Danmarks mest korrupte embedsmand

26. februar 1794: Christiansborg Slot brænder. Ilden er umulig at slukke. Der er hverken vand eller slukningsmateriel nok, og mange af flådens redningsfolk dør i flammerne. På et af slottets loftsværelser står en samling nye møbler og noget linned opmagasineret. Møblerne tilhører jurist og finanssekretær Christian Birch og hans forlovede Louise Rotbøll, der er datter af biskoppen i Viborg. Hun bor på et kammer på slottet, hvor hun arbejder som oplæser for enkedronning Juliane Marie. I løbet af natten brænder det storslåede slot ned til grunden, og det unge pars bohave går til på tragisk vis, blot et par måneder før de skal giftes.

Fra samfundets top

Christian Birch er en veluddannet mand, der både privat og professionelt hører til i samfundets top. Han er jurist fra Københavns Universitet og har studeret på universitetet i Gøttingen. Faren, Andreas Birch, er byskriver i København og kongelig mineralinspektør. Broderen er doktor i teologi og biskop i Århus. Trods familiens anseelige status har møblerne været dyre. Birch, der tjener 1.100 rigsdaler om året, må tage et lån på 1.000 rigsdaler for at erstatte dem, så han kan holde bryllup og flytte sammen med sin Louise.

Men det bliver uoverskueligt at betale afdragene på lånet. I 1794 er Birch medlem af den direktion, der styrer datidens lotto, General Lotto, som var meget lig nutidens spil. Han har derfor et indgående kendskab til lotteriet. Den kvikke jurist sætter sig ind i sandsynlighedsregning og udtænker en langsigtet og snedig plan. Hvis han over to år spiller vedholdende og systematisk, vinder han penge nok til at betale hele møbellånet ud, forudser han. To år senere vinder han rent faktisk 459 rigsdaler, da han satser på tre tal, som kommer til ham i en drøm. Han får blod på tanden og begynder at spille til hver trækning og forhøjer sine indskud.

Det første lån fra statskassen

I december 1802 er spillefuglen Birch avanceret til finanssekretær, assessor og medlem af Finanskollegiet, som svarer til nutidens finansministerium. Men planen for spillet går ikke helt som ventet. Han er løbet tør for penge og "låner" derfor en statsobligation, som han pantsætter for kontanter og spenderer på lotto. Dette første "lån" bliver den skæbnesvangre start på et 18 år langt og omfattende misbrug af statens midler. Et særdeles udspekuleret underslæb, som Christian Birch formår at styre, sideløbende med at han gør en glorværdig karriere som embedsmand og ender i finansadministrationens absolutte top.

Gennem årene dekorerer den intetanende Kong Frederik VI sin højtskattede medarbejder med prestigefulde titler og ordner for at vise ham sin påskønnelse. Birch får den høje rang af konferensråd i 1817, og når han er i stadstøjet, kan han pryde sig med ordner som Dannebrogsmand og Ridder af Dannebrog. Kort før Birchs svigefuldheder bliver opdaget, er han endda udset som afløser for finansminister Johan Møstring. 

Som chef for Finanssekretariatet har Birch fri adgang til en pulje af ekstra statsobligationer og obligationsblanketter, der af praktiske årsager allerede er trykt og underskrevet af medlemmerne af Finanskollegiet. I hemmelighed nummererer og forsegler Birch blanketterne og bruger dem som falsk pant for kontante lån, som han optager både hos offentlige og private.

Selvom Birch er meget påpasselig med at betale renter af til sine kreditorer, bliver hans bedrageri opdaget. En af panthaverne, grosserer Jacob Meyer, dukker pludselig en dag i foråret 1820 op på Statsgældskontoret i København for at kontrollere, om den obligation, han har i pant for Christian Birch, er ægte.

Da grossereren ikke kan finde obligationen i bøgerne på kontoret, tilbyder Birch, der sikkert har været desperat og rystende angst for at blive afsløret, at købe den tilbage. Men det er for sent. Chefen for Statsgældskontoret har allerede opsnappet historien om, at der er falske obligationer i omløb. Han går til Birch for at få hjælp til at komme på sporet af gerningsmanden og får sandsynligvis sit livs overraskelse. Under samtalen erkender den kommende finansminister, at der er ham, der står bag bedrageriet.

Sagen overdrages straks til kongen og Danske Kancelli. Konferensråd Birch, der gennem 18 år på udspekuleret vis har raget til sig af de midler, han forvaltede, er afsløret.

