'Når det er mørkt nok, kan du se stjernerne'. Med dette ordsprog fra regionen på den indre nethinde gør jeg klar til at lande i Afghanistan med resten af Forsvarskommissionen. At dømme på diverse meldinger i de internationale medier ser det så sandelig sort ud med Afghanistan-missionen. En amerikansk tænketanksdirektør, Richard N. Haas, har for nyligt udtrykt det på følgende måde: "De gode nyheder: Tingene er begyndt at lysne i Irak. De dårlige nyheder: Du står over for et 'rough ride', når Irak kan være gode nyheder!" Men hvordan kan vi egentlig vurdere Afghanistan-missionens op- og nedture?
At dette er uhyre vanskeligt bliver hurtigt ét af turens hovedtemaer. Igen og igen bliver det slået fast, at vi ikke kan sammenligne krigsførelsen i Afghanistan med den, vi kender fra 1. og 2. verdenskrig. Denne krig kan ikke vindes militært; nu gælder det om at vinde 'the hearts and minds' i den afghanske befolkning. De skal ganske enkelt få fornemmelsen af, at Vesten og den afghanske regering kan tilbyde dem og deres børn en langt bedre tilværelse end Taliban. Men hvordan måler man lige det?
Dilemmaet toner hurtigt frem. På den ene side har NATO-landene behov for nogle succeskriterier for at holde humøret oppe hos soldaterne og i den offentlige opinion derhjemme. Så især amerikanerne og briterne er begyndt at udarbejde diverse meningsmålinger i Afghanistan og udvikle 'skyggeindikatorer' såsom, hvor mange vejsidebomber der bliver afsløret af lokalbefolkningen.
På den anden side er det klart, at det er uhyre vanskeligt at få en sikker indikation af folkestemningen i et land, hvor man ikke just kan delegere opgaven til Gallup. En højtstående britisk soldat udtrykte det på følgende måde: "Ja, vi skal naturligvis fremvise resultater. Men helt ærligt, nu skal det jo ikke tage overhånd. Vi har simpelthen ikke tid til at rende rundt og lave den ene meningsmåling efter den anden, mens fjenden graver vejsidebomber ned. Jeg kan kun sige, at I bliver nødt til at have lidt tålmodighed derhjemme. Det her kommer altså til at tage tid."
Dilemmaet bliver ikke mindre af, at vi dagen efter i Kandahar hører om en kvindelig afghaner, der blev dræbt, da hun forsøgte at indsamle data til meningsmålingerne. Hun blev omringet, overhældt med benzin og antændt!
Uanset hvordan man end vender og drejer det, bliver formidlingsarbejdet omkring Afghanistan-aktionen én af de helt store udfordringer i den kommende tid; ikke mindst i Europa. Obama meldte allerede inden valget ud, at han vil gøre den glemte krig i Afghanistan til en af sine topprioriteter og neddrosle engagementet i Irak. Men USA vil altså ikke kunne løfte opgaven alene. Derfor vil der ikke gå lang tid, før Obama vil banke på europæernes dør og bede om flere tropper; vel at mærke uden de berømte begrænsninger for, hvor tropperne må operere.
Uden tvivl står det transatlantiske forhold her over for en afgørende test. For hvordan kan europæerne give forholdet til Obama en flyvende start, uden at det giver store problemer for fx Tyskland og Frankrig, hvor et øget engagement mildest talt ikke vil være populært? For nytter det overhovedet at være til stede i Afghanistan? Sagen lettes bestemt ikke af, at 2009 er valgår i Tyskland.
Man kan kun håbe, at der er hold i et andet afghansk ordspil: 'Der er en vej til toppen af selv det stejleste bjerg'!
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER