Fodbold og forsoning

21-02-2008
11 min.

Anders Levinsen blev som kun 31-årig chef for UNHCR i Bosnien med ansvar for hundredtusindvis af krigsflygtninge. Efter krigens afslutning startede han et internationalt projekt med fredsskabende fodboldskoler.

De fleste kender det: At lokalisere netop det øjeblik, eller den begivenhed i fortiden, der gjorde, at man endte, hvor man gjorde.

Et omdrejningspunkt for skæbnen.

Når 47-årige Anders Levinsen skal forklare, hvordan pokker det gik til, at han for 15 år siden - i en alder af blot 31 år - pludselig befandt sig som chef for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i den centrale og nordøstlige del af Bosnien med ansvar for at dirigere og indkvartere hundredtusindvis af krigsflygtninge - og mellemmand for livsvigtige fredsforhandlinger mellem kroater og muslimer - så fører kæden af begivenheder tilbage til det nordlige Irak.

Det var nemlig her, han med ét fik den ide, som en FN-rapport senere betegnede som 'a stroke of Danish genious.'

Cand.scient.soc. Anders Levinsen har i ti år været omtalt i medierne for de hundreder af fredsskabende fodboldskoler, han har startet i konfliktområder rundt om i verden. Børn og deres forældre fra stridende grupper bliver bragt sammen omkring fodbolden. For eksempel i Kosovo, Bosnien og Libanon.

Men kun få kender Anders Levinsens dramatiske baggrund fra krigen i Bosnien og ved, at fodboldskolerne nærmest opstod ud fra behovet for at kunne arbejde selvstændigt og med konflikter, som han gjorde som UNHCR-chef i Tuzla. Fodboldskolerne har samtidig fungeret som terapi for at bearbejde de voldsomme oplevelser i Bosnien og det sammenbrud, det førte til.

Dørmand hos Dansk Flygtningehjælp 

Det begyndte midt i 1980'erne, hvor Anders Levinsen som ung kulturgeografistuderende fik studenterjob som 'dørmand' hos Dansk Flygtningehjælp. Han tog imod nyankomne asylsøgere. Op til 400 om ugen. Opgaverne voksede, og til sidst blev han koordinator for hele modtageområdet.

Han var endnu studerende, da han i kølvandet på den første golfkrig i 1991 fik en opfordring til at tage til det nordlige Irak, hvor to millioner kurdere vendte hjem fra bjergene i Tyrkiet og Iran efter at være drevet på flugt fra Saddam Husseins soldater.

"Alle mine studiekammerater havde rejst verden rundt, før de begyndte at læse. Jeg havde aldrig været ude. Jeg havde spillet fodbold og arbejdet hos flygtningehjælpen. Så her var min chance."

Anders Levinsen kom til Sulaimaniya, hvorfra UNHCR prøvede at hjælpe kurderne tilbage. Men ikke alle var tilfredse. 40-50.000 flygtninge fra Kirkuk-området krævede, at FN udvidede den såkaldte 'no-fly zone', så de kunne vende tilbage til deres landsbyer. Mængden af vrede mennesker belejrede FN-kontoret - med ti sultestrejkende i spidsen. Situationen var spændt, og FN begyndte så småt at evakuere personale.

Samtidig opstod en humanitær katastrofe oppe i bjergene i en lejr, hvor 23.000 flygtninge boede over snegrænsen.

"Det var en form for varm tordensky, der fik sneen til at smelte, så alt blev kaos. 16 eller 17 mennesker druknede i mudder," fortæller Anders Levinsen.

Genial ide i tissepausen

"Jeg fik ideen, mens jeg stod og tissede. Jeg tænkte: 'Lad os bede demonstranterne om at hjælpe deres landsmænd', og min overordnede gav mig lov til at prøve. Det lykkedes over forventning. De sultestrejkende fik en vej ud af deres sultestrejke, og det, der var en meget truende situation, ændrede sig på et minut og tredive sekunder. Det vendte 180 grader. Bagefter var det et spørgsmål om logistik. Alle arbejdede sammen. Det tog kun to dage at få alle reddet ned fra bjergene."

Mæt af oplevelser vendte den 30-årige Anders Levinsen tilbage til Danmark og genoptog sit studie i geografi og dansk på Roskilde Universitetscenter.

"Men der gik kun et par måneder, så ringede de fra FN i Genève og spurgte, om jeg ville til Balkan. Det ville jeg ikke. Jeg syntes, jeg havde haft oplevelser nok og ville gøre mit studium færdigt. Men en uge efter ringede de og insisterede. Det viste sig at være en spanier, José Maria Mendiluce, der var imponeret over kurder-episoden. Han var udnævnt til special envoy for UNHCR i Jugoslavien med hovedkvarter i Zagreb og var ved at sætte et hold. Han ville have mig med. Han insisterede, og jeg aftalte med min kæreste, at det var ok, at jeg tog af sted i tre måneder."

