Ja, sig nu sandheden om EU

Under overskriften "Sig nu sandheden om EU" udtaler Marlene Wind i DJØF Bladet nr. 1/2008, at "Det største demokratiske problem i samspillet mellem EU og Danmark består i, at danske medier og politikere ikke fortæller befolkningen, hvor gennemgribende deres hverdag påvirkes af EU". På den ene side har Wind ret: Det ville være forfriskende, hvis der fra politisk og journalistisk hold blev gjort mere for at oplyse Europas befolkninger om EU-samarbejdets konsekvenser. Men på den anden side er der i hvert fald to problemer med hendes efterfølgende argumentation.

For det første har den (i øvrigt allerede velkendte) "historie", som Wind gerne vil have EU-positive politikere og de tilsyneladende alt for EU-negative medier til "begejstret" at fortælle befolkningen, meget lidt med reel folkeoplysning at gøre. Det er nemlig en ganske ensidig fortælling om, at EU ikke bare har skabt fred i Europa, men derudover også sætter den enkelte borger og virksomhed i centrum samt bygger på kerneværdier som markedsøkonomi og demokrati.

Det er en god historie - men også lidt af en røverhistorie, er det fristende at tilføje! Rigtigt er det, at virksomhederne og markedsøkonomien er i fokus: EF/EU har lige fra begyndelsen været et elitedrevet projekt, som først og fremmest skulle og skal sikre europæisk erhvervsliv gunstige forhold. Til gengæld er det derfor en sandhed med modifikationer, at EU borgerne og demokratiet ligeledes står i centrum. Det store problem med vigtige dele af EU-systemet er jo netop, at de ikke hviler på et genuint folkeligt mandat - at Europas befolkninger eksempelvis ikke har den fjerneste mulighed for at påvirke EU-Kommissionens eller EF-Domstolens arbejde. Beslutningen om ikke at sætte Reformtraktaten til folkeafstemning, på trods af dens slående lighed med Forfatningstraktaten, sætter kun en tyk streg under, at EU's demokratiske underskud er til at tage og føle på.

For det andet bygger Winds råd til politikere og medier på en skråsikker, omend uunderbygget, forestilling om at Europas befolkninger ville være meget mere positivt stemt over for EU hvis blot de vidste bedre. Hvis man dog blot kunne få dem til at forstå - eller "vinde deres hjerner" som det så poetisk udtrykkes. Ræsonnementet kendes jo også fra debatterne forud for diverse folkeafstemninger, hvor det ikke sjældent er blevet mere end blot antydet, at EU-kritikken bygger på manglende viden og indsigt. På følelser frem for fornuft. Sagen er bare den, at det gør den ikke nødvendigvis: Præcis på samme måde som folk kan have gode og helt legitime grunde til at være glade for EU, kan de have gode og legitime årsager til at være skeptiske over for samarbejdet eller dele af det. Dette burde samfundsforskere tage til efterretning i stedet for at ophøje EU-entusiasternes politiske standpunkt til en videnskabelig sandhed. Hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet, nemlig sandheden om EU. Den er, efter min bedste overbevisning, en del mere nuanceret end den fortælling de glødende tilhængere af EU-systemet ynder at fortælle. EU har bestemt mange gode sider, som der er al mulig grund til at fremhæve. Men der er også problemer og mindre heldige sider, og dette er lige præcis hvad EU-forskere og medier også burde kommunikere til de europæiske befolkninger - og det i langt højere grad end de gør i dag. Det ville nemlig kunne bidrage en del mere til at nedbringe det demokratiske underskud end flere "gode historier" om EU.

Hubert Buch-Hansen
Ph.d. stipendiat, Copenhagen Business School