"Det katastrofale set i bakspejlet var, at FN ikke havde en erfaren seniorpolitiker inde i Bosnien. En med erfaring til at se det lidt fra oven, og som kunne koordinere de forskellige FN-organisationer på stedet. Jeg stod der som en rasende ung mand og mistede overblikket og kunne ikke håndtere det. Så jeg knækkede nakken og rejste hjem. Der var ikke noget at stille op. Det næste års tid lå jeg så på sofaen og havde ondt af mig selv - og af alt det jeg havde oplevet. Ikke krigen i sig selv. Jeg har set den. Jeg har set landsbyer lige efter massakrer med mishandlede og brændte lig. Men det var ikke det, der satte sig, tror jeg. Det var magtesløsheden og den daglige kamp med mit eget system. Magtesløsheden fordi vi hele tiden forudsagde, hvad der ville ske, mens systemet ikke var i stand til at reagere i tide. Og den daglige kamp med hovedkontoret, hvor små problemer blev til uoverskuelige barrierer i en presset hverdag. For eksempel at vi, der var ude i felten, havde de dårligste biler, og at jeg ikke kunne skaffe sikkerhedsudstyr til mine folk. Men når der kom gæster inde fra Zagreb, så var det med hjelme og skudsikre veste og nye, gode biler."