Enormt bedrageri

Den 26. april 1820 bliver der nedsat en kommissionsdomstol med tre topembedsmænd, som får til opgave at undersøge omfanget af Christian Birchs bedragerier. Birch selv ønsker at undgå en juridisk dom og beder kongen om at tage sagen i egen hånd, hvilket regenten afviser.

Hovedpersonen selv bliver afhørt af kommissionsdomstolen allerede den 26. april. Han tilstår, og sent samme aften bliver han arresteret og kørt til Kastellet, hvor han skal sidde som fange. 

Gennem fire måneder vender de tre embedsmænd hver en sten i Birchs sag. Et overslag over hans bedragerier fra 1802 til 1820 viser, at han har omsat statsobligationer for det svimlende beløb af 1.219.800 rigsbankdaler sølvmønt. Det er mindst 659 gange hans egen årsløn og svarer til statens årlige udgifter til driften af hele den civile centraladministration. I nutidens penge vil det nærme sig milliarden.

Kommissionen noterer, at Christian Birchs bopæl er simpel, og møbleringen er tarvelig i forhold til, hvordan mænd i hans stilling ellers lever. Den konkluderer også, at Birch taler sandt, når han påstår, at han har brugt alle pengene på at spille lotto og skriver: "at han ikke har benyttet de Summer, han, ved den omhandlede ulovlige Adfærd, har tilvendt sig til Vellevnet, men at de ene og alene er blevne anvendt for hans ulykkelige Speculation på Laanet."

Fængsel på livstid

Efter afsløringen bliver Birchs bo betragtet som fallitbo, og kongen beslutter, at statskassen betaler hans kreditorer tilbage kontant. I det hele taget behandler styret sagen med største alvor, men også med yderste diskretion under hele forløbet. At en topembedsmand kunne misbruge kongens midler så groft og gennem så mange år har været yderst prekært og kritisk for kongen.

Birch selv er overbevist om, at hans forbrydelse ikke er så slem endda. Han har jo været en dygtig og hårdarbejdende embedsmand gennem en lang årrække, hvor riget har haft det svært. Og mange af de penge, han har svindlet sig til, er jo kommet tilbage i statskassen, fordi han har brugt dem på at spille i lotteriet!

I begyndelsen af 1800-tallet er der ingen dækkende lovgivning eller retspraksis omkring korruption blandt embedsmænd. Derfor idømmes Birch en arbitrær straf, der lyder på fængsel på livstid. Danmarkshistoriens mest korrupte embedsmand dør som 69-årig den 3. juni 1829 på Kastellet. Han bliver begravet i stilhed fra Kastelskirken uden ligprædiken eller stort følge.

Artiklen er blevet til på baggrund af historiker Mette Frisk Jensens ph.d.-afhandling fra juni 2008: 'Korruption og embedsetik - danske embedsmænds korruption i perioden 1800 til 1866'.

Danmarks korruptionshistorie kortlagt

Historiker Mette Frisk Jensen har i sin ph.d.-afhandling om korruption i 1800-tallet opsporet og analyseret sager gennem 200 år, hvor embedsmænd er blevet afsat på grund af embedsmisbrug. Hun konkluderer, at de danske embedsmænds korruption falder til et meget lavt og stabilt niveau allerede fra omkring år 1860. Mette Frisk Jensen mener, at den ekstremt lave korruptionsgrad og høje tillid, vi har mellem myndigheder og borgere i Danmark i dag, blandt andet skyldes en lang historisk udvikling, hvor især styrets alvorlige syn på og tagen hånd om bedragerierne har været afgørende. Enevældet valgte ikke at se igennem fingre med brodne kar og straffede dem hårdt ved domstolene.

Fra cirka 1840 blev kontrollen med embedsværket også kraftigt intensiveret blandt andet ved en regnskabsreform. Desuden blev statens embedsmænd set ekstra godt efter i sømmene, da de såkaldte embedsrejser tog form fra 1819. Her drog deputerede kontrollanter land og rige rundt for at tjekke regnskaber og embedsførelse i kongedømmets afkroge. Straffelovene fra 1840 og 1866 trak også klarere grænser for embedsmisbrug. Alt sammen faktorer, der har haft betydning for, at Danmark nu gang på gang kåres som et af verdens mindst korrupte lande på den årlige korruptionsliste fra Transparency International.