Elsker du det indre marked?

"Man forelsker sig ikke i det indre marked." Så klar i mælet var tidligere kommissionsformand Jacques Delors, da han i 1980'erne blev spurgt, hvordan EU kunne komme tættere på borgerne. 

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen nu lancerer 'et indre marked for viden' som punkt nummer 1 i sin EU 'actionplan' efter den lange tænkepause, skulle man næsten tro, at han har glemt det gode gamle udtryk: "Gå aldrig tilbage til en fuser."

Statsministeren er nu langt fra alene. I det sidste år har EU taget to vigtige initiativer på forskningsområdet: Oprettelsen af et europæisk forskningsråd og et såkaldt European Institute of Technology (EIT), der dog langt fra kom til at ligne forbilledet i Massachusetts, MIT. Når energiske Sarkozy overtager EU's formandskabsstol til sommer, vil forskning og uddannelse også rangere højt på dagsordenen. I hvert fald har franskmændene allerede meldt ud, at der i de kommende år for alvor skal sættes fart på studenterudvekslingen i Europa. Det skal ganske enkelt blive en del af dét at være europæer, at man har læst i et andet EU-land!

Et kort blik ud i verden bekræfter da også, at Europa mildest talt har et efterslæb på forsknings- og uddannelsesfronten. Det kan godt være, at universiteter er en europæisk opfindelse, men det er altså ikke i Europa, det rykker i dag. Trods EU-landenes flotte Lissabon-målsætning om at blive den mest konkurrencedygtige region i hele verden i 2010 investerer USA og Japan fortsat mere i forskning end europæerne. Og nu melder kineserne og inderne sig for alvor ind i hjernekapløbet. I Beijing-regionen er forskningsintensiteten allerede mere end dobbelt så høj som i Danmark og højere end i noget andet OECD-land. Siden 1999 har Kina tredoblet antallet af studerende ved de videregående uddannelser, så der i dag er flere studerende ved de videregående uddannelser i Kina end i hele EU tilsammen.

Nu kan det jo godt være, at et indre marked for viden (heller) ikke får borgerne til at elske EU. Men det gør altså ikke projektet mindre vigtigt i en tid, hvor viden spiller en større og større rolle for en regions velstand. Og som djøfere, med vanlig hang til rationalisme, kan de fleste af os måske også blive enige om, at mindre kan gøre det. Som en tidligere tysk forbundspræsident engang sagde, da han blev spurgt, om han elskede Tyskland: "Nej, jeg elsker kun min kone!"

Desværre er det langt fra givet, at visionen om et indre marked for viden kan omsættes i praksis. Det kræver nemlig, at EU-landene kan blive enige om at sætte landbrugs- og strukturfondspolitikken på skrump - til fordel for en markant styrkelse af forskning og uddannelse. Man kan allerede høre blandt andet de franske og polske landmænd begive sig op på barrikaderne, når EU's nye syvårige finanslov skal vedtages i 2013.

Noget helt andet er så, at Danmark faktisk pt. er i en situation, hvor vi vanskeligt kan deltage fuldt og helt i EU's uddannelsessamarbejde. Forklaringen på dette skal ikke søges i de fire EU-undtagelser, men i det danske princip for gratis uddannelse. Nøgleeksemplet er her den aktuelle sag om studentersamarbejde inden for det såkaldte Erasmus Mundus program. Her kolliderer det danske princip om gratis uddannelse med de øvrige landes praksis om deltagerbetaling. For at rydde kastanjerne ud af ilden har Videnskabsministeriet netop nedsat et 'kulegravningsudvalg', der inden sommerferien skal præsentere en modus vivendi til Folketinget.

Skal det indre marked for viden realiseres, er der derfor fløjtet for overarbejde - ikke kun i Bruxelles, men i høj grad også i Folketinget.