Nyt job - Birgitte Wøhlk Laursen

7.3.2008

af

Sagde op, flyttede til Fyn og fandt drømmejobbet.

Birgitte Wøhlk Laursen, 40 år, cand.jur., blandt andet tidligere ministersekretær for Svend Auken og miljørådgiver i Nordisk Ministerråd. Nu administrationschef på kulturinstitutionen Brandts i Odense.

Hvorfor flyttede I fra København?

"Det gik lidt for hurtigt i København. Vi havde fået to små børn på nu halvandet og tre et halvt år og boede midt i København i en andelslejlighed. Vi kiggede på hinanden og sagde: 'Hvad er det, vi gerne vil med vores liv? Vi har jo ikke fået de her børn for sjov'. Vi var enige om, at vi ikke ville være sådan nogle stressede forældre, der suser ind og ud ad døren. Vi ville finde et hus i provinsen i stille og rolige omgivelser."

Hvorfor lige Fyn?

"Ja, vi havde hverken familie eller venner på Fyn, og jeg havde aldrig nogensinde prøvet at overnatte på Fyn før. Men vi besluttede os for at finde vores base først, og den skulle ligge så tilpas langt fra København, at vi ikke blev fristet til at pendle. Vi fandt et helt fantastisk hus i Glamsbjerg i Assens Kommune, der er kendt for at være et uddannelsesmekka, så på den måde er det også fremtidssikret i forhold til børnene. Samtidig ligger det midtvejs mellem Jylland og København, hvor vi har vores forældre."

Hvad gjorde I så, da I havde fundet basen?

"De første måneder besluttede vi os for at tage en time out, hvor vi ikke søgte job, men udelukkende koncentrerede os om at få etableret vores base og skabe nye netværk. Først derefter gik vi i gang med jobsøgningen. Jeg takkede ja til et vikariat i personaleafdelingen i Odense Kommune, mens jeg ventede på det rigtige job. Min mand fik et drømmejob som food & beverage manager hos Odense Sport og Event. Og efter tre måneder fik jeg så mit drømmejob på Brandts Klædefabrik."

Hvad var reaktionen fra jeres omgangskreds?

"Vores venner blev meget lange i ansigtet. Vi gjorde jo det, som mange måske drømmer om, men ikke tør. For at det ikke skal være løgn, flytter nogle af vores bedste venner snart til Middelfart fra Frederiksberg."

Hvordan er det at hoppe over i kulturverdenen?

"Det er en helt ny verden for mig og et helt nyt arbejdsmiljø, hvor der er en helt anden tilgang til tingene og en helt anden ånd - her lever og ånder man for kunsten. Jeg har altid arbejdet i et politisk system, men her så jeg muligheden for at arbejde på et felt, hvor jeg kan tage og føle på den vare, vi sælger."

Hvordan har kunstverdenen taget imod dig som djøfer?

"De har været meget åbne. De er jo ikke talmennesker, så de har selv efterspurgt en, der kan hjælpe dem med at holde i tøjlerne, og som ikke lader sig rive med. Samtidig har de også haft brug for en personaleleder. Og begge dele har jeg erfaring med."

Er det så den rigtige beslutning, I har taget?

"Vi har aldrig været lykkeligere."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet