Hun og Philip Rendtorff har på ingen måde i sinde at give et glansbilledagtigt indtryk af, hvordan de klarer den såkaldte familie- og arbejdslivsbalance i familien Sunesen/Rendtorff. I perioder har det været ren overlevelse, men for det meste føler de, at det rent faktisk hænger rimeligt godt sammen. Det er kun sket en enkelt gang eller to, at aftalen om, hvem der skulle hente børnene, er glippet, og hvor de er blevet ringet op fra børnehaven, der står med et uafhentet barn efter lukketid. Og brænder det for alvor på, som da Thit, deres datter på fire, var mindre, og familiens liv med Sine Sunesens ord nærmest var præget af en slags undtagelsestilstand, så finder de på en løsning. Dengang var det faderen, der besluttede sig for at tage fire måneders børnepasningsorlov for at aflaste hele familien og give Thit ekstra omsorg.