Ond kynisme i universitetsverdenen

10-04-2008
6 min.

Filmen Spillets regler skildrer en lektors kamp for et professorat i et universitetsmiljø, hvor intriger, forfængelighed og magtkampe florerer. DJØF Bladet har set filmen.

Hvad får højt begavede mennesker til at begå kriminelle og amoralske handlinger i karrierens navn? Det spørgsmål stillede filminstruktør Christian Dyekjær sig selv. Og svaret kan ses i hans debutspillefilm 'Spillets regler'.

Peter Gantzler spiller hovedrollen som Manfred, lektor i psykologi med speciale i vredes-håndtering. Han er målrettet og ambitiøs, men har endnu ikke opnået det professorat, han drømmer om. Da en kollega begår selvmord, giver det ham mulighed for at få indfriet sine ambitioner, men en tidligere studiekammerat vender pludselig hjem fra USA og truer Manfreds position på instituttet. Manfred bliver presset og ender med at begå en ufin handling for at sikre sig drømmejobbet.

Henrik Prip spiller rollen som studiekammeraten og Stine Stengade rollen som Manfreds kæreste.

Instruktør Christian Dyekjær, der også er medforfatter på manuskriptet, kendte ikke universitetsmiljøet, inden han gik i gang med at researche til filmen. Men det gik hurtigt op for ham, at han ikke kunne have valgt en mere konkurrenceorienteret og karrierefokuseret ramme for handling.

"Jeg oplevede, at magtkampe og intriger florerer i stor stil i mange forskermiljøer. Selvom det er højt begavede mennesker, lektorer og professorer, bliver de også misundelige, oplever mindreværd og bagtaler hinanden. De opfører sig som børn i børnehaven og er villige til at gøre åbenlyst kriminelle og amoralske ting for at fremme karrieren."

Karriererådgiver i DJØF Lars Bo Andersson supplerer: "Filmen sætter ikke tingene voldsomt meget på spidsen. Det, den skildrer, ville kunne ske i den virkelige verden."

Konkurrencen foregår på abeniveau

Lars Bo Anderssons daglige opgave som karriererådgiver i DJØF er blandt andet at sikre, at folk ikke kommer helt så langt ud som filmens hovedperson. Og han tvivler ikke på, at det ville have gjort en forskel, hvis Manfred havde ringet til DJØF-rådgivningen.

"Når vi laver karriererådgivning, anlægger vi som udgangspunkt et helhedsorienteret perspektiv. Vi ser på, hvad er det for et miljø, hvad er det for en ledelsesform, hvad er det for kollegaer osv. Hvis han havde ringet, havde jeg inviteret ham ind til mig til en karrieresamtale for at tage ham ud af den kontekst, han er i på universitetet. Det kan være en eye opener at se sig selv lidt udefra."

Christian Dyekjær bryder ind: "Men min pointe er, at ligegyldigt, hvor bevidste og kloge vi bliver på verden, er det svært at se på sig selv på samme måde. Vi bliver hele tiden drevet af ambitioner, komplekser, mindreværdsfølelser. Og så ender vi nede på abeniveau."

Og netop det reaktionsmønster kender filmens Manfred til hudløshed. I filmens startsekvens underviser han sine studerende i, hvordan vi mennesker reagerer på trusler udefra. Ligesom dyr vælger vi at kæmpe eller flygte, fortæller han. Og det er også et perspektiv, man kunne drage ind i en karrieresamtale, kommenterer Lars Bo Andersson:

"Det er den situation, vi står i. Vi kæmper for at få noget at spise, for at få faglig identitet, socialt netværk, prestige. Men det er ikke kun skidt. Et konkurrencepræget miljø kan være en sund drivkraft. Der er ikke den store forskel på universitetsmiljøet og advokat- eller konsulentbranchen."

Kynisme fører til karriere

Christian Dyekjær: "Nej, men det er særligt overraskende at se kampen folde sig ud i et miljø, hvor der primært er humanister, som arbejder med bløde værdier. Det havde ikke været lige så overraskende, hvis det havde været børsmæglere.

Lars Bo Andersson: "Du siger de bløde værdier. Men universitetet er et af de mest hårde steder i karrieresammenhænge."

Christian Dyekjær: "Ja, de mest ambitiøse fra en årgang havner på universitetet. En psykolog, jeg talte med, sagde: 'Ligegyldigt inden for hvilket område, man når til tops, er succeskriteriet at kunne undskylde over for sig selv, at alt det, man gør, er til egen fordel'. De, der kan det, sidder i toppen. Overalt. Det, der holder os tilbage, er, at vi gerne vil opføre os ordentligt. Karrieremæssigt når de mest kyniske længst."

Lars Bo Andersson: "Men kan Manfred lære at leve med det, han har gjort? Kommer der en toer?"

Christian Dyekjær griner: "Der ligger en historie til ... Han skal i hvert fald overbevise sig selv om, at han har fortjent det, han opnår. Det kræver meget energi at have dårlig samvittighed."

Lars Bo Andersson: "Jeg talte med en topchef, hvis bedste karriereråd var: 'Hvis du kan leve med det, så spil på den vindende hest'. Du har ret i, at det er svært at komme til tops uden at træde på nogen."

Christian Dyekjær: "Men kynisme er mange ting. Det er ikke bare at dolke andre i ryggen. Det er også alle dem, du sårer. Familien, du ikke ser, børn, kærester ..."

Lars Bo Andersson: "Og hvor mange topchefer har ikke ofret dem gennem tiden enten bevidst eller ubevidst?"

Dårlig ledelse gør kampen hårdere

Hovedpersonens følelse af mindreværd og kamp for anerkendelse kender Christian Dyekjær i høj grad fra sig selv. Og han ser mange paralleller mellem film- og universitetsverdenen.



"Begge steder handler det mere om prestige og anerkendelse end om at tjene penge. Det handler om at nå op i en liga, og instruktører er individualister ligesom forskere. Alle ligger i samme konkurrence om de samme penge, og alle er følsomme mennesker. Det skaber en masse paranoia og intriger."

Lars Bo Andersson peger på, at det store problem i filmens universitetsverden - og måske også i virkelighedens - er manglende ledelse.

"Det er ikke transparent, hvad Manfred bliver målt på. De fortrolige samtaler med institutlederen sætter hans tanker i gang. Manfred gør sig en masse forestillinger, men han får ikke at vide, hvad der skal til for at opnå den professorstilling. Hvad kvalificerer mig til den? Og hvad skal jeg arbejde med? Manglende transparens er også en væsentlig kilde til stress."

Christian Dyekjær: "Og den manglende transparens er det, der gør det så svært for forskerne."

De taler videre om uigennemsigtige strukturer og chefers forfængelighed. Så spørger Lars Bo Andersson: "Hvorfor rækker Manfred ikke bare hånden op og siger direkte, at han gerne være professor?"

Christian Dyekjær: "Det er et ønske om at være et ordentligt menneske. Et forsøg på at være mere tolerant end han egentlig er. Men han kommer til kort. Hans passion er at komme til tops. Viljen til at være et ordentligt menneske kommer i konflikt med hans ambitioner. Det ender med, at han giver køb på sine egne værdier."

Lars Bo Andersson: "Hvad er moralen?"

Christian Dyekjær: "Filmen er en undersøgelse. Jeg vil ikke fordømme eller moralisere, men håber, at man vil kunne forstå sagen fra alles sider. Filmen er et billede på en, der sælger ud. Men ingen af os er guder. Vi har de følelser, vi har."

Filmen 'Spillets regler' er instrueret af Christian Dyekjær og får premiere torsdag den 17. April.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.