Geograf langs fronten

Staben havde fire medarbejdere. Chefen José Maria Mendiluce, hans personlige rådgiver, en japaner med gode kontakter og forstand på politik og så den unge Anders Levinsen.

"Jeg var den unge 'adjudant', som blev sendt i marken, der hvor det kogte, og hvor der ikke var nogen regler. Der hvor man skulle prøve at finde et system i kaos," fortæller Anders Levinsen.

Han blev sendt ind i Bosnien for at analysere og organisere.

"Jeg kørte ned til Split i Kroatien og derfra ind i det centrale Bosnien, hvor jeg begyndte at lege geograf. Jeg kørte hele vejen langs fronten mellem de bosniske serbere og de bosniske kroater og muslimer for at få overblik over situationen. Jeg besøgte borgmesterkontorer og fik adgang til befolkningstal og til de store kommunekort. Og jeg fik tegnet de første kort, der viste frontlinjen. Det lyder skørt, men jeg havde skrevet speciale om bygde- og regionaludvikling på Færøerne, og det viste sig at være en fantastisk uddannelsesbaggrund i situationen, fordi jeg kunne kartere og formidle ved hjælp af tematiske kort - ligesom man gør i militær planlægning - i stedet for at skrive rapporter. På den baggrund kom jeg med anbefalinger til, hvordan vi bedst kunne håndtere flygtningene."

"Da jeg første gang viste mit arbejde for José Maria, bad han om mit bud på et worst case scenario. Jeg sad med folketællinger, og ud fra de tal sagde jeg, at worst case ville blive et influx i det centrale Bosnien henover vinteren på cirka 75.000 flygtninge. 'Ok. Lad os doble det op. Det skal være vores planlægningstal, når vi søger donorkontrakter', sagde han. Det viste sig at holde præcist. Vi brugte samme tommelfingerregel krigen igennem. Vi fordoblede de tal, vi regnede os frem til - og som regel kom det til at passe."

Aftalen med kæresten derhjemme om kun at blive tre måneder kunne han ikke holde. Og det var med til at koste ham ægteskabet flere år efter.

"Vi havde en klar aftale. Hun kom ned for at hente mig, men jeg kunne ikke rive mig løs. Jeg prioriterede arbejdet frem for hende, og den beslutning blev lagt i følelsesbanken. Jeg svigtede. Senere dukkede det op i forbindelse med vores skilsmisse."

Fredsforhandlinger med pistoler

Som krigen gik, rejste Anders Levinsen på kryds og tværs i Bosnien og oplevede forfærdelige ting. Men han fik også skabt tætte kontakter til krigens parter. Da krigen brød ud mellem de bosniske kroater og muslimer, kom den kroatiske borgmester i byen Vitez og spurgte, om han kunne hjælpe med en fredsaftale. Anders Levinsen tog kontakt med den muslimske kommandant og søgte derpå et mandat fra staben.

"Jeg fik lov at prøve. Det var dramatisk. De hev revolvere frem og truede hinanden, mens de forhandlede."

Men aftalen blev brudt to minutter efter, at den var underskrevet, hvor det bragede løs med skud ude fra byen. Den kom dog i stand igen, da Anders Levinsen sammen med de muslimske og kroatiske kommandanter og borgmestre i fem timer kørte rundt og talte med soldater ved 23 vejspærringer og fik dem til at stoppe skydningen.

"Aftalen fik vidtrækkende følger. Vi dannede en krisekomite, som jeg blev formand for.  Komiteen blev siden ophøjet til den såkaldte 'Busovaca-komite', og ansvaret blev overdraget til EU-monitors. Busovaca-komiteen var officiel og meget tung. Alle skulle sidde på bestemte pladser og tale i en bestemt rækkefølge, og det var et stort cirkus med pressekonferencer osv., når aftalerne skulle underskrives. Jeg bidrog ikke meget ved møderne. Det gjorde jeg imidlertid de gange, jeg blev kontaktet direkte af de stridende parter og bedt om at komme til forsoningsmøde - ofte under forudsætning af at jeg kom alene sammen med vores tolk. De stolede på mig."

Nederlaget ved Srebrenica

Anders Levinsens nederlag kom ved Srebrenica - da han satte gang i en humanitær korridor af muslimske kvinder og børn.

"Evakueringen var allerede i gang, og vi stod parate i Tuzla til at modtage op til 50.000 flygtninge, men de blev stoppet af serberne og presset tilbage til Srebenica, uden at nogen greb ind."

Begivenhederne fandt sted tre år før den senere massakre på hen ved 7.000 muslimske mænd. 

"Det var Srebrenica, der fik mig til at miste kompasset. Mit synspunkt var, at situationen i Srebrenica var så slem, at der skulle evakueres ud fra et humanitært synspunkt. Men ud fra et politisk synspunkt mente man, at en evakuering ville bidrage til den etniske udrensning. Jeg råbte og skreg og pressede på og gjorde mig uvenner med en masse mennesker. FN-systemet brød sammen på den konflikt. UNHCR's generalsekretær madam Sadaga Ogata støttede mig og citerede mine rapporter i Sikkerhedsrådet, men FN's generelsekretær Boutros Boutros-Ghali var imod."

"Det katastrofale set i bakspejlet var, at FN ikke havde en erfaren seniorpolitiker inde i Bosnien. En med erfaring til at se det lidt fra oven, og som kunne koordinere de forskellige FN-organisationer på stedet. Jeg stod der som en rasende ung mand og mistede overblikket og kunne ikke håndtere det. Så jeg knækkede nakken og rejste hjem. Der var ikke noget at stille op. Det næste års tid lå jeg så på sofaen og havde ondt af mig selv - og af alt det jeg havde oplevet. Ikke krigen i sig selv. Jeg har set den. Jeg har set landsbyer lige efter massakrer med mishandlede og brændte lig. Men det var ikke det, der satte sig, tror jeg. Det var magtesløsheden og den daglige kamp med mit eget system. Magtesløsheden fordi vi hele tiden forudsagde, hvad der ville ske, mens systemet ikke var i stand til at reagere i tide. Og den daglige kamp med hovedkontoret, hvor små problemer blev til uoverskuelige barrierer i en presset hverdag. For eksempel at vi, der var ude i felten, havde de dårligste biler, og at jeg ikke kunne skaffe sikkerhedsudstyr til mine folk. Men når der kom gæster inde fra Zagreb, så var det med hjelme og skudsikre veste og nye, gode biler."

Den svære hjemkomst

"Jeg rejste ud som en glad ung mand, men jeg var blevet mange år ældre, da jeg vendte hjem - på krop og sjæl."

Anders Levinsen brugte et par år på at komme til hægterne. Det første år med løn fra UNHCR, der ikke ville slippe ham. Han blev gift med sin kæreste og fik to børn, men blev skilt igen.

"De gamle lig i lasten dukkede op - jeg havde svigtet hende."

"På arbejdet var det også svært. Jeg var vant til korte beslutningsprocesser, en kort vej fra beslutning til handling. I Danmark var der en anden tidshorisont. Jeg skulle lære en anden måde at arbejde på. Inden for det offentlige i Danmark er en god leder en, der skal hjælpe de ansatte med at træffe den beslutning, man selv ville træffe," siger Anders Levinsen.

Fire år efter hjemkomsten - i 1996 - begyndte Anders Levinsen at arbejde med sine fodboldskoler - noget han ser som et personligt privilegium. På det personlige plan har de givet ham mulighed for selv at kontrollere kalenderen. Han har sine børn hver anden uge, og de uger rejser han aldrig.

Fodboldskolerne fungerer også som en langvarig bearbejdning af tiden i Bosnien - som kompensation for den de-briefing han aldrig fik:

"De fungerer som terapi. I modsætning til mine kolleger har jeg haft mulighed for at vende tilbage og tale med dem, jeg mødte dengang. Vi så mange rædsler, men jeg har kunnet være med til at skabe forsoning mellem dem, som skød på hinanden - alle de pragtfulde mennesker som krigen rev itu."

"Forleden læste jeg i en bosnisk avis om en historieprofessor, der flygtede til Tyskland, og som i dag er vendt tilbage. Han fortæller, hvordan alt er delt efter etniske grænser - skoler, boligblokke, kirkegårde - selv vejstriberne har forskellige etniske farver. Det eneste sted, børnene er sammen, er i den lokale fodboldklub. Det gjorde mig stolt og glad."


Blå Bog

Uddannelse:

1994: Cand.scient.soc. fra Roskilde Universitetscenter
1988-1994: Geografi og dansk på Roskilde Universitetscenter
1987-1988: SPRØK på Handelshøjskolen
1981-1983: Kulturgeografi Københavns Universitet

Arbejde:

1984-90: Dansk Flygtningehjælp
1991-92: UNHCR program officer, Sulaymania, Irak
1992-93: Chef for UNHCR i det centrale og nordøstlige Bosnien og Herzegovina
1994: Amanuensis, Geografisk Institut, Københavns Universitet
1995-96: Kulturkoordinator for Dansk Flygtningehjælp i hovedstadsregionen
1997-98: Rådgiver i Amphion-ENCORE - konsulentfirma med speciale i konflikthåndtering
1999: Starter Cross Cultures Project Organisation (fodboldskolerne)
Har spillet 1. og 2. divisions fodbold i AB og B93 og fungeret som ungdomstræner i B93 og Lyngby.


Anders Levinsen har modtager flere priser, herunder:

Michael Laudrup Prisen 1998
Den Danske Fredspris 1999
UEFA's guldmedalje 2001
Sportsleader of the Year, Bosnien: 2004-05

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.