Blev chef på trods

Cand.scient.pol. Stinne Henriksen, 36 år, i dag kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, var ikke i tvivl dengang for to år siden, da deltagerne på førlederkurset blev bedt om stille sig i hver sit hjørne: Dem, der gerne ville være ledere nu, og dem, der også gerne ville, men først om tre eller flere år. Hun var stort set lige vendt tilbage fra barselsorlov nummer to, stod med et barn på et år og et på tre et halvt derhjemme og en deltidsaftale om at holde fri hver onsdag. Hun stillede sig blandt dem, som ville vente.

Stinne Henriksen tilhørte dermed et typisk segment blandt unge DJØF-kvinder: Hun ville gerne være leder, bare ikke lige nu.

Men inden forlederkurset var slut - og knap tre måneder efter barselsorloven - fik hun et tilbud om at blive chef for 25 akademikere i Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, hvor hun var specialkonsulent. Hun sagde ja. I dag deler hun chefjobbet med en kollega.

Hvad så du som den største forhindring for at få et chefjob?

"Tid. Sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv. Som fuldmægtig eller konsulent er det svært nok, og som chef er det endnu sværere, fordi du ud over det faglige ansvar også har personaleansvar."

Hvorfor sagde du så ja alligevel?

"Fordi jeg ikke kunne lade være. Det var jo heller ikke sikkert, at det samme tilbud stod klar til om nogle år - når jeg var klar. Men det var lige så vigtigt for mig, at jeg fik fuld opbakning til det fra min mand, og at det var en fælles beslutning mellem os - jeg var jo lige gået ned i tid for at få mere tid til familien.

En anden grund var, at jeg oplever, at der her i styrelsen er en fleksibilitet både fysisk i forhold til, hvornår man kommer og går, og fagligt i forhold til måderne, som man løser opgaverne på. Der er højt til loftet for unge chefer. Og så havde jeg også nogle rollemodeller i form af andre yngre DJØF-kvinder med små børn, som var lykkedes med at få tingene til at hænge sammen i et chefjob. Og endelig betingede jeg mig, at de første seks måneder skulle være en gensidig prøveperiode."

Hvad var så den største udfordring, da du var blevet chef?

"Tid. Balancen til dét derhjemme. Som jeg havde forventet det. På et tidspunkt blev det klart for mig, at der måtte ske noget. Det var for meget med så stort et kontor."

Hvordan fik du det løst?

"På den lange bane ved at vi gik over til at have en delt ledelse med to chefer. Vi sidder i samme kontor og har delt opgaver og ansvar for medarbejdere mellem os. Det fungerer rigtig godt, synes jeg. Men det er klart, at ledelsesfællesskaber har den store udfordring, at man skal arbejde sammen fagligt og personligt. Nogle siger nej tak til det, fordi de har oplevet, at det har givet rivalisering og problemer i stedet for synergi."

Hvad hvis der ikke var sket noget?

"Så havde jeg været nødt til at sige stop og gå tilbage og blive menig medarbejder. Det har jeg også et par rollemodeller for blandt mine kvindelige bekendte og kolleger."

Hvordan er din arbejdstid nu?

"Nu har man jo ingen øverste arbejdstid som kontorchef, og 37 timer kan nogen næppe holde alligevel. Men mit merarbejdsregnskab går klart i den rigtige retning: Nedad. Det skyldes det delte lederskab, for antallet af medarbejdere har stor betydning - i hvert fald hvis du vil være en god personaleleder. Og at jeg har fået rutine, blandt andet i at træffe beslutninger hurtigt. Men arbejdsmængden veksler også meget efter, hvor erfarne og dermed selvkørende medarbejdere du har i en given periode."

Oplever du, at der er et usynligt glasloft for kvinder, hvis de vil højere op i hierarkiet end mellemlederniveauet?

"Nej. Tværtimod har jeg selv tænkt, at det rent tidsmæssigt kan være 'lettere' at gå et niveau højere op, fordi du så ikke længere har det samme omfang af personaleledelse - som jeg ellers er meget glad for."

Hvad er vigtigt, hvis flere kvinder i din situation med små børn skal gå efter et lederjob?

"En lige arbejdsdeling i hjemmet. Hvis der ikke er dét, er det en kæmpe barriere for kvinderne. Og så en stor fleksibilitet på jobbet. Flere muligheder for delt ledelse. Eller mindre ledelsesenheder. Og så synes jeg også, at vi har til gode at se unge kvinder i ledelse på deltid eller nedsat tid. Jeg kender rigtig mange DJØF-kvinder, som pludselig ville sige ja til ledelse, hvis dét var muligt. Der gemmer sig et stort lederpotentiale der. For der er ingen tvivl om, at det er sværere at få kvinder til tidligt at søge lederstillinger, fordi de generelt tager en større forpligtelse i hjemmet end mændene."

Er det vigtigt at blive opfordret, hvis man står i en situation som din med helt små børn?

"Ja, det er det helt sikkert. Så kaster du dig ud i det lidt før, end du ellers ville have gjort."

Skal man kræve, at arbejdspladserne forpligter sig til at få flere kvinder i ledelse - altså en slags kvotering?

"Principielt synes jeg ikke, det er en god ide, fordi man lynhurtigt ender i en diskussion, om det er kønnet, der gør, om man får en bestemt post eller ej. Og er der noget, der er vigtigt for kvinder, så er det at bestride et job på grund af deres kompetencer og evner. Men man skal fremme dét at få flere kvinder i ledelse på alle mulige andre måder på arbejdspladserne."