Mere end en håndboldspiller

Hvad hedder du? Hvad laver du?

Følger man bare lidt med i sport, er de spørgsmål overflødige, hvis man skulle støde på Josephine Touray.

Den 29-årige landsholdsspiller, der blandt andet er europamester, OL-guldvinder og en af de mest erfarne på Jan Pytlicks landshold, er nået frem til sit speciale, som hun skal aflevere kort efter sin syvende slutrunde i rødt og hvidt - EM i Makedonien, som spilles i disse dage.

Men da den professionelle håndboldspiller og offentligt kendte højre fløj i 2002 begyndte på cand.merc.jur.-uddannelsen i Odense, blev hun som alle andre nye studerende mødt af de spørgsmål. For her var folk, der ikke vidste noget om Josephine Touray.

"Jeg tror knapt nok, min veninde fra bachelor-tiden vidste, at der var noget, der hed håndbold, før hun lærte mig at kende," fortæller Josephine Touray.

"Det var et enormt stort frirum at komme i skole og ikke skulle tænke på, at man var håndboldspiller - bare følelsen af at folk sagde 'hej, hvad hedder du', 'hvad kan du', 'hvad laver du', og 'hvad har du af interesser'. For dem, jeg har læst med, er jeg ikke håndboldspiller - da er jeg bare en studerende, som de er".

Hvad er du for dig selv?

"Da er jeg heller ikke håndboldspiller. Da er jeg bare Josephine, som har en masse andre interesser. Jeg har så mange andre ting end håndbold, som jeg lige så gerne - og nogle gange hellere - vil".

Lige nu er Josephine Tourays passion i livet håndbold. Men da hun aldrig har drømt om, at spillet med den harpiksfedtede læderbold skulle fylde hendes liv længere end de år, en karriere normalt varer, fandt hun det klogt at tage en videregående uddannelse efter sin studentereksamen og et-årige HH.

Men det var ikke kun fornuft, der lå bag beslutningen om, at der i tasken med sportstøj og håndboldsko også skulle være plads til bøger.

"Det skyldtes også lyst, for jeg kan enormt godt lide at læse, og jeg synes, det er rart at få noget ny viden ind og bruge hovedet på en anden måde. Jeg satte mig ikke ned og tænkte: 'Arj, nu må jeg hellere få taget mig en uddannelse'. Det har altid været meget naturligt for mig, at jeg skulle det".

Josephine Touray lagde ud som bankelev og læste siden tysk, inden hun i 2002 blev fanget af jura og økonomi. De EU-retlige fag og harmoniseringen mellem lande med forskellige kulturer har særligt fanget hendes interesse, fordi hun synes, det er spændende at lære om lande og menneskers forskellighed.

"Og så er både den juridiske og økonomiske verden logisk. Det er lige til at gå til, og der er løsninger," tilføjer hun.

Hvorfor passer det godt til dig?

"Jeg vil gerne have struktur, jeg vil gerne have lidt kontrol over det hele, og så er det meget rart, at der er nogle løsninger, så man ikke arbejder hen imod noget i blinde".

Fleksible uddannelser efterlyses

Allerede på 1. semester fik Josephine Touray et varsel om, at det ville blive opslidende at være studerende og professionel håndboldspiller samtidig.

Da hun i 2002 blev udtaget til at spille EM, søgte hun om udsættelse af en eksamen, der var placeret dagen efter finalen. Uanset om Danmark kom frem til den kamp, var det et rigtig skidt tidspunkt.

Josephine Touray hørte intet, så fredag før søndagens finale, ringede hun for at høre, om hun skulle til eksamen mandag. 'Nej, det skal du ikke. Vi har sendt et brev til dig i dag, men du er jo nok ikke hjemme...', lød svaret fra en medarbejder, der altså fulgte nok med i håndbold til at vide, at den rød-hvide fløjspiller ikke var hjemme til at åbne sin post, men som alligevel ikke havde sendt brevet af sted tidligere!

Svarprocessen har også været lang, når Josephine Touray ind imellem - for at passe en landsholdssamling - har bedt om at få en tid på førstedagen af tre udvalgte eksamensdage.

Og sådan fortsætter Josephine Touray med at fortælle om lignende episoder - særligt på overbygningen, som hun efter sit klubskifte til FCK tog på Copenhagen Business School, har Josephine Touray savnet fleksibilitet fra uddannelsesinstitutionen.

"Det er ikke fordi, jeg ikke vil prioritere skolen. Men min håndboldkarriere er lige nu og her. Den kan jeg ikke bare lægge til side og sige, 'nu tager jeg et studie, og så vil jeg gerne begynde at spille håndbold'. Det er lige nu, min krop kan," siger hun og griner lidt af ordet kan - for hendes krop er begyndt at sige fra.

Josephine Touray er overbevist om, at erhvervslivet kan bruge eliteidrætsudøverne, og derfor ærger det hende, når der ikke gøres nok.

"Som folkefærd er vi ambitiøse. Vi er vant til at arbejde mod ét mål - og bliver ved, til vi når det. Og vi er vant til at være strukturerede i vores hverdag for at få den til at hænge sammen", siger Josephine Touray.

"Jeg er da godt klar over, at min uddannelse er kommet til at tage seks år i stedet for fem på grund af håndbold, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle vente. Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke kan kombineres, for det kan det godt. Staten sparer da også penge i SU ved, at folk som mig læser."

Til EM med specialet

I foråret var Josephine Touray tæt på at give op, men en god ven og hendes egen logiske tankegang var klar med et hjerteligt spark bagi: Hun vidste, hun kunne, og at hun havde lyst til at færdiggøre studiet, og så var der jo ingen grund til ikke at gøre det!

Josephine Touray er stædig. Som da hun i sommer vendte tilbage fra sin knæoperation og 10 måneders pause - selv om lægen havde sagt, at hun skulle være heldig, hvis hun igen kom til at spille håndbold.

Men Josephine Touray vil selv bestemme, hvornår det er slut. Derfor er hun tilbage på landsholdet. Med specialet pakket i bagagen til EM.

"Virkelig dårlig timing," som den 29-årige SK Aarhus-spiller formulerer det. Men bøgerne har altid været med til landsholdssamlinger og store mesterskaber, og de har ifølge landstræner Jan Pytlick aldrig forhindret fløjspilleren i at fokusere på håndbolden. Måske netop fordi Josephine Touray har haft noget andet at tænke på. Tror hun selv.

"Og når jeg skal ud og søge job, er jeg sikker på, at det giver noget, når en arbejdsgiver ser, at det har været muligt at få de to ting til at hænge sammen".

"Jeg lader ikke stå til"

At håndboldkarrieren og uddannelsen har krævet energi, hersker der altså ingen tvivl om, men det har ikke drænet hende eller fået hende til at lukke ned.

Josephine Touray er engageret i verden, den nære og den fjerne. Hun har holdninger og meninger, og er ikke bange for at fortælle om dem. Så meget at hun ind imellem kan tænke, at hun måske burde have holdt sin kæft. Men når hun så læser ordene fra John Mayers sang 'Say', som hun med fin guldskrift har skrevet på væggen ved sit spisebord, bliver hun mindet om, "at sådan er det, og det er fint nok."

"Have no fear for giving in. Have no fear for giving over. You better know that in the end it's better to say too much, than never to say what you need to say again", synger han.

"Hvis jeg føler, jeg kan byde ind med noget, gør jeg det. Hvis ting ikke fungerer, skal de ændres, og det skal de her og nu. Når jeg siger noget, er det fordi, at jeg mener det, og så gør jeg alvor af det, jeg siger. Jeg lader ikke stå til, for så føler jeg, at jeg får for lidt ud af mit liv".

Josephine Touray var en af dem, der gik forrest, da kvindelandsholdet kæmpede for bedre løn hos Dansk Håndbold Forbund (DHF). Hun satte sig selv på spil og blev af nogle - i lighed med sine holdkammerater - kaldt forkælet.

"Jeg vil simpelthen ikke stå tilbage og tænke, at jeg kunne have gjort noget mere. Jeg vil altid føre min sag", siger hun.

Modet til at stå ved sine meninger og ikke føle, at hun skal have andres opbakning til sine valg, er kommet efter mange år ved det offentlige eksamensbord.

"Jeg tror, at man lærer enormt meget om sig selv som professionel idrætsudøver og især i Danmark som håndboldspiller, fordi der er så meget fokus på sporten", siger Josephine Touray.

"Til et mesterskab kan man den ene dag spille en god kamp, og så er alle journalister helt oppe at køre, og vi er rigtig gode venner. Næste dag hagler de en ned, fordi man har spillet dårligt, og så bliver man bedre og bedre til at sige: 'Ved du hvad, det er der simpelthen ikke noget at gøre ved, sådan var det!'. Det har jeg i hvert fald taget med mig ud i alle mulige andre dele af livet."

"Det betyder ikke, at der er en skal, hvor ingenting trænger ind, og at jeg er ligeglad med folks holdninger. Jeg har bare fundet ud af, hvis holdninger jeg er ligeglad med, og hvis jeg ikke er. Altså fundet ud af, hvem der betyder noget for mig. Og det betyder noget for mig, hvad mine venner, familie og holdkammerater synes," understreger den lynhurtige fløj.

Kant frem for 'mors piger'

Men også dem viser hun sin 'kant'. Som da hun i 2005 var til en landsholdssamling, hvor holdets profil var til debat, og Josephine Touray sagde, at hun syntes, der var for meget 'mors piger' over holdet. Hun efterlyste kant og personlighed.

"Hvis man skal vinde, tror jeg på, man skal se hinanden i nogle ekstreme situationer. Så skal vi ikke bare være gode veninder hele tiden. Det er vigtigt, vi kommer ud i de situationer, hvor der er pres på, og vi virkelig lærer hinanden at kende. Og kan fungere godt sammen, selv om vi er forskellige".

Siger kvinden, der i EU-kommissionens oplysningskampagne ‘Brug forskellene. Stop diskriminationen' er udråbt til ambassadør for forskellighed.

"Forskellighed er noget af det mest fantastiske, der findes ved mennesker. Mange af de mennesker jeg omgiver mig med, er jeg meget meget forskellig fra, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan være sammen med dem", siger Josephine Touray, der alene i kraft af sin mørke hudfarve, som skyldes hendes gambianske far, skiller sig ud.

"Selvfølgelig føler jeg mig da anderledes engang imellem, men jeg synes ikke, at jeg tænker så meget over det, som da jeg var lille. Dengang var der ikke så mange mennesker fra andre kulturer i lille Bjerrringbro, hvor jeg boede, så selvfølgelig så jeg anderledes ud dér. Nu tænker jeg bare, at det er dejligt at se anderledes ud".

Hvorfor?

"Fordi det er med til at skabe mig og gøre mig til den, jeg er. Jeg tror, jeg som person er meget anderledes på nogle punkter, og det er jo opstået af, at jeg ikke falder i ét med mængden - jeg ser anderledes ud".

Verden venter

Josephine Touray går sine egne veje - skifter fra topklubben FCK til midterholdet SK Århus for at få spilletid. Rejser alene til Guatemala for at gå på sprogskole og bygge videre på den spanskundervisning, hun fandt overskud til at tage ved siden af studiet og håndboldkarrieren - og samtidig opleve den verden, hun længes efter at se mere af.

Det sidste får førsteprioritet, når håndboldkarrieren en dag indstilles.

Josephine Touray har aldrig haft et bestemt sigte med sin uddannelse og ved endnu ikke, hvilken form for arbejde hun kunne tænke sig. Det kan ind imellem godt presse hende lidt og få hende til at tænke på, om hun har valgt forkert. Men så taler hun med sine veninder og finder ud af, at de også tvivler, og så tænker hun: 'Det kommer nok'.

"Det har altid været naturligt, hvad jeg skulle. Efter karrieren kan det pludselig blive til rigtig rigtig mange ting, og hvad er det så lige, det skal være," spørger Josephine Touray - uden at kunne give sig selv et svar.

Først skal hun ud og se verden.

Derude hvor folk spørger:

"Hvad hedder du?" "Hvad laver du?"