socialdemokraterne, fordi man er arbejder og bor i postnummer 2300 på Amager. Folk tænker sig jo om og er blevet klogere, hvilket er positivt. For det andet er det jo ikke noget nyt, at det affektive spiller en rolle. Sådan har det formentlig altid været. Så er der nogle politikere, som er mere populære end andre, hvilket heller ikke er noget nyt. Hvis man siger, at vi skal have mere fokus på proces og kommunikation i journalistikken på grund af en udvikling over tid, så køber jeg den ikke."

Bedre servicering af den kloge vælger

Trods kritikken indeholder bogen en grundlæggende positiv pointe. Vælgerne er slet ikke så dumme endda. David Nicolas Hopmann kan, med henvisning til forskning på området, for eksempel ikke forestille sig, at folk blot synes, at SF er et godt parti, fordi Villy Søvndal kommunikerer godt. Vælgerne orienterer sig snarere efter politisk indhold, og deri består mediernes udfordring:



"Vores grundlæggende historie i bogen er, at vælgerne langt hen ad vejen bliver undervurderet. Vælgerne kan udmærket orientere sig i den politiske verden og finde rundt. Vores håb er blot, at denne meget kloge vælger vil blive serviceret bedre af journalisterne. Vores bog er jo ikke en dommedagshistorie," siger han.

'Teflon og Bullshit? Ti myter om journalistik, politik og valgkampe' af ph.d.-studerende Christian Elmelund-Præstekær og ph.d.-studerende David Nicolas Hopmann, Institut for Statskundskab

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.