Reformer kræver tålmodighed og ærlighed

Der ruller altid reformer hen over landet. I de senere år har der været tæt imellem reformer af opbygningen af samfundets institutioner.

DJØF har grundlæggende anerkendt de politiske ønsker, der har begrundet reformerne. Større kommunale enheder kunne føre til bedre kvalitet i opgaveløsningen. Universiteterne kunne øge selvstændigheden og styrke forskningen. Domstolene kunne blive mere effektive og nedbringe sagsbehandlingstiderne. Og politiet kunne opnå at bekæmpe den tungeste kriminalitet over hele landet og realisere en kortere responstid.

Reformerne er nu ved at blive ført ud i livet. Vanskelige omstillinger har været resultatet for både borgerne og medarbejderne. Men parolerne fra reformernes fædre og mødre har lydt i baggrunden - mere, bedre, hurtigere, kortere... Det ender med at blive bedre.

Det politiske ansvar - centralt og især lokalt - for kommunalreformen har været til stede. Men prisen for reformen er blevet en meget omfattende centralisering, minutiøs styring og voksende kontrol. Her bliver ledelsesopgaven vanskelig. Ledelsesrummet er svundet ind, og muligheden for delegation og innovation smuldret, hvorfor opgaveløsningen ikke får det løft i kvalitet for borgerne, der ellers kunne være resultatet.

Politikerne har til gengæld svigtet universiteterne. Den klarere ledelsesstruktur blev ikke fulgt af en øget selvstændighed, og rådigheden over økonomien er begrænset af ministeriets beslutningstrang.

Det samme er desværre ved at ske for domstolene og politiet. Det næsten enige folketing, der vedtog politireformen, synes nu at ville have en anden reform, end den de bestilte hos visionsudvalget, og som de vedtog i 2006. Det er ikke troværdigt her to år efter at blive overrasket over, at en ændring fra 54 politikredse til 12 indebærer, at politiet ikke er helt så nært som før. Det er heller ikke troværdigt at blive overrasket over, at en centralisering af den faglige ledelse fra 54 kredse til Rigspolitiet ændrer afgørende ved ledelsesforhold og kommunikation.

Det er vigtigt, at vi har politikere, der tør reformere samfundets institutioner. At sætte klare mål og at træffe de nødvendige beslutninger, der kan føre en opgave frem til dette mål. Men det er afstanden mellem løfterne om alt for hurtige resultater og de daglige realiteter, der giver befolkningen oplevelsen af svigt. Og mangelen på opbakning bag den ledelse, der skal gennemføre reformerne, sinker resultaterne yderligere. Reformer kræver større tålmodighed og mere ærlighed.