Håber på lysere tider for rekruttering

5.12.2008

af

Flere statslige institutioner mærker nu følgerne af finanskrisen: De får flere ansøgninger til ledige økonomjobs. Andre dele af den offentlige sektor holder igen med jobopslagene.

Når krisen kradser i det private, bliver det offentlige et mere attraktivt sted at arbejde, selvom lønnen er mindre.

Allerede nu har flere af de offentlige institutioner, som ligger i skarp konkurrence med den private og specielt den finansielle sektor om økonomer og de specialiserede jurister, oplevet at få flere ansøgninger.

"Vi har her i november haft et økonomopslag til et af vores centre, og her oplevede vi lige pludselig at få ansøgninger fra folk med en finansiel baggrund med flere års erfaring - ansøgninger som vi normalt ellers ikke får. Vi har fået ansat en virkelig god kandidat," siger HR-ansvarlig i Konkurrencestyrelsen, Susanne Hansen.

For to en halv måned siden, da Konkurrencestyrelsen også var ude med et økonomopslag, fik de kun to ansøgninger - og ingen af dem var umiddelbart kvalificerede.

"Om det er en engangsforeteelse, eller om det er på grund af finanskrisen, at det gik så godt i november, ved vi jo ikke. Men i de senere år har erhvervslivet trukket rigtig mange af vores AC'ere over til sig, og vi har da en forhåbning om, at tiderne nu bliver bedre for os."

Også Finanstilsynet kan bekræfte, at de får flere ansøgninger til deres stillingsopslag.

Nationalbanken har i de sidste måneder oplevet en markant mindre afvandring blandt husets godt 200 økonomer, end banken har haft de seneste par år.

"Vi tror, det hænger sammen med, at tiderne er blevet lidt mere usikre, og at lysten generelt til at skifte job er blevet mindre. Men formentlig også med, at man som medarbejder hos os har nogle meget interessante opgaver, som kommer mere frem i den aktuelle situation lige nu" siger Jens Erik Nielsen fra Nationsbankens HR-afdeling.

Han peger også på, at da Nationalbanken afholdt karriereaften for snart færdige studerende her i oktober, kom der 80 mod 40-50 til de to tidligere aftener.

Gode tider kan hurtigt vende for nyuddannede

Trods disse tegn på at finanskrisen kradser, er der dog stadig stor mangel på djøfere, understreger arbejdsmarkedspolitisk chef i DJØF, Lars Munck.

"Krisetegnene er begrænset til nogle enkelte virksomheder, og der er masser af jobs at få alle andre steder for erfarne djøfere. Den offentlige sektor har fortsat alvorlige rekrutteringsproblemer mange steder."

Som det ser ud nu, kommer jurister og økonomer ifølge Lars Munck fra 1. januar til at stå på Arbejdsmarkedsregion Hovedstaden-Sjællands såkaldte flaskehalsliste over de stillingsgrupper, hvor private og offentlige virksomheder har haft særlig mange forgæves rekrutteringer.

Men billedet er komplekst, og meget kan ske - ikke mindst for de helt nyuddannede djøfere.

Stillingsannoncerne på DJØF Jobunivers og i DJØF Bladet er faldet med 25 procent i de seneste par numre.

"Oktober og november sidste år var de hotteste nogensinde i DJØF Bladet. Nu er vi tilbage på niveauet for 2006," siger chefkonsulent Michael Jessen fra DG Media, som er DJØFs annoncebureau.

Hvis man skal finde forklaringen på faldet, skal man over at se på antallet af jobannoncer fra den offentlige sektor, som udgør langt den største andel i DJØF Bladet.

"Kommuner, regioner og statslige styrelser holder lidt igen, hvis vi sammenligner med oktober og november sidste år," forklarer Michael Jessen. Til gengæld er der en svag stigning i elektroniske jobannoncer på jobunivers.dk.

Det helt store spørgsmål for DJØF-dimittenderne er, hvad staten gør, siger Lars Munck.

"De er kommet usædvanlig hurtigt i job i år. Ikke mindst fordi staten har taget alt, hvad man kunne få af nyuddannede djøfere. Så hvis staten nu bremser op på grund af budgetnedskæringer, vil vi meget hurtigt få dimittendarbejdsløshed."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet