Sind i kog

Debatten om islam kører i højt gear. Det har den gjort siden den første Muhammed-krise for to år siden. De tolv karikatur-tegninger i Jyllands-Posten har sat sindene i brand i det meste af Europa, for ikke at tale om den muslimske verden.

Det har gjort det vanskeligere at være muslimsk indvandrer i Europa. Europæerne er blevet hudløse efter de provokerende afbrændinger af danske og hollandske flag i mellemøstlige demonstrationer. En opera er blevet aflyst i Berlin, en kunstudstilling lukket. Danske og hollandske politikere har måttet aflyse rejser til Somalia og Iran og danskere kan ikke få indrejse i Sudan.

For den hollandske politiker Geert Wilders har den iltre debat om vort forhold til den muslimske verden været som en gave fra oven. Med sin provokerende Koranfilm, der sammenligner Koranen med Hitler's "Mein Kampf" vil Wilders vise, påstår han, "Koranens fascistiske og intolerante karakter". 

Fløjshandskerne er trukket af

SF-politiker Villy Søvndals opfordring til den islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir om at "gå ad helvede til" og finde et andet land end Danmark, åbner for en særdeles barsk tone i debatten. Fløjlshandskerne er trukket af, og britiske, hollandske og tyske politikere bliver lige som Søvndal hyldet for at demonstrere deres nu-er-det-nok-holdning.

Det efterlader det store flertal af muslimer i Europa i et dilemma. De vil ikke acceptere at deres profet bliver krænket. På den anden side er de netop her i Europa for at blive europæere. Den opgave bliver en del vanskeligere end det så ud til for blot få år siden.

I Holland har man indført skrappe optagelsesprøver for indvandrere. Det samme i Frankrig. Man skal på forhånd kvalificere sig ved at kende det nye land og være parat til at gå på skolebænken fra begyndelsen. I Holland skal man selv betale skolepengene.

Tyske ligtorne

I Tyskland fik aviserne for nyligt de store overskrifter frem, da den tyrkiske ministerpræsident Recip Tayyib Erdogan fik trådt tyskerne over deres ligtorne.

Som hovedtaler for 20.000 fremmødte tyrkere i Köln opfordrede Erdogan sine tilhørere til at afvise assimilation. Parolen for demonstrationen lød: "Integration ja tak. Assimilation nej tak". 

De tyrkiske indvandrere jublede højlydt op mod Kölns tage, da Erdogan sagde: "Integration må under ingen omstændigheder sidestilles med assimilation. Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden. Det kan ingen forlange af os."

Men her gik de tyske politikere i nationalt spagat. Afvisningen af assimilation var på grænsen til en uforskammethed. Hvordan kunne en tyrkisk ministerpræsident, som gerne vil have Tyrkiet optaget i EU, åbenlyst have den frækhed at fraråde indvandrerne at assimilere sig? For et øjeblik havde politikerne glemt, at man dårligt kan forvente at indvandrere assimilerer sig med indvandrerlandets kultur. Derimod kan man med rimelighed forlange, som det nu også er blevet påpeget i den danske debat, at indvandrerne integrerer sig. Hvis man integrerer sig, bevarer man stadig en rest af sin egen oprindelige egenart. Assimilerer man sig derimod, så glider man helt ind i den ny kultur og dens sprog, og opgiver det, man kom fra.

Tyrkiet er med 70 millioner indbyggere næsten lige så stort som Tyskland. Og da tyrkerne næsten alle er muslimer, afviser Tysklands kristelig-demokratiske partier (CDU-CSU) at Tyrkiet skal optages i EU. De tilbyder dem i stedet strategisk partnerskab. På dette punkt er der for tiden tilslutning af et flertal i Frankrig, Holland og Østrig, antageligt også i Danmark.

Et kontinent på skrump

Der bor i dag mellem 15 og 20 millioner muslimer i Europa. De fleste er kommet ved indvandring mellem 1970 og 2000. Men i stigende grad sker tilvæksten af muslimer ved fødsel i indvandrerfamilier og ved konvertering til islam.

Et forsigtigt gæt er, at der i de næste 40 år tilvandrer ca. 40 millioner til EU, og de vil helt overvejende komme fra den muslimske verden. Lægger man hertil den høje fødselstilvækst hos de allerede bosatte muslimske familier, så vil Europa ved midten af dette århundrede være ret præget af islam, som allerede i dag er den næststørste religion efter kristendommen.

Det er af denne grund, at tyske og andre europæiske politikere er skeptiske overfor at optage Tyrkiet i EU. De frygter, at det meget hurtigt vil få den etniske balance i Europa til at kæntre.

Fødselstallet blandt etniske europæere er faldende. Så vi er et kontinent på skrump. Befolkningsmæssigt set. Det gælder også Østeuropa og Rusland, så Vesteuropa kan ikke forvente at indvandringen af østeuropæere i fremtiden kan afhjælpe vores stadig mere akutte mangel på arbejdskraft.

Den muslimske verden er det eneste område, hvorfra der umiddelbart i de kommende årtier er et større antal mennesker, der vil være villige til at flytte til vores verden.

Derfor er det ikke længere reelt muligt at fravælge muslimsk indvandring. Vi skal bruge arbejdskraft i industrien, i transport- og plejesektoren, som læger og advokater.

Indenfor få år vil de hollandske storbyer Rotterdam og Amsterdam have et flertal af ikke-hollandsk oprindelse. Drabene på politikeren Pim Fortuyn i 2002 og filminstruktøren Theo van Gogh i 2004, var de første politiske mord i Holland i 300 år. Fortuyn var særdeles kritisk overfor de mange muslimske indvandrere, fordi han mente, at de i stedet for at integrere sig, isolerede sig i ghettoer, kaldet parallelsamfund. I en række europæiske byer er der i dag hele kvarterer, hvor der overvejede tales arabisk eller pakistansk og hvor islamisk ekstremisme har gode vækstvilkår.

En vanskelig øvelse

I de fattige ghettoer er tilhørerne lydhøre. Her har imamer og politiske prædikanter let spil med deres løfter om frelse i himlen som erstatning for et hårdt og fattigt liv på jorden. Det er de samme mekanismer, der bruges i byerne Leeds, Manchester, Marseilles og muslimske bydele i Danmark som Gellerup-parken og Vollsmose. Imamerne insisterer på, at muslimer skal indrette deres liv efter Koranens påbud, og de opfordrer deres tilhængere til at leve efter sharia-lovene. Sharia'en er de religiøst betingede lovregler for at leve et gudfrygtigt liv, som profeten Muhammed opfordrede til for ca. 1400 år siden.

Den danske Muhammed-krise i 2006, fremprovokeret af tolv tegninger, der angiveligt skulle forestille profeten Muhammed, har fået debatten om islam i Europa til at gå op i spids. Som Jyllands-Posten skrev, så må muslimer, der bor i i det verdslige Europa, finde sig i hån og latterliggørelse.

Det er et argument, der har gentaget sig i disse år fra land til land. Theo van Gogh, der blev myrdet af en islamisk fundamentalist og hans gode ven Ayaan Hirsi Ali, der måtte gå under jorden og søge til udlandet for ikke også at blive myrdet, krævede at muslimer må lære at tolerere at de bliver krænket på deres religionsopfattelse, hvis de vil bo et vestligt demokrati, hvor der er ytringsfrihed.

Den store udfordring i de kommende år er at forhindre at indvandrerkvartererne udvikler sig til ynglepladser for de utilpassede og radikaliserede muslimer. De har ikke tænkt sig at følge Villy Søvndals opfordring til at finde et land, der passer bedre til deres religion. Så de bliver her, uanset at de er utilfredse med de stadigt strammere regler, der opsættes for at fange farlige islamistiske outsidere.

Det bliver en vanskelig øvelse, for os og for Europa. Vore samfund og deres evne til at forblive demokratiske vil blive målt på hvordan vi kan løse denne opgave.