Lykken er eget hus

04-12-2008
7 min.

Et flertal af danskerne ønsker at bo i eget hus. Det skyldes friheden til selv at bestemme, hvordan man vil bo, og muligheden for at vise sin omverden, hvem man er. Mange har fået opfyldt drømmen, og det har forandret Danmark, siger boligforsker.

Et flertal af danskerne bor i ejerbolig. Endnu flere drømmer om at komme til det en dag, og allerhelst vil vi bo i et hus med have, så vi kan gå rundt om vores helt eget sted.

Det er den nærmest entydige konklusion på sociologen og boligeksperten Hans Kristensens mangeårige forskning i danskernes boligforhold.

Hans Kristensen var i en årrække ansat på Statens Byggeforskningsinstitut, i dag er han leder af det tværfaglige forskningscenter Center for Bolig og Velfærd på Københavns Universitet. Centret drives af midler fra den private fond Realdania og har i øjeblikket 25-30 forskere fra fag som sociologi, økonomi, statskundskab, jura, arkitektur, antropologi, kunsthistorie og historie tilknyttet.

65 pct. af danskernes 2,5 mio. boliger ejes af beboerne selv. Og enfamiliehuse er med godt en mio. styk den bedst udbredte boligform herhjemme. Har det altid været sådan?

"Nej. Næsten halvdelen af enfamiliehusene (440.000 i alt) blev bygget mellem 1960 og 1980, og kun 15 pct. af dem efter 1980. Så der var tale om en meget markant forøgelse af enfamiliehuse i denne periode.

Det har samtidig medført, at danskernes boligareal er udvidet betragteligt. I 1950 havde vi i gennemsnit 30 kvm. til rådighed pr. person. I dag har vi 52 kvm. I 1950 brugte vi 10 pct. af den disponible indkomst på boligen, i dag bruger vi 25 pct."

Hvorfor bruger vi i dag en meget større del af vores privatøkonomi på bolig, end vi gjorde for 50 år siden?

"Fordi vi vil bo godt og stort. Det stigende boligforbrug hænger også sammen med, at vi er blevet meget rigere, end vi var dengang, og samtidig er vores udgifter til andre livsfornødenheder som mad og tøj i dag meget lavere end for 50-60 år siden som følge af mere effektive produktionsformer og en betydelig import fra lavtlønslande i øst.

For det andet har boligens formål ændret sig. Hvor den før i tiden skulle være et sted, vi kunne hvile ud før dagens arbejde, skal den i dag opfylde en række andre behov."

Hvilke krav og ønsker til boligen har danskerne i dag?

"Teorien om, at vores huse er blevet en slags helle eller værn imod globalisering og tidens rasende udvikling har en del i sig, tror jeg, samtidig med at den moderne udvikling jo integreres i form af nye maskiner og apparater i boligen. Vi bygger spisekøkkener og nye baderum og investerer store beløb i møblering af rummene for at give det nære samvær med familien optimale betingelser. Der etableres gæstesektioner, som står parat til, at venner og familie kommer på besøg. Og der investeres store summer i computere, fladskærme, avancerede lydsystemer osv. I dag er det ikke ualmindeligt med hjemmebiograf eller lydstudie i boligen, og det er snarere reglen end undtagelsen, at der etableres arbejdsværelse med computer."

I en af jeres nye undersøgelser svarer otte ud 10 danskere i parforhold, at de ønsker at bo i et enfamiliehus. Og kun i gruppen enlige under 30 år vil under halvdelen helst bo i hus. Hvorfor er enfamiliehuset så populært?

"De fleste af os vil gerne have vores eget lille slot, som vi kan bestemme helt frit over. Vi vil have frihed til at rive en væg ned, bygge ud, eller spille klaver kl. tre om natten. Friheden i en ejerbolig fremhæves gang på gang i interview-undersøgelser, som det husejere sætter størst pris på, og friheden bliver jo også udnyttet. For et par år siden viste en undersøgelse, at danskerne på et år havde udbygget deres huse med 2,7 mio. kvm., mens der i løbet af det samme år var blevet bygget 2,9 mio. kvm. nye enfamiliehuse."

Boligen er i dag en meget vigtig identitets-markør, skriver du et sted. Hvad mener du med det?

"Det danske samfund er i dag væsentlig mindre hierarkisk opbygget end for 50 år siden, og det giver den enkelte større frihedsgrader ift. at danne sin egen livshistorie og identitet. Tøj er en vigtig identitetsmarkør, og det samme er bilen, men boligen er for mange den vigtigste identitetsmarkør, fordi den er så bekostelig, og fordi det er stedet, hvor vi tilbringer 2/3 af vores tid. Bor du i en etageejendom er din indflydelse begrænset til dine egne rum, og er du lejer, er der klare begrænsninger i dit manøvrerum også inden døre. Bor du derimod i eget hus, kan du selv bestemme, om haven skal vokse vildt eller være sirligheden selv; om husets mure skal være hvide eller grønne, og om der skal stå en stor cementløve ved din hoveddør. Du bruger med andre ord boligen til at fortælle din omverden, hvem du er."

