Hedensted satser på personalegoder

22.2.2008

af

Hedensted Kommune tilbyder sin ansatte en ny palet af personalegoder, som endnu ikke er set magen til i det offentlige. Alt er fuldt lovligt.

Hedensted Kommune har som den første kommune i landet udviklet en samlet, bred palet af personaletilbud, som tilbydes samtlige 4.200 medarbejdere. Det handler både om gratis tilbud - f.eks. sundhedsordning med gratis massage, fysioterapi, zoneterapi og kiropraktik. Om rabattilbud - f.eks. medlemskort til fitnesskæder. Og om en lang række skattebegunstigede ordninger: PC, bredbånd, IP-telefoni, mobiltelefoni, aviser og sundhedsforsikring.

Hvad sundhedsforsikringen angår, er Hedensted den allerførste kommune i landet, som tilbyder dette, fortæller personalechef Jesper Holm.

"Jobbet, opgaverne og kollegerne er det grundlæggende, men for, at det bliver endnu bedre at være ansat netop hos os, tilbyder vi noget ekstra," siger han. Det er kakaodrysset på cappucinoen.

"Det sker som led i vores overordnede strategi for at gøre Hedensted Kommune til den mest attraktive offentlige arbejdsplads på linie med, at vi baserer vores organisationstænkning på en flad struktur og på værdier frem for regler."

Men hvad siger djøferne i Hedensted - betyder det overhovedet noget, når grundlønnen i det offentlige alligevel halter bagud i forhold til det private?

"Ja, det gør det i høj grad," siger DJØF-tillidsrepræsentant Merete Skovgaard-Jensen.

"Selvfølgelig er løn vigtig. Men det er et hamrende godt signal. Det viser, at kommunen mener det alvorligt med at konkurrere om at tiltrække den bedste arbejdskraft. Og at vores arbejdsgiver er fremme i skoen og tror på, at medarbejdere, der bliver kræset lidt om, bliver gladere og yder bedre service."

Og så er det selvfølgelig også fedt med de ekstra goder. Så hvad synes hun selv, er det bedste gode i paletten? 'Sundhedsordningen' falder svaret promte. Altså tilbuddet om gratis massage, fysioterapi, zoneterapi og kiropraktik.

"Jeg har ikke ondt nogen steder, så jeg har ikke selv brugt det. Men det er fedt, vi har det. Mine medlemmer har brugt det, og jeg ved, at det er en kanonsucces."

Der skal spilles på alle strenge

Der er ikke noget i lovgivningen eller kommunalfuldmagten, der er til hinder for det, de gør i Hedensted, siger Jesper Holm.

Skattereglerne er også de samme, uanset om et personalegode stilles til rådighed af en offentlig eller en privat arbejdsgiver. Men alligevel har frynsegoder hidtil været et ret lukket land for offentligt ansatte. Arbejdsgiverne har ikke villet - og traditionelt har lønmodtagersiden også været meget tilbageholdende ved forhandlingsbordene på dette felt.

"Hedensted Kommune har slået hul på jerntæppet. Det kan godt undre mig, at flere kommuner ikke har set dette perspektiv," siger Søren Burcharth, formand for DJØFs Overenskomstforening.

Kommunerne er dog begyndt at rykke på sig. KL får et stigende antal spørgsmål om det, fortæller konsulent i KL, Inge Buhl.

"Der er rigtig mange kommuner, som arbejder seriøst med det. De føler, de er nødt til at skele til det private erhvervsliv, fordi arbejdsmarkedet er meget presset. Jeg tror, at udviklingen går i retning af, at kommunerne mere og mere vil lade sig inspirere af det private erhvervsliv," siger hun.

På statssiden har Finansministeriet blankt afvist skattebegunstigede ordninger til de statsansatte - Thor Pedersen (V) forbød det ganske enkelt. Men Søren Burcharth håber på andre toner fra den nye finansminister.

"De offentlige arbejdsgivere bliver nødt til at komme op i samme gear som de private i konkurrence om arbejdskraften. Der skal spilles på alle strenge."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet