Nyt job - Christian Christensen

28.3.2008

af

Strategisk indkøbskonsulent i Region Sjælland

Christian Christensen, cand.jur., 35, har fået nyt job som strategisk indkøbskonsulent i Region Sjælland. Han kommer fra et job som konsulent i Kommune Holding A/S og var før det ansat i IT- og Telestyrelsen.

Hvordan fandt du jobbet?

"Det var slået op. Jeg så det på Region Sjællands hjemmeside."

Hvad er en strategisk indkøbskonsulent?

"Det er en person, som planlægger og gennemfører indkøb med alt, hvad det indebærer af analyser af behov og marked, EU-udbud og aftalestyring. Den operationelle indkøber bestiller så varerne inden for den aftale, som den strategiske indkøber har indgået."

Hvad skal du stå for indkøb af?

"I 2008 skal Region Sjælland blandt andet indkøbe hofteimplantater, nål og tråd, sprøjter og kanyler og handsker og vagtlægekørsel. Jeg skal forestå nogle af disse indkøb, som hver især vil tage godt seks måneder at gennemføre."

Hvordan kommer din dagligdag til at se ud?

"Den vil byde på møder med læger og sygeplejersker, sygehusledelser og leverandører. Og så skal jeg udarbejde det materiale, som indkøbet skal hvile på, og evaluere tilbuddene. Jeg skal som projektleder gennemføre indkøbet og sikre, at brugerne inddrages. Det bliver projektledelse og jura i en god og spændende cocktail."

Er der andre strategiske indkøbskonsulenter end dig i Region Sjælland?

"Man er ved at opbygge et nyt hold af indkøbere. Indtil videre er vi et hold på seks på Regionsgården i Sorø, og derudover er der operationelle indkøbere i Vordingborg, Roskilde og Slagelse. Men mit skøn er, at vi har brug for endnu flere, hvis vi skal indfri politikernes forventninger."

Danske Regioners formand Bent Hansen (S) taler om besparelser på pænt over 100 millioner kroner alene på et kommende, fælles nationalt storindkøb af 50 hospitalsscannere. Hvor mange penge tror du, du kan være med til at spare Region Sjælland for på et år?

"Et tocifret millionbeløb. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi er med til at sikre gode sygehuse, så borgerne kan få den service, der forventes. Det vil blandt andet sige at indkøbe flere bæredygtige varer og tjenesteydelser som økologiske madvarer til patienter og miljøvenlige køretøjer."

Er strategiske indkøb i det offentlige et vækstområde for djøfere?

"Det kan du tro. Udbudsjurister har både nu og flere år frem mulighed for at udfolde sig inden for det område. Læs for eksempel resumeerne fra afgørelserne i Klagenævnet for Udbud. Det vil bekræfte behovet for en indsats. Region Sjælland er klar over behovet og tager ansvaret seriøst, og derfor er der også bud efter flere kolleger!"

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet