Sundhedssektoren ude af kontrol

Støtten til sundhedssektoren hos skatteyderne er imidlertid voksende, hvilket er et godt udgangspunkt for reformer. I de senere år har man iværksat betydelige organisatoriske nyskabelser på sundhedsområdet, herunder:

• den øgede vægt på den præhospitale indsats - som et bidrag til at sikre omkostningseffektiv behandling
• sundhedsaftalerne - der fastlægger arbejdsdelingen mellem regionerne og primærkommunerne
• den igangværende omstrukturering af sygehusene kombineret med et frit sygehusvalg
• den danske kvalitetsmodel - som udvikler de kvalitetskrav, der på længere sigt vil være en forudsætning for et konkret resultatansvar
• den voksende åbenhed omkring alvorlige 'utilsigtede hændelser'

Disse tiltag er nødvendige, men ikke tilstrækkelige, som grundlag for reformer, der skal bringe ressourceforbruget under kontrol. Hovedproblemet inden for sundhedssektoren er den svage virksomheds- og managementkultur - kombineret med en udtalt topstyring. Omdrejningspunkterne i reformen vil - efter min mening - være et decentralt resultatansvar for de enkelte institutioner og deres medarbejdere baseret på lokale 'businessplaner' samt incitamenter, som understøtter fremvæksten af en virksomhedskultur, der indebærer, at alle personalegrupper føler sig medansvarlige for et projekt omfattende værdier, normer og resultatmål for den enkelte institution. Dette vil styrke sammenhængskraften og dermed den sociale kapital på den enkelte arbejdsplads, hvilket er en forudsætning for innovation og voksende produktivitet.

Mere konkret bør hovedpunkterne i den videre sundhedssektorreform være:

1. forbedret information og kommunikation over for målgrupperne og det omgivende samfund om resultater og udestående problemer
2. personalet trænes i holdninger og teknikker, som fremmer kollektiv resultatmanagement
3. forpligtigende resultatmål både i sygehussektoren og i primærsektoren - omfattende behandlingsresultater for patienterne, ventetider, servicedækning, brug af medicin og patientrettigheder
4. indførelse af kontrakter mellem repræsentative institutionsbestyrelser og management for de enkelte sygehuse og andre behandlingsinstitutioner - i første omgang som serviceaftaler, men snarest derefter som egentlige managementkontrakter, der indebærer fuld autonomi for management
5. en uafhængig kontrol med opfyldelsen af de kontraktlige forpligtigelser