Én kvinde er nok!

For snart mange år siden sad en kvindelig forsker, Dr. Go, i et akademisk bedømmelsesudvalg i Japan. Da udvalget til sidst skulle vælge mellem en kvindelig og mandlig professorkandidat, udbrød udvalgsformanden: "Nu er jeg jo ked af at sige det, medens Dr. Go hører på det, men én kvinde på instituttet er altså nok".

Denne anekdote, som står i ét af de nyeste numre af Nature, har ganske vist et par år på bagen, samtidig med at den jo er fra Asien. Ikke desto mindre er der åbenbart også noget om snakken, når vi retter blikket mod vore egne himmelstrøg. Således udtalte adm. dir. Carsten Koch følgende op til kvindernes internationale kampdag den 8. marts: "Det skal nok komme. I hvert fald med at få den første kvinde ind. Det bliver sværere at få nummer to og tre ind og undgå, at virksomhederne bare læner sig tilbage og siger: 'Nu har vi fået én".

Danmark har svært ved at komme ud over "honorary woman-stadiet". Kun 5,6 procent af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer i 170 danske børsnoterede selskaber er kvinder. På universiteterne er billedet ikke meget bedre. Tag bare mit eget universitet, hvor kun 15% af de nyansatte professorer i 2006 og 2007 var kvinder. Kort sagt: Aldrig har Ronald Reagans klassiker være mere velanbragt: "Status quo is just latin for the mess we are in"!

Når tallene nu slet ikke rykker sig, er fristelsen stor til straks at kaste sig over "værktøjskassen" - kvoter eller ej. Spørgsmålet er imidlertid, om man ikke med fordel lige skulle gå et abstraktionsniveau op og fokusere på, hvorfor der overhovedet er brug for effektive værktøjer. Trods den akutte mangel på arbejdskraft og kampen om de kloge hoveder er det jo langt fra lykkedes at gøre "flere kvinder i ledelse" til en mærkesag for hele virksomheden, universitetet m.v. Ja, øjensynligt er der ikke mange, der køber argumentet om, at vi skal trække på hele talentmassen. Reelt går der nemlig kun kort tid, før nogle udbryder: "Nu skal vi altså også passe på med ikke at sænke overliggeren, når vi nu skal ansætte flere kvinder..." Og hvad der er mindst lige så tankevækkende: Åbenbart er det kun kvinder, der gider deltage i konferencer om mangfoldighed og "flere kvinder i ledelse". I hvert fald talte jeg ikke mange slipseknuder på de to konferencer, som jeg selv deltog i op til den 8. marts.

Måske burde de "honorary women", der trods alt findes på direktionsgangene, bruge lidt mere krudt på at få deres mandlige kolleger til at gå i brechen for mangfoldighed. Helt ligesom det utvivlsomt var lettere for den glødende anti-kommunist Richard Nixon at samarbejde med Kina end for den mere blødsødne Jimmy Carter, vil det nemlig være nemmere for mænd at overbevise andre mænd om, at det altså ikke drejer sig om søstersolidaritet, men om bundlinien!

For at drive denne pointe hjem skal min chef, rektor Ralf Hemmingsen, have det sidste ord her:

"På KU har vi netop vedtaget en trepunktsplan for at få flere kvindelige professorer. Planen skal ses i direkte forlængelse af vor strategi, Destination 2012, om at gøre KU til ét af de absolut førende universiteter i Europa. Hvis ikke vi får flere kvindelige talenter i spil, kan vi godt kigge i vejviseren efter Destination 2012. Kort sagt: Det er pga. videnskaben - og ikke af ideologiske eller moralske årsager - vi skal have flere kvindelige professorer"