Rusmiddelforsker fra RUC

5.12.2008

af

Kim Møller er cand.scient.adm. fra RUC. Han bruger tre år som ph.d.-studerende på Center for Rusmiddelforskning, hvor han har været forsker i cannabiskontrol i København siden år 2000.

Kim Møller sidder cirka 90 procent af arbejdstiden foran computeren på kontoret på Islands Brygge i København. Her analyserer og sammenkører han statistik, skriver artikler og forsøger at etablere interviews med folk på begge sider af loven. Halvvejs henne i sin ph.d. mener han, at han sagtens kunne bruge meget mere end tre år på et emne, der for udenforstående kan virke en smule snævert.

Blandt andet har han undersøgt, hvordan politiet håndhævede en lovændring om strengere straf for besiddelse af hash til eget forbrug. Før i tiden blev det påtalt med en advarsel, men nu vanker der en bøde, hvis man bliver taget med hash i lommen. Kim Møller konstaterede, at politiet konfiskerer hash flere gange i dag end tidligere. En cannabisbruger har derfor nu til dags markant større risiko for at komme i kontakt med politiet som følge af sit hashforbrug.

"Det er jo ikke atomfysik, men det er vigtigt, fordi det viser, at en ændring i politikken er systematisk implementeret. Desuden er 'chancen for at blive taget' en bedre indikator for sammenligning mellem forskellige landes narkopolitik end deres strafferammer," siger Kim Møller.

Ingen holdning

Han understreger, at det ikke er hans rolle at have en officiel holdning til de undersøgelser, han laver.

"Det er jo seriøs forskning. Det er politikernes opgave at have en holdning til det."

Det kan dog være svært for Kim Møller ikke at fremstå, som om han alligevel har en mening om tingene, da den praktiske politik på stofområdet, ifølge ham, mere er baseret på holdninger end på forskning.

"Forbruget af stoffer falder ikke, fordi vi skærper straffene. Forbruget blandt unge er i al væsentlighed dikteret af mode, og den svinger over tid. Det er selvfølgelig et vigtigt signal for politikerne at sende, at de tager afstand til brugen af illegale stoffer. Men hvis målet er at sænke forbruget, jamen så er pengene mere effektivt givet ud på forebyggelse," siger Kim Møller.

Til spørgsmålet om hvorvidt forskningen til tider bliver en smule tør, svarer han: "Jo, selvfølgelig bliver den det. Artikler skal skrives, og de skriver ikke sig selv mandag morgen. Som ph.d.-studerende er det utrolig meget dig selv og din computer. Så du skal interessere dig for emnet og for videnskab generelt. Du skal kunne finde en glæde og en motivation i de her bittesmå aha-oplevelser," fortæller Kim Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet