De åbenmundede ambassadører

21.11.2008

af

Kommentar fra tidligere ambassadører Henning Kjeldgaard og Per Groot.

Henning Kjeldgaard, tidligere dansk ambassadør i blandt andet Tanzania, Zambia og Kenya.

I sommer kaldte statsministeren din deltagelse i debatten om den danske udenrigspolitik for 'upassende'. Gjorde du en fejl ved at udtale dig?

"Det kan besvares ret så entydigt: Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig, mens jeg er i tjeneste, men som pensioneret er jeg fri til at sige og skrive, hvad jeg vil. Jeg har ingen forpligtigelse over for den siddende regering."

Venstres politiske udenrigsordfører Søren Pind kaldte dine udtalelser for et underlødigt angreb på statsministeren, og andre politikere var også ude med riven. Hvad synes du om politikernes respons?

"Jeg er selvfølgelig dybt uenig med dem. Men når jeg stikker snuden frem, må jeg finde mig i at blive en del af den politiske virkelighed, og der får man af og til nogle ordentlige hak i tuden. Jeg synes dog, at det var tåbeligt af statsministeren at udtale sig, som han gjorde. Men det er han selvfølgelig i sin gode ret til."


Per Groot, tidligere dansk ambassadør i blandt andet DDR, Japan og Holland. DJØFs første formand.

I sommer kaldte statsministeren din deltagelse i debatten om den danske udenrigspolitik for 'upassende'.

"Ja, hvad bilder han sig ind! Må jeg ikke bruge min mangeårige erfaring til at udtale mig? Er det upassende? Jeg kan virkelig ikke se noget galt i, at jeg med min erfaring udtaler mig, men det syntes statsministeren altså."

Venstres politiske udenrigsordfører Søren Pind kaldte dine udtalelser for et underlødigt angreb på statsministeren, og andre politikere var også ude med riven. Hvad synes du om politikernes respons?

"De skal selvfølgelig have lov til at sige, hvad de vil. Men jeg synes ikke, der er noget galt i, at jeg udtaler mig. Det var noget andet, hvis jeg stadig var aktiv i tjeneste, så skulle jeg selvfølgelig være loyal over for den til enhver tid siddende regering. Men nu er jeg altså pensionist og fri og ubundet."

Hvad sagde ambassadørerne?

En række pensionerede ambassadører har ved flere lejligheder givet deres besyv med i debatten om den danske udenrigspolitik. Når det er sket, har statsministeren og andre toppolitikere været hurtige til at fordømme udtalelserne.

Første gang var i 2005, hvor 22 tidligere ambassadører i et debatindlæg i Politiken kritiserede statsministeren for ikke at ville mødes med repræsentanter for 11 muslimske lande, som var utilfredse med, at Jyllands-Posten havde bragt Muhammed-tegningerne. I debatindlægget stod blandt andet:

"Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet anmodningen om en samtale."

"Vi mener, at følelsesmæssige sår bedst heles gennem samtale. Vi er skuffede over, at både det officielle Danmark og Jyllands-Postens redaktion straks afviste, at der var noget at hele."

Anden gang, en række tidligere topdiplomater blandede sig i debatten om dansk udenrigspolitik, var i sommeren 2008. Her sagde tidligere ambassadør Henning Kjeldgaard:

"Meget af den aktivistiske udenrigspolitik, som jeg troede, at jeg arbejde for i de 34 år, jeg var i tjenesten, er skudt i sænk. Vi var kendt for med bløde instrumenter at skabe fred i verden. Fogh har derimod gjort os til en krigsmagt."

Og tidligere ambassadør Per Groot fulgte op:

"Når lande som Tyskland, Frankrig og andre i NATO ikke vil være med i Irak-krigen, burde vi dengang have tænkt os om en ekstra gang."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet