Under valgkampen dukker der lige pludselig en departementschef op på de danske tv-skærme. Hvad søren laver han der, tænkte jeg? Er han overhovedet på arbejde?
Det ved jeg selvfølgelig godt, at departementschefer er. Ligesom de øvrige ansatte i ministerierne dukker de op på arbejdspladsen, tjekker indbakker, passer driften, skriver nogle borgerbreve og tager en måske tiltrængt lang frokostpause. En uge før valgdagen laver departementschef i Familie- og Forbrugerministeriet Henrik Nepper-Christensen for åbent tæppe en feberredning af en ellers ret presset Carina Christensen. Det var hans skyld, at hun ikke havde fået at vide, at fødevarekontrollen ikke kunne nå alle årets planlagte kontroller.
Desværre kom den oplysning lige i kølvandet på, at en landmand havde misrøgtet sine dyr i Nordjylland. Selvom de planlagte kontrolbesøg var blevet gennemført, så ville den ulykkelige historie i Nordjylland ikke være blevet opdaget. Det argument er bare helt ligegyldigt. Det faktum, at man i styrelsen havde haft travlt med svinetransporterne, var ligeledes det modsatte af en undskyldning. I denne sag burde samtlige alarmklokker have ringet. Om der lå en såkaldt "lokumsaftale" mellem minister og departementschef, ved jeg ikke, men krisebevidstheden hos embedsmændene var for lav.
Vil alle embedsmænd forsvare systemet for enhver pris? For et par uger siden blev man som tv-seer i tvivl igen. I et indslag om risikoen for kemikalierester i slam, som blev hældt ud på de danske marker, blev vicedirektøren i miljøstyrelsen Helge Andreasen interviewet. Han sagde blandt andet: "Med det vi ved, og vi laver ganske mange undersøgelser på det her område og følger det tæt, så er det ikke farligt... Vi kan garantere, at der ikke er nogle niveauer, der giver anledning til bekymring... Vi ser ikke nogen problemer."
Knap havde embedsmanden talt ud, før venstres miljøordfører kommenterede sagen. (Ministeren ville sjovt nok ikke medvirke i indslaget). Eyvind Vesselbo sagde: "Når man hører det, der bliver sagt her, så er det jo en af grundene til, at der sådan set ikke er sket noget i den her sag... Det er klart, at når Helge Andreasen siger det, han gør her, så siger ministeren, jamen det her er ikke farligt."
Regeringens repræsentant på området stod i tv og sagde, at det var embedsmanden, der var problemet. Undskyld mig, hvor meget kan I som stand tåle at høre? En ting er, at I tager skraldet, når I måske ikke har informeret en minister... noget andet er, at I skal finde jer I at blive udråbt som årsagen til problemet.
Ugen efter var kontorchef i Forsvarskommandoen Susanne Kærup Hansen i tv. Hun skulle forholde sig til, at danske soldater havde været udsat for farlig kræftfremkaldende stråling, som følge af arbejde med radar. Hun veg udenom det moralske spørgsmål om, hvorvidt det var godt nok, at man af egen drift ikke tog fat i de formodede syge soldater. "Det er det, man har valgt at gøre i Danmark," var hendes kommentar.
Følelser og moral er en del af dagens orden i politik og medier. På den ene side må embedsmanden ikke vige en tøddel fra sin faglighed, men hvis I tror, at recitering af reglerne er vejen frem, så ødelægger I professionens omdømme. I en tid, hvor djøferne er ude i et storstilet brandingprojekt, da hjælper detronisering af embedsmænd i Danmarks mest sete tv-avis søndag efter søndag ikke på sagen. Det kræver, at I også kan analysere en sags moralske implikationer. Hvis I ikke gør det og tager diskussionerne internt, så får I læst og påskrevet for åbent tæppe.
Ledige stillinger