Jeg var for nylig sammen med en gruppe offentlige ledere særligt fra 'primærsektoren'. Undskyld mig, men allerede her går det jo galt. Hvem har fundet på et så tåbeligt ord? "Primærsektoren".
Ordet virker som en kolonne i et excelark, der ville mere med sit liv end bare at være en kolonne-betegnelse. "Stakkels lille 'primærsektor' selvfølgelig er du ikke blot en del af et regneark, uden dig kunne vi jo ingenting" tænkte djøferen, der sad foran arket og placerede ordet i overskriften til en handlingsplan. Og vupti, djøfiseringen, som ingen vil have, at man kalder det - var i gang.
Mange af disse chefer ude i 'virkeligheden' kunne man vel også ligeså godt tillade sig at kalde deres arbejdsliv, - er rigtig trætte af alt det, som ordet 'primærsektor' i sig selv udstråler.
Som følge af Strukturreformen har mange af dem gennemgået en harmonisering af deres hverdag, så den ligner alle andres hverdag i den kommune eller den region, de er struktureret ind i.
Kartoflen skræller ikke sig selv
Ind i mellem har harmoniseringen dog ikke en særlig lykkelig indvirkning på hverdagen på de lokale offentlige arbejdspladser. Et sted har man ønsket at harmonisere beboerbetalingen for spisningen på bosteder. Spørgsmålet var, hvor meget beboeren selv skulle betale for maden. Der var rabat til de beboere, der kunne tilberede maden selv. Løsningen krævede, at de ansatte havde et øje stift rettet mod kartoflerne: Det var ikke nok, at beboerne kunne koge dem, de skulle ifølge harmoniseringsforlaget fra embedsmændene også skrælles, hvis nedslaget i egenbetaling skulle blive en realitet. Medarbejdernes faglige frihed og dømmekraft var sat på stand by.
Den slags skal det dog være slut med, for nu skal der afbureaukratiseres, regeringen har vedtaget en afbureaukratiseringsreform. Den er skudt i gang for nogle måneder siden og skal løbe frem til 2011. Harmonisering bygger vel ideelt set på, at man ensretter med det bedste og mest ubureaukratiske for øje. Afbureaukratisering bygger på samme tanke. Målet er ifølge regeringen, at give medarbejderne mere tid og frihed til at løse kerneopgaverne.
Kan du udfordre de regler du selv administrerer
For at sådan et arbejde ikke ender som alle tidligere afbureaukratiseringsforsøg kræver det, at de chefer ude i virkeligheden, der har udsigt til kødgryder, vandløb og bleer, kommer med på råd.
Men disse chefer har også noget at lære. De er oftest fagpersoner, de brænder for børnene, miljøet, de syge eller de handicappede.
Det at være fagligt dygtig er ikke nok, man bliver nødt til langt mere konstruktivt at 'klæde lokalpolitikerne på' med andet end exceldiagrammer, for ellers har disse mennesker ikke en chance for at vedtage en harmonisering, der passer til virkeligheden.
Man skal også være bedre til intern kommunikation i det offentlige. Når man sidder i det offentliges frontlinje skal man både kunne tale med borgeren, og se sig selv som systemets forlængede arm. Det kræver, man er en ærlig del af systemet. Man skal være lidt mere Bonnichsen og lidt mindre Weber, det gælder om at kunne stå på mål for både sin metode og sine værdier.
Det sidste bliver nu belønnet. Det hedder 'udfordringsretten' og er del af afbureaukratiseringsreformen. Hvis man løser virkelighedens udfordringer bedre, end reglerne tilsiger, så kan man ansøge om at slippe for reglerne. Hvor kunne det bare være skønt, hvis ansøgningsbunken var ved at vælte i stedet for det modsatte. Det kræver, at de offentlige chefer ser sig selv som andet end en del af 5. kolonne.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER