Miljøforkæmperen

22.2.2008

af

Christian Ege er formand og sekretariatschef i Det Økologiske Råd. Som halvt samfundsfaglig og halvt naturvidenskabelig er han skræddersyet til jobbet.

"Der er to ting, jeg brænder for. Det ene er et bedre miljø, og det andet er en udjævning mellem rig og fattig på jordkloden. Det udviklede sig sådan, at jeg uddannelsesmæssigt kastede mig over miljøområdet. Det er ikke, fordi jeg synes, det ene er vigtigere end det andet, men det blev miljøet, jeg satte mig ind i. Så derfor er det der, jeg synes, at jeg kan gøre en forskel," siger Christian Ege. Han blev færdig med en Tek-Sam fra RUC i 1979. Uddannelsen er tværfaglig og indeholder både samfundsvidenskab og naturvidenskab. Christian Ege har stor glæde af sin tværfaglige baggrund i forhold til sit arbejde. Det ene øjeblik bruger han sin naturfaglighed til at tage stilling til diskussionen om klimaforandringer. Det næste øjeblik bruger han samfundsvidenskaben til at diskutere politiske løsninger på miljøproblemer.

Allerede under studietiden var miljøet vigtigt for Christian Ege. Han var blandt andet medlem af OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft, red.). Det var dem, der lavede de gule og røde 'Atomkraft? Nej tak'-klistermærker.

"Jeg har, siden jeg var meget ung, gået op i miljøspørgsmål. Jeg ser det her job som en chance for at følge min overbevisning og være med til at flytte noget i denne verden. For mig er det mere end bare et otte til fire job. Jeg plejer at sige, at jeg har gjort min hobby til mit arbejde," fortæller Christian Ege.

Økonomi og miljø

Han var selv med til at oprette Det Økologiske Råd i 1991. Rådet fungerer som en ideudvikler, formidler og lobbyorganisation, der forsøger at få politikere og andre beslutningstagere til at tage hensyn til miljøet. Til at starte med var det en ren græsrodsbevægelse baseret på frivilligt arbejde. Senere hen blev der råd til at ansætte folk, og for 11 år siden blev Christian Ege opfordret til at søge stillingen som sekretariatsleder. Den fik han. For fire år siden blev han også formand for foreningen, så nu fungerer han som en arbejdende formand.

Christian Ege har en realistisk holdning til, at økonomien skal være i orden, før flertallet tager hensyn til miljøet.

"Sådan er vi mennesker, så i Rådet bliver vi nødt til at inddrage de økonomiske mekanismer. Det er naivt, hvis man tror, at man kan klare sig med moralprædikener. Man er nødt til at indrette samfundet, så det økonomisk kan svare sig at leve nogenlunde fornuftigt i forhold til miljøet," slutter han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet