"Hvorfor skal du altid arbejde"

"Av, den sad." Det var sådan en følelse, Philip Rendtorff sad med en lørdag for et par måneder siden, da hans søn Sune havde spurgt: "Far, da du var barn, arbejdede farfar så lige så meget, som du gør?"

"Og det gjorde ondt," siger Philip Rendtorff, direktør i PTU, Landsforeningen af Polio- Trafik- og Ulykkesskadede med knap 100 medarbejdere. For nej, arbejdsugen er i perioder langt over de 37 timer, og nogle gange står der også arbejde på programmet i weekender og på hverdagsaftener.

Han er gift med Sine Sunesen, formand for Akademikernes Centralorganisation og for Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU. To poster, der i særdeleshed har krævet sit i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2008 på det offentlige område.

Og Sine Sunesen slipper da heller ikke for den slags spørgsmål fra sine og Philip Rendtorffs tre børn - Sune 11 år, Johanne otte år og Thit på fire. "Hvorfor skal du også altid arbejde så meget?" lyder det indimellem. Og det værste er næsten, når familien har planlagt en ferie eller lignende, og der så bliver indkaldt til møde i Globaliseringsrådet eller regeringens kvalitetsgruppe, hvor Sine Sunesen også har en plads.

"Så er der ikke noget at gøre. Og det er da surt - mest at skulle sige det til børnene, som har glædet sig til noget, vi skulle sammen," siger Sine Sunesen.

Hun og Philip Rendtorff har på ingen måde i sinde at give et glansbilledagtigt indtryk af, hvordan de klarer den såkaldte familie- og arbejdslivsbalance i familien Sunesen/Rendtorff. I perioder har det været ren overlevelse, men for det meste føler de, at det rent faktisk hænger rimeligt godt sammen. Det er kun sket en enkelt gang eller to, at aftalen om, hvem der skulle hente børnene, er glippet, og hvor de er blevet ringet op fra børnehaven, der står med et uafhentet barn efter lukketid. Og brænder det for alvor på, som da Thit, deres datter på fire, var mindre, og familiens liv med Sine Sunesens ord nærmest var præget af en slags undtagelsestilstand, så finder de på en løsning. Dengang var det faderen, der besluttede sig for at tage fire måneders børnepasningsorlov for at aflaste hele familien og give Thit ekstra omsorg.

"Hun er meget temperamentsfuld. Indtil for et års tid siden var hun ustyrlig og hidsig - nærmest som en håndgranat, og ingen af os vidste, hvad der kunne udløse den. Og når det skete, kunne hun ligge og skrige på gulvet i tyve minutter. Vi var tæt på krise hver morgen," fortæller Sine Sunesen. Men med far derhjemme kom der ro på bagsmækken igen - altså sådan for det meste.

Det gik ikke uden bedsteforældrene

Men lige nu er begge forældre i det, de kalder en arbejdsmæssig højsæson. Og det kræver koordinering. Hver søndag sætter de sig ned med deres kalendere og finder ud af, hvem der henter børnene hvilke dage. Kniber det en dag eller to, eller er en af dem på rejse, har de hjælp lige ved hånden. Philip Rendtorffs forældre bor ovenpå, og farfar træder gerne til. Også hvis der bliver ringet fra børnehaven, lidt efter de er mødt på arbejde, med beskeden om, at Thit har kastet op og skal hentes. Ingen af dem har en 37 timers arbejdsuge. Omvendt har de indflydelse på, hvornår de arbejder.

"Hvis der er et julearrangement i skolen, eller vi skal holde en børnefødselsdag, så lægger vi det bare ind i kalenderen," siger Philip Rendtorff.

"Ja, og så skal der naturkatastrofer og bankkrak til, før det bliver aflyst," tilføjer Sine Sunesen. Hun understreger, at det med årene er blevet nemmere selv at sætte dagsordenen.

"Når man er 28-29 år, sætter man sig ikke bare og siger: 'Her er det mor, der bestemmer', selvom man formelt set har formandstitlen. Men det kommer med alderen. I dag bringer jeg mig ikke engang i situationer, hvor jeg skal rejse mig op og gå midt i det hele. Jeg siger bare, hvornår vi er færdige, og så skylder jeg ikke at forklare hvorfor. Og det hjælper jo på balancen, når man i høj grad selv sætter spillereglerne," siger Sine Sunesen.

Og hun har også sat nye regler for, hvad en formand stiller op til.

"Jeg tror ikke, der findes andre organisationsmennesker i Danmark, der går så lidt ud og spiser med deres kolleger, som jeg gør. Meget kan altså ordnes over en kop kaffe og et helt almindeligt møde, så her er et sted, hvor man virkelig får frasorteret en masse aftener ude."

Og Sine Sunesen hader at arbejde i weekenden, så det forsøger hun også i høj grad at minimere. Weekenden er hellig og helliget familien, ligesom den lange sommerferie er. Men Philip Rendtorff får en lille stikpille af sin hustru. For han har svært ved at holde sig fra arbejdet i weekenden.

"Ja, jeg kan ikke holde mig fra mailen. Jeg skal lige ind at kigge, om der er noget, men hvis jeg svarer på en mail, så gemmer jeg den ofte og venter med at sende den til dagen efter. For det skal ikke være sådan, at mine medarbejdere tænker: 'Vi er også nødt til at være på mailen i weekenden, for det er vores direktør'. Men jeg har det selv godt med at have været igennem alle mine mails, når jeg møder mandag morgen."

Samvittigheden nager

På spørgsmålet om de tit har dårlig samvittighed i forhold til familien og arbejdet, svarer Sine Sunesen: "Ja, her har vi klassikeren. Manden siger nej. Kvinden siger ja." Og jo, Philip Rendtorff melder stort set hus forbi, når det gælder familien.

"Jeg har ikke dårlig samvittighed med hensyn til børnene og deres voksenkontakt. En af os er hjemme hver dag inden 17, og der er bedsteforældre tæt på, så der er voksenkontakt i lange baner. Og vi har god tid til ungerne i den arbejdsmæssige lavsæson. Men jeg har svært ved ikke at have dårlig samvittighed over for arbejdet. Jeg ville gerne møde ved ottetiden ligesom de andre og helst være en af de sidste, der går. Jeg ved godt, det er en forkert gammeldags holdning, som jeg er meget bevidst om at kæmpe imod. På den anden side mener jeg, det er afgørende vigtigt at være synlig og tilgængelig som leder," siger Philip Rendtorff.

Den slags slås Sine Sunesen til gengæld ikke med.

"Jeg har aldrig dårlig samvittighed i forhold til mit arbejde. Jeg synes, jeg leverer en særdeles god indsats. Men det er noget andet, når det gælder børnene. Jeg kan godt have dårlig samvittighed over, at vi ofte er trætte, fordi vi har leveret så meget på arbejdet. Så selvom vi ikke er sent hjemme, så sker der ikke andet end helt almindelige ting - vi får spist og måske kigget på lidt lektier. Og der er også langt imellem, at vi siger: 'Nu gør vi altså noget sjovt her i weekenden - tager i svømmehallen eller på skovtur'. Jeg føler, vi bør, men jeg orker det ikke," siger Sine Sunesen.

De er begge to opmærksomme på stress, som de har oplevet flere omkring dem gå ned med.

"Jeg synes også, vi begge har smagt lidt på det i perioder. Det sker, når den samlede sum af både krav fra familie og arbejdet gør, at det simpelthen bliver for stor en mundfuld. Men jeg mener groft sagt også, at man er et lidt afstumpet menneske, hvis man ikke indimellem bliver lidt forpustet af det mentalt, når man har et hårdt pres på den ene eller anden måde," siger Sine Sunesen.

Og selvom det ikke har været alarmerende, så mærker Philip Rendtorff også en gang imellem, at der er lidt for mange bolde i luften.

"Jeg har oplevet, at jeg ikke kan falde i søvn og ligger fuldstændig vågen klokken to, fordi der er for meget om ørene. Derfor prøver jeg lejlighedsvis at holde en dag fri, hvor børnene kommer af sted, og jeg bare går rundt om mig selv og forsøger at bringe mig selv i en 'jeg laver ikke noget i dag'-situation."

Men som Philip Rendtorff siger: "Vi har jo selv valgt det liv, vi har, så det nytter ikke at blive muggen over, at det nogle gange er besværligt." Men han tager da i ny og næ det, han kalder plejehjemstesten.

"Når man først sidder der, så er det selvfølgelig ikke rart at tænke: 'Hvorfor pokker gjorde du ikke det og det, da børnene var små'," siger Philip Rendtorff. Det resulterede blandt andet i, at han tog forældreorlov med Sune og senere børnepasningsorlov med Thit.

Og Sine Sunesen: