Storkøkken på godt og ondt i EU-Parlamentet

5.12.2008

af

Nationaliteter skal tilgodeses og 3000 skal bespises. Det sætter sit helt særlige præg på udbud og atmosfære i EU-Parlamentets kantine.

Her drikkes vin og spises steak frittes og overdådige desserter til frokost akkompagneret af 27 forskellige nationaliteters modersmål. Kantinen i EU-Parlamentet i Bruxelles har potentielt 3.000 spisende om dagen, så der er ikke noget at sige til, at lydniveauet kan være om end meget højt. Men det lyserøde flisegulv i det enorme åbne rum giver nok heller ikke en hjælpende hånd til akustikken. Og lysstofrørsbelysningen højt højt oppe i loftet skaber ikke ligefrem hyggestemning.

Men ikke desto mindre valfarter Parlamentets medlemmer, ansatte, praktikanter, gæster og lobbyister mod kantinen fra klokken 11.30. De to sidstnævnte grupper plus praktikanterne først, for i Parlamentet er der et helt klart hierarki, og det betyder, at efter 11.45 bliver de nævnte grupper ikke lukket ind. Det fortæller min medspiser Maj Aslett-Rydbjerg, der er politisk medarbejder hos Søren Søndergaard, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Og hjemlandets traditioner sætter også sit præg på spisetiderne. Mellem 11.30 og 12.30 spiser de fleste skandinaver - typisk en let ret eller bare en sandwich med salat. Ved 12.30-tiden dukker tyskerne og østeuropæerne op og først ved 13.30-tiden dukker sydeuropæerne op. Og så kommer der tre retter på bakken, fortæller Maj Aslett-Rydbjerg.

Af flere grunde hører vi til gruppen, der møder først op i kantinen. Ergo står vi i indgangen lidt før 11.30, hvor en udstilling af dagens varme retter er ved at blive stillet frem. Der er seks forskellige at vælge mellem, og en af dem er stort set altid fransk, fordi det er Frankrig, der har formandskabet, siger Maj Aslett-Rydbjerg. Og der er også altid en ret, der betegnes som fit.

"Jeg ved dog ikke, hvad der kvalificerer den til det, ud over at kolesteroltallet er lavt," siger hun.

Ost, fedt og fløde bliver der nemlig ikke sparret på. Og langt de fleste salater i salatbaren er på forhånd doseret med dressing af en eller anden art. Udvalget af desserter er næsten det største. Der er mindst otte forskellige slags kager, mousse eller tærter, men også små skåle med friskskåret frugt. I en lille montre godt gemt af vejen står udvalget af økologisk mad - en belgisk vaffel, to slags ost og nogle flasker juice.

Vi vælger en varm ret hver, selvom Maj Aslett-Rydbjerg plejer at nøjes med at fylde på tallerkenen fra salatbaren. Men vi skal jo smage, og hun tager dagens 'fit-ret' - kalkun med mexicansk salat. Jeg vælger en lammepølse, der ligger i en sirligt snoet spiral (minder desværre lidt om sådan en plastikhundelort, man kan købe i en spøg og skæmt butik) på et bjerg af semuljegryn garneret med noget, der ligner ratatouille (squash, auberginer, peberfrugt og løg i krydret tomatsauce). Vi fylder også hver sin tallerken fra salatbaren - der er rigtig meget kål og bønner i alle afskygninger. Vi stiller os i hver sin kø for at få udleveret henholdsvis en varm ret nr. 2 og en nr. 6. Der er kun to foran mig i køen til nr. 6 - lammepølsen, mens køen til 'fit-retten' er alenlang.

Vi lader vinen stå og tager en vand hver. Vi går gennem en af kassesluserne og lægger tilsammen 13,35 euro.

Maden er på det jævne, pølsen rigtig god og krydret, semuljebjerget og det grønne meget neutralt i smagen. Ret nr. 2 tager heller ikke for alvor kegler hos min medspiser. Hun mistænker bønnesalaten (blandt andet røde kidneybønner og grønne bønner) for at være et præfabrikat fra en frostpose. Saucen er udmærket, smager af mangochutney, hvad det så har med Mexico at gøre, bemærker hun. Kalkunen er tør, konstaterer hun.

EU-Parlamentets kantine i Bruxelles får tre store kokkehuer - store, fordi udvalget er så godt.


Inviter DJØF Bladet på frokost

Er maden i jeres kantine 100 procent økologisk og samtidig fedtfattig og ernæringsrigtig? Eller har I en helt fantastisk madmor, der bager drømmekage til jer hver onsdag og laver lagkage, når en kollega har fødselsdag? Eller er I måske blandt dem, der på skift tager en tur i Netto og fylder kurven op med kødpølse og rejesalat og deler den ved skrivebordene?

Har du lyst til at invitere DJØF Bladets udsendte på en frokost i din kantine? Hvis ja - så gå ind på djoef.dk/kantine, og skriv et par linjer om, hvad der gør din kantine til noget særligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet