Grønt kostumebal

"En revolution er ikke et middagsselskab, ikke et essay, heller ikke et maleri eller et stykke broderi. Den kan ikke fremmes blødt, gradvist, forsigtigt, hensynsfuldt, respektfuldt, høfligt, jævnt og beskedent".

Dette klassiske Mao-citat har fået renæssance i New York Times-skribent Thomas Friedmans nye klima-bestseller 'Hot, flat and crowded'. Det kan godt være, at klimaforandringerne ikke kræver en revolution i maoistisk forstand, men ifølge Friedman begynder det altså at haste med gennemgribende reformer. I stedet for at lægge stilen om har flere lande, virksomheder osv. nemlig kastet sig ud i et "grønt kostumebal", hvor ord ikke omsættes til konkret handling. Og det er altså ikke tilstrækkeligt. Tag bare forudsigelsen om, at vi i 2050, ikke mindst fordi verden bliver mere "crowded", risikerer at få brug for tre jordkloder!

At det er vanskeligt at gennemføre de nødvendige tilpasninger, er EU et glimrende eksempel på. På topmødet i marts 2007 blev landene, med Tysklands Angela Merkel som Europas ukronede klima-dronning, bl.a. enige om, at EU i 2020 skulle have reduceret CO2-udslippet med 20% i forhold til 1990-niveauet. Ja, ambitionen var sågar, at EU landene vil reducere med 30%, hvis det lykkes at få en global aftale med Kina, Indien, USA osv. i København i december 2009.

Nu hvor topmødeerklæringen skal omsættes i konkret action, har piben imidlertid fået en anden lyd. Pas nu på, det ikke går ud over bilindustrien og europæiske arbejdspladser er blevet kammertonen i Tyskland og Italien. De central- og østeuropæiske lande mener derimod, at Tyskland og Italien må bære en større byrde, og at de nye medlemslande skal tildeles særordninger.

Det hele vanskeliggøres - i hvert fald ved første øjekast - af den verserende finanskrise. Når det fosser ind med vand i et skib, gælder det i første omgang om at stoppe hullet frem for at filosofere over, hvor mange jordkloder vi har brug for i 2050. Og det der med at lege Don Quixote og redde resten af verden, kan man godt glemme alt om, som Silvio Berlusconi udtrykte det på oktober-topmødet.

Selvom tankegangen er besnærende, har den ikke mange støtter i Europa-Kommissionen. Lige inden topmødet holdt kommissionsformand Barroso en tale, hvor han slog til lyd for, at europæerne skulle være "i stand til at gå og tygge tyggegummi samtidigt". Barossos pointe er, at en mere "grøn" tilgang på sigt også vil styrke Europas økonomi. For det første er hastværk for en gangs skyld ikke lastværk. Jo længere vi udsætter klimatilpasningerne, jo dyrere bliver det at gennemføre dem. Ifølge Stern komiteen, der har regnet på sagen for den britiske regering, vil tabet i værste fald kunne stige til 20% af BNP, såfremt der ikke gøres noget.

For det andet vil en mere grøn tilgang gøre Europa mindre sårbar over for energi-chok og pludselige prishop. Allerede i dag kommer 55 % af vor energi udefra; ofte til glæde for ustabile og ikke synderligt demokratiske regimer. Sidst men ikke mindst vil Europa kunne nyde godt af "first mover-effekten" i form af udviklingen af ny grøn teknologi, hvis vi hurtigt sætter os nogle konkrete mål.

Uanset om man deler alle argumenterne i Barrosos tretrinsraket, er der i hvert fald én ting, der er sikkert. Hvis ikke europæerne formår at blive enige om en klima- og energiaftale inden årets udgang, bliver der slet ikke nogen topmøde fest i København i 2009. For hvis ikke europæerne kan overbevises om, at der skal handles nu, hvordan skulle man så nogensinde få amerikanerne, kineserne, inderne osv. til at bekende grøn kulør?