De mange huse, som blev bygget i 1960-1980, blev oprindelig konstrueret til familier. Men i dag er der kun børn i en tredjedel af husene. Hvorfor?

"Fordi de oprindelige beboere stadig bor i husene, og deres børn er for længst flyttet hjemmefra. Næsten halvdelen af alle danskere mellem 60 og 80 år bor i parcelhus. De har boet der så længe, at lånene er betalt ned, så økonomien afgør ikke, om de skal blive boende eller ej. I den situation opdager mange, at de sagtens kan bruge pladsen selv. Børneværelserne bliver lavet om til gæste- og arbejdsværelser, og rent følelsesmæssigt kommer mange også frem til, at de ikke har lyst til at forlade de rum, hvor de har levet det meste af deres liv. Umærkeligt er ens personlige livshistorie og husets historie blevet vævet sammen. Man husker fx, at tilbygningen i den venstre side af huset blev færdig det år, den mindste af børnene fyldte fem år, og nu kommer hun selv jævnligt på besøg med sine egne små børn. Huset bliver på den måde en del, ikke blot af de ældres, men af hele familiens kollektive erindring."

At der bor så relativt få børn i parcelhusene kunne også skyldes, at mange unge børnefamilier ikke har råd til at bo der?

"Gennemsnitsalderen for nytilflyttede beboere i enfamiliehuse er i de senere år steget fra 30 til 35 år, og jeg må indrømme, at jeg ofte har haft svært ved at forstå, hvordan man som førstegangskøber overhovedet kan købe et hus til måske 4-6 mio. kr.

Men at husejernes gennemsnitsalder stiger behøver ikke kun være begrundet i økonomi. For 30 år siden talte man om vandgrøds-årene, hvor nybagte boligejere i de første år efter boligkøbet spinkede og sparede og betalte alt, hvad de tjente i afdrag på huset. Jeg tror, det er de færreste unge i dag, som er indstillet på at lide den slags afsavn for at få opfyldt ønsket om et hus. Dertil er de simpelthen for godt vant hjemmefra, mens mange af os, der blev født i årene omkring 2. Verdenskrig, voksede op under beskedne kår, og derfor var ekstra motiverede, da det pludselig kunne lade sig gøre at købe eget hus." 

Har den store parcelhus-vækst fra 1960 til 1980 haft andre samfundsmæssige konsekvenser end de rent boligmæssige?

"Uden tvivl. Den vigtigste konsekvens er måske, at den stigende velstand, som muliggjorde de mange nye parcelhuse, har været et led i omdannelsen af Danmark fra et arbejdersamfund til et middelklassesamfund. I dag har vi en lille arbejderklasse og en stor middelklasse, for 50 år siden var det omvendt. Hvis man betragter de politiske diskussioner og beslutninger, som har løbet parallelt med ejerbolig-udviklingen, har vi i Danmark været mere splittede end i Norge. Herhjemme har der været stærke fortalere for en relativt stor almen boligsektor ved siden af ejerboligmarkedet, mens man i Norge satsede mere entydigt på ejerboligen. Resultatet er, at 80 pct. af nordmændene i dag bor i ejerbolig. Spørger man danskerne, hvor et massivt flertal i dag ønsker at bo i ejerbolig, skulle de danske politikere dengang have gjort ligesom de norske."

Mange arkitekter har udtrykt sig kritisk om parcelhuset, som de mener afsondrer beboerne fra hinanden, og får dem til at dyrke deres eget rum  frem for fællesskabet.

"Ja, og der er byplanlæggere, der har talt om "parcelhuslavaen", der "breder sig ud i landskabet, hvor den ødelægger alt på sin vej". I stedet har arkitekter fremhævet almene etageboliger, rækkehuse og tæt-lavt byggeri, som mere æstetisk tilfredsstillende og sociale boligformer. Men hvad det sociale angår, viser undersøgelser, at det ikke holder stik. Beboere i parcelhuse kommer hinanden mere ved end beboere i andre boligkvarterer, fordi de ligner hinanden. Derfor er hække og afsondrede haver ingen hindring for fællesskab. Tværtimod udvikles der hurtigt et fælles sprog, hvor man signalerer, om man vil i kontakt eller ej. Går man eksempelvis og luger i forhaven, er det fint at blive kontaktet af naboen. Men nede i baghaven vil man være i fred."

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.