Danskerne gradbøjer ytringsfriheden

06-03-2008
7 min.

Danskernes støtte til ytringsfriheden steg under Muhammedkrisen og faldt, da den løjede af igen. Og nye argumenter kan få en fjerdedel af os til at ændre holdning til ytringsfrihedens grænser. Det viser Lise Togebys forskning.

Skal nynazister have lov til at demonstrere i det offentlige rum herhjemme?

Det lyder måske som et enkelt spørgsmål, men efter at have svaret enten ja eller nej, vender hver fjerde dansker rundt på en tallerken og ændrer holdning, hvis der kommer nye argumenter på bordet. Og det gælder både i den gruppe, der oprindeligt svarede ja til spørgsmålet, og i den gruppe, der oprindeligt svarede nej.

Det viser Lise Togebys forskning. Hun er dr.scient.pol., professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og stod i spidsen for Folketingets Magtudredning for et par år siden.

Lise Togeby har forsket i danskernes holdningsdannelse igennem flere år, og i hendes nyeste undersøgelse, som hun og en gruppe adjunkter indsamlede data til under og efter Muhammedkrisen i starten af 2006, satte de danskernes tolerance på prøve.

Det skete med spørgsmål til grænserne for ytringsfriheden, når det er ekstreme grupper som islamiske fundamentalister og nynazister, der gør krav på den, samt rockere, autonome, muslimer, nykristne grupper mod homoseksualitet og fri abort og danskere på den yderste højre- eller venstrefløj.

En stor, repræsentativt udvalgt gruppe af befolkningen svarede på spørgsmålene, og deres tolerance var generelt mindst over for nynazister og islamiske fundamentalister og generelt størst over for muslimer og danskere på den yderste venstrefløj.

Hvor store forskelle er der i danskernes tolerance over for de grupper, I har udvalgt?

"Temmelig store. Hvad angår retten til at ytre sig i den offentlige debat, vil det højeste antal adspurgte, 76 procent, give danskere på den yderste venstrefløj denne ret, mens kun 52 procent vil give samme mulighed til islamiske fundamentalister. Og et endnu større spænd finder vi, når vi spørger, hvem der skal have lov til at tale på gymnasier. Kun 31 procent af de adspurgte vil give nynazister taletid, mens 74 procent i den anden ende af skalaen vil give muslimer taletid på gymnasier."

Burde tolerancen ikke - ideelt set - være lige stor over for alle befolkningsgrupper?

"Hvis politisk tolerance defineres som en accept af ethvert menneskes ytringsfrihed, også mennesker som man er uenige med eller ligefrem er bange for, så er svaret bekræftende. Det er det, oplysningsfilosoffen Voltaire formulerer med de berømte ord: 'Jeg er uenig i deres synspunkter, men jeg vil til min død forsvare deres ret til at udtrykke dem'. Men dette ideal holder ikke i praksis, viser vores undersøgelse. Og dermed bekræfter vi andre og tidligere toleranceundersøgelser i blandt andet USA, som også viser, at ét er idealer og teorier om ytringsfrihed, noget andet er virkeligheden."

Hvad er årsagen til, at vi skelner mellem forskellige gruppers ret til ytringsfrihed?

"Der er flere årsager, som blandt andet afspejler, at svarpersonerne har forskellige sympatier over for bestemte grupper, og at de i forskellig grad opfatter dem som truende. Men når vi har renset tallene for sympati og trusselsoplevelse, så går én årsag klart igennem: Hvis gruppen er forbundet med vold, falder vores tolerancetærskel dramatisk."

Jeres undersøgelse viser, at man kan få en ud af fire danskere til at skifte mening med hensyn til den ytringsfrihed, som nynazister, de autonome og danskere på enten den yderste venstre- eller højrefløj skal have. Hvordan målte I det?

"Vi anvendte en eksperimentel metode sammenlignelig med naturvidenskabernes. Det betød, at det var tilfældigt hvilken gruppes ytringsfrihed, de adspurgte skulle forholde sig til. Ligesom det var tilfældigt, hvilket argument de blev præsenteret for i forsøget på at ændre deres mening. På den måde kunne vi måle, hvilke argumenter som havde størst effekt. Det var en henvisning til reglerne om ytringsfrihed i den danske grundlov, som fik flest nej-svarere til at ombestemme sig og svare ja til en specifik gruppes ytringsfrihed, mens truslen om vold var det argument, som forvandlede flest ja-svar til nej."

Hvornår valgte I at undersøge holdningen til netop ytringsfrihed, som jo blev et glohedt emne ikke bare herhjemme, men i hele verden i de første måneder af 2006?

"Vi vidste tidligt, at forskningsprojektets overordnede emne var holdningsdannelse og holdningsændring, og at et af de konkrete spørgsmål skulle handle om tolerance. Men vi fik så foræret en helt speciel case med Muhammedkrisen, som eskalerede midt under vores undersøgelser."

Jeres målinger viser, at der sker ændringer i danskernes holdning til ytringsfrihed i forårsmånederne 2006. Hvordan ser de ændringer ud?

"I marts og april støttes ytringsfriheden generelt af 74 procent. Derefter falder den pludselig til 58 procent i maj og bliver liggende på dette niveau hen over sommeren. Og tendensen er så stærk, at den slår igennem uanset, hvilken undersøgelsesgruppe der er tale om. Selv islamiske fundamentalister tildeles større ytringsfrihed i marts-april 2006, hvor Muhammedkrisen raser, end tilfældet er senere på året, hvor krisen løjer af.

Vores undersøgelse har ikke tal fra før marts 2006, men tidligere undersøgelser af holdningsdannelse under intense perioder som for eksempel folkeafstemninger om EU taler for, at det er sommertallene, der udgør det normale niveau, mens marts-april-tallene afspejler en mobilisering i medierne omkring ytringsfrihedsspørgsmålet. I august 2005 optræder ordet 'ytringsfrihed' i cirka 100 artikler i Jyllands-Posten, Politiken og Ritzau, viser tal fra Infomedia. I februar 2006 er tallet steget til over 1.800 artikler, mens det i maj igen nærmer sig 100 artikler. Derfor lander ytringsfriheden i foråret også forrest i bevidstheden hos mange danskere, hvor emnet til daglig må kæmpe om opmærksomheden med andre emner."

Men medierne skaber vel ikke Muhammedkrisen og disse midlertidige holdningsændringer i befolkningen?

"Nej, medierne spiller en væsentlig rolle som formidler, for eksempel af ambassadeafbrændingerne i Mellemøsten, men der er mange aktører både i og uden for Danmark, som bringer emnet frem på den offentlige dagsorden. Herhjemme bliver statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, hvor han siger, at ytringsfriheden hverken kan forhandles eller gradbøjes, et vigtigt udgangspunkt for debatten. Vores undersøgelse modsiger ham jo i nogen grad ved at vise, at danskerne, når de bliver bedt om at forholde sig til konkrete og i demokratisk forstand udfordrende grupper og grænserne for deres ytringsfrihed, faktisk gradbøjer og forhandler ytringsfriheden."

Er det ikke betænkeligt, at danskernes holdninger kan flyttes så markant på så kort tid, som I viser, at det skete under Muhammedkrisen?

"Ikke nødvendigvis. Det ville det måske være, hvis der var tale om en koordineret og kontrolleret proces, hvor nogen helt bevidst kunne ændre mange menneskers holdning i én bestemt retning. Men sådan foregår det jo ikke. Holdningsskiftene er snarere udtryk for, at de fleste mennesker har mange følelser og værdier i spil på samme tid, og at nogle holdninger aktiveres i nogle situationer, andre holdninger i andre situationer.

På langt sigt er folks holdninger derimod meget stabile, og der skal stærke sociale ændringer til for at skabe store ændringer. Et godt eksempel er holdningen til kvinders udearbejde, som et stort flertal af danskerne var imod for 40 år siden, men som et stort flertal i dag går ind for. Det skyldes, at et flertal af kvinderne i dag er ude på arbejdsmarkedet, mens et flertal dengang gik hjemme."

Det undrer nu alligevel, at man kan få hver fjerde dansker til at ændre mening, alt efter hvordan man spørger til deres oprindelige holdning.

"Jamen, det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg oprindeligt var skeptisk over for undersøgelsens design. Jeg kan huske, jeg udbrød, at jeg i hvert fald aldrig ville ændre holdning, bare fordi jeg blev spurgt på en bestemt måde. Men så afprøvede vi undersøgelsen på en gruppe studerende her på statskundskab i Århus, og da det viste sig, at en fjerdedel ændrede holdning, måtte jeg give mig.



De fleste af os har indbyrdes modstridende synspunkter og holdninger, som vi ville få svært ved at prioritere imellem, hvis vi blev spurgt. Derfor er vi påvirkelige for argumenter. Og det er vel i grunden også en demokratisk værdi, at vi ændrer holdning, hvis argumenterne er gode nok?"

Læs også artiklen 'Frihed for Loke såvel som for Thor' af Lise Togeby, Michael Bang Petersen, Rune Slothuus og Rune Stubager i tidsskriftet Politica nr. 1, marts 2007 - klik på linket i boksen øverst til højre.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.