Meget lykkedes i 2008

19.12.2008

af

DJØF kommentar.

Årets afslutning kalder på mange klichéer. Men det er omvendt en god tradition at prøve at kaste et blik tilbage på de mange aktiviteter, som har præget året 2008. For DJØF har der været tale om et år med mange resultater, hvoraf de fleste har været positive.

Vi gik ind i 2008 med bevidstheden om, at vi havde en af de sværeste overenskomstforhandlinger lige foran os. Forhandlingerne endte med et særdeles tilfredsstillende resultat for DJØFs medlemmer. Og så en aftale uden konflikt. Alene det var en bedrift i forhold til forventningerne.

Medens forhandlingerne kørte i døgndrift, søsatte DJØF den opsøgende rådgivning. Medlemmerne har betalt for et medlemskab. De skal også vide, at der er mange måder at få gavn af medlemskabet på. Nærvær og helhed er kodeordene. Det er et spændende projekt, som vi venter os meget af i de kommende år.

En lang føljeton sluttede med et godt kapitel, da det lykkedes at overbevise regeringen om, at jobklausuler skulle forbydes. Hvis man vil begrænse risikoen for, at en medarbejder går over til konkurrenten, så må man aftale det med medarbejderen - ikke lave feje aftaler med konkurrenterne.

2008 blev også året, hvor det lykkedes at sætte de samfundsvidenskabelige uddannelser og forskningen på dagsordenen. Der er simpelthen brug for flere investeringer i dygtige hoveder. Samtidigt er det også med en vis forventning, at vi ser frem til, at vores bud på at sænke skatten på uddannelse får liv, når skattekommissionen, der åbner for resultatet af det arbejde, den har lavet i løbet af året. Vi skal have flere bedre uddannet til fremtiden.

Efterårets finanskrise og den økonomiske afmatning satte en stopper for de rekorder, der hver måned indløb, når antallet af ledige djøfere blev opgjort. Der er en historisk høj beskæftigelse, så selv om vi går mere matte tider i møde, er det fra et udgangspunkt, der er usædvanlig stærkt. Men vi skal være parate til møde de første større grupper, der bliver ramt af arbejdsløshed. Det gælder såvel ved afskedigelser som ved de nye kandidaters afgang fra universiteterne.

DJØF skal være - og er - parat med rådgivning ved afskedigelser. Men vi skal fortsat udfordre den del af erhvervslivet, der i en periode har måttet vælge højt kvalificeret arbejdskraft fra, fordi der ikke har været relevante ansøgere at finde på markedet. Sunde virksomheder kan nu få mulighed for at realisere de udviklingsmuligheder, som blev standset af den vanskelige rekrutteringssituation.

Vi er rustet til at møde 2009.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet