Generation ambition - den svære balance

28.3.2008

af

De vil det hele, og de nægter at give køb på noget af det. Generation ambition har meget høje forventninger og krav til både arbejds- og privatliv, men det betyder også, at en del hænger i med det yderste af neglene.

De går under betegnelsen generation ambition. De er mellem 30 og 50 år, og de har ekstremt høje ambitioner - både privat og når det gælder karrieren. Det er Kairos Future, en international forsknings- og konsulentvirksomhed, der har tegnet billedet af generation ambition ud fra et studie af 7.000 30-50-årige fra Spanien, Frankrig og de nordiske lande, herunder 1.000 danskere.

Og generation ambition har nogle helt særlige kendetegn.

"De vil gøre alt på samme tid, og de vil ikke opgive noget som helst. De er high-performere, der har høje karriereambitioner - og ofte også store lederambitioner. Og samtidig adskiller de sig fra tidligere generationer ved, at de også er meget ambitiøse på privatfronten, hvor de gerne vil have tre-fire børn, som de også vil være samme med," siger Marie Skov Christensen, projektkoordinator i Kairos Future.

Men så er det også, at læsset nogle gange tipper. En fjerdedel kan betegnes som decideret overstressede, mens en tredjedel har fået såkaldte advarselssignaler. Det kommer blandt andet til udtryk i, at næsten halvdelen af danskerne føler, at de mangler tid. Over en tredjedel føler sig ikke udhvilede, selvom de har sovet en hel nat. Og en pæn del vågner om natten og har svært ved at falde i søvn igen. De bliver nemt utålmodige og irriterede. Omkring hver femte føler sig decideret nedtrykte og deprimerede og har svært ved at koncentrere sig.

Fleksibilitet tak

At det er en stor udfordring for mange at holde balancen mellem arbejdsliv og familieliv i vater - særligt for nogle grupper af djøfere - afspejler sig også i en DJØF-undersøgelse, hvor deltagerne er inddelt i fem livsfaser - fra den nyuddannede til senioren.

Hvis man kigger på de to grupper, der er godt i gang med karrieren, samtidig med at der er stor sandsynlighed for, at de også har mindre børn, har de nogle særlige prioriteter. De sætter en fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse højt på ønskesedlen. Men samtidig tilkendegiver en stor del af dem, at alt for mange arbejdspladskulturer forventer og belønner uendelig tilstedeværelse, mens de som ansatte i samme åndedrag bedyrer, at det for dem er afgørende at have en arbejdspladskultur, hvor de ser balance som en klar forudsætning for at håndtere jobbets udfordringer. Der er altså et eller andet mismatch.

Særlige behov skal tilgodeses

Men det er fatalt, hvis arbejdsgiverne vender det døve øre til medarbejdernes ønsker og behov, siger Marie Skov Christensen.

"Følelsen af ikke at slå til er overhængende, og det er en udfordring, som både arbejdsgiver, samfundet, familien og individet skal forholde sig til. Det er så essentielt, at vi og vores samfund kan imødekomme behovene fra den her generation, for det er dem, der allerede sidder eller kommer til at sidde på lederstillingerne i fremtiden. Og det er samtidig dem, der i øjeblikket har en masse jobmuligheder."

Men den danske generation ambition er ifølge undersøgelsen fra Kairos Future faktisk også langt hen ad vejen godt tilfredse - bare de får deres ambitioner indfriet, både når det gælder arbejdsliv og familieliv. Danskerne adskiller sig i hvert fald ved at være dem, der generelt set er mest tilfredse med deres liv - efterfulgt af finnerne og nordmændene. Førstepladsen skyldes dog ikke danskernes såkaldte 'love life', for her indtager de kun en tredjeplads overhalet af sydeuropæerne, der til gengæld ligger i bunden, når det gælder tilfredsheden med arbejdslivet. Måske de kunne lære noget af hinanden!

Optimister trods alt

Og danskerne kunne måske også inspirere på andre planer.

For den danske generation ambition er de mest optimistiske, både når det gælder samfundets og især deres egen fremtid, viser Kairos Futures studier. Danskerne er også dem, der har størst tillid til deres chef.

Det ser også umiddelbart ud til, at danskerne er bedre til at holde balancen, når det gælder familie- og arbejdsliv. For selvom det stadig er kvinderne, der klarer størstedelen af arbejdsopgaverne på hjemmefronten, føler danskerne, at de lever i et ligeværdigt forhold. Samtidig er der også flest danskere, der betaler sig fra hjælp til rengøring og lignende. Det kunne svenskerne for eksempel aldrig drømme om, for så taber de ansigt i omgangskredsen.

"Ja, der er heldigvis nogle faktorer, der er gunstige at gribe, når det gælder den danske generation ambition, for vi står med en gruppe, der ser positivt på fremtiden, og hvor en stor del har tillid til deres chef. Men vi står også med en gruppe, der har rekorden i at skifte job i forhold til de øvrige lande. Så hvis de ikke får indfriet deres forventninger, finder de bare et nyt sted at være. Derfor er det afgørende, at der ikke bare er regler om fleksibilitet på arbejdspladsen. De skal være gennemført i en positiv ånd og gennemsyre kulturen på arbejdspladsen," siger Marie Skov Christensen.

Og det ligger også fint i tråd med den tilbagemelding, der kommer fra generation ambition i DJØFs undersøgelse. Her er hele gruppen næsten uden undtagelse enige om, at de sammen med ledelsen skal skabe rammerne for, at de hver især kan træffe de valg, der er de rigtige for lige nøjagtig dem og deres livssituation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet