Giv medarbejderne lov til at rase

Sådan lyder den første konklusion i et igangværende forskningsprojekt på CBS, der sætter fokus på ledelse af primadonnaer, eller højt specialiserede medarbejdere, hvilket omfatter alt lige fra jurister og læger til sygeplejersker og balletdansere.

"Jeg tror, at de fleste ledere udmærket ved, hvem vi taler om, og udmærket kender til de her primadonnaer i deres medarbejderstab. Men til gengæld ved de ofte ikke, hvorfor primadonnaerne udviser den her primadonnaadfærd, som vi taler så meget om. For i bund og grund ved de ikke, hvad det er, der motiverer og driver denne medarbejdertype," siger Helle Hein, der er seniorforsker og står bag projektet.

En af hendes foreløbige konklusioner i forskningsprojektet, der på andet år er forankret i Det Kongelige Teater, er, at primadonnaerne og fagprofessionelle ofte bliver misforståede af deres omgivelser og især af deres ledere. Og at ledelse af dem bygger på helt forkerte forestillinger om, hvad der egentlig driver dem i deres arbejde. Helle Hein gør op med myten om, at primadonnaer skulle være ledelsesfremmede, egocentrerede og egenrådige - og ligefrem hysteriske og barnlige, når de ikke får deres vilje. Hendes undersøgelse viser nemlig det modsatte: At de har uhyre meget brug for udøvelse af ledelse - det skal bare være af den rigtige slags.

I en højere sags tjeneste

"Det man først og fremmest skal forstå om primadonnaerne er, at de er drevet af et kald i deres arbejde. De ønsker at gøre en forskel i en højere sags tjeneste og er drevet af utrolig stærke faglige værdier, som smelter sammen med de personlige værdier. Arbejdet betyder alt for dem. Og derfor reagerer de meget kraftigt på deres arbejde - også på den ledelse, de udsættes for," forklarer Helle Hein og uddyber, at det både er på godt og ondt.

På de gode dage, når arbejdet kører, og lederen forstår primadonnaen, giver det helt ny mening til livet. Men på de dårlige dage, når topledelsen pludselig proklamerer nedskæringer og fyringsrunder, går primadonnaen i sort og føler, at selve livet mister betydning.

"Den stærke identifikation med arbejdet er et grundvilkår for primadonnaer og betyder, at de ofte kan blive meget frustrerede, når de arbejder. Det behøver dog ikke være et tegn på mistrivsel, men opfattes bare tit som sådan, og det er her, vi helt fejlagtigt taler om primadonnanykker og hysteri," siger Helle Hein.

Hun går så langt som til at kalde frustrationen et udtryk for en sund og god arbejdsproces. Dog kun i visse situationer. Nemlig når der er tale om den såkaldte flow-frustration.

"Vi har jo med medarbejdere at gøre, der gerne vil udvikle sig hele tiden og faktisk trives bedst med de opgaver, som der ikke er nogen nem løsning på. De hader rutinearbejde, men elsker, når de skal bruge hele deres faglige indsigt på de svære og komplekse problemstillinger. Men den type arbejde går jo tit i hårdknude. Det er en del af processen, og så opstår frustrationen. Til gengæld er glæden dobbelt så stor bagefter, hvis man når målet og kommer ud på den anden side. Derfor skal den her frustration bare have lov til at folde sig ud," siger Helle Hein og fortæller, hvordan hun blandt andet de sidste to år har set mange eksempler på netop flow-frustration blandt medarbejderne på Det Kongelige Teater.

Kunstnere, der bryder grædende sammen eller smækker med døren, fordi de ikke kan få trinene til at lykkes eller stemmen til at lystre, men som til gengæld er lykkelige, når det hele ender med at gå op i en højere enhed til premieren.

Ledere skal være rummelige

Helle Hein erkender, at det som leder kan være svært at vide, hvordan man skal reagere.

"Det betyder jo, at man som leder skal være rimelig rummelig og ikke må tage det ilde op, når der bliver smækket med døren. Og det kræver, at man virkelig forstår de her medarbejdere og ikke mindst ved, hvad det er for en type ledelse, de i virkeligheden har brug for," siger Helle Hein og forklarer, at lederens primære opgave for den her type medarbejder handler om at skabe gode rammer, så primadonnaerne kan gå efter kaldet.

De er som regel gode til at lede sig selv og behøver ikke lederens hjælp, når det drejer sig om detaljerne i deres arbejde. Men lykkes den form for ledelse ikke, opstår der fare for en helt anden type frustration af langt alvorligere karakter.

"Når rammerne ikke er på plads, og når primadonnaen føler, at lederen ikke sætter faget i centrum, går det galt. For så føler primadonnaen sig ikke forstået, og så føler de, at ledelsen forråder faget til fordel for den økonomiske tænkning, og det er jo det værste, man kan gøre over for folk, der tjener en sag, der er større end dem selv," siger Helle Hein.

Det er for eksempel når der skal skæres i budgetterne, eller når der skal fyres medarbejdere. Og når ledere melder besparelserne ud uden at huske at slå fast, at faget selvfølgelig er det vigtigste på arbejdspladsen, og at man i sin besparelse vil gøre alt, hvad man kan, for ikke at ødelægge kvaliteten af arbejdet. Sker det ikke, og får managementretorikken lov til at dominere, føler primadonnaen, at han skal gå på kompromis med sit fag, og det er ifølge Helle Hein sådan omtrent det samme som at slukke for livsgnisten hos en fagprofessionel medarbejder. For så vil han regrediere, som det hedder.

"Vi er alle sammen styret af en behovstilfredsstillelse i vores arbejde. For primadonnaen handler det primære behov om at kunne forfølge sit kald og få ledelsen til at skabe de perfekte rammer, for at det kan lykkes. Hvis det behov ikke kan blive opfyldt, så vil man søge at få behovet på et lavere niveau dækket. Det er det, jeg kalder regrediering, og det er her, at folk går hen og bliver rigtig demotiverede og ofte begynder at fokusere på helt andre ting, end det der egentlig betyder noget for dem," forklarer hun og nævner, at et typisk tegn er, når fagprofessionelle pludselig begynder at gå ekstremt højt op i kantinens åbningstider eller kun vil tale om løn og frynsegoder i medarbejderudviklingssamtalen.

Tal primadonnaens sprog

Samlet set tegner Helle Hein to udfordringer for ledere af primadonnaer og fagprofessionelle.