Med djøferne til frokost

Det lugter af mad flere etager op - et sikkert tegn på, at vi nærmer os kantinen. Og ja, jeg undlader at skrive dufter, for det ville være en overdrivelse. Jeg, djøfbladets udsendte, er taget på mit første kantinetjek inviteret af Marie Schelde Holde, fuldmægtig i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Men på trods af manglen på liflige dufte bliver jeg positivt overrasket, da Marie og jeg, et par minutter over tolv, begiver os ind i køhelvede. Udbuddet er stort.

Skilte, der hænger over hver af de tre madøer, lover da også både fisketerrin på leje af pastasalat, kold kogt laks, husarsteg serveret med smørristede kartofler og grøntsager i kokossauce, lun leverpostej med stegte grønne tomater, blandet salat med parmesanost og pære, bulgursalat med krydderurter og tomat/agurk, sandwichboller med pålæg og mere til. Brødet er friskbagt, og et af skiltene lover også kage - den får jeg dog aldrig øje på. Måske er den allerede væk, ligesom den kolde kogte laks, som både jeg og min medspiser Marie ellers havde sat næsen op efter.

Nå, men vi bevæger os hver især rundt mellem de tre madøer og fylder på. Jeg begynder i den varme afdeling. Fisketerrinen er kitgrå, og pastaen i bunden er helt klistret sammen - jeg opgiver. Husarsteg - jeg er i tvivl om, hvad det dækker over, men noget gennemstegt kød og en stor beholder med brun sovs får mig til at springe over. Andre i køen pøser dog vellystigt den brune sovs op på tallerkenen.

Det er en noget broget tallerken, jeg ender med - man skal jo lidt omkring som autodidakt kantineanmelder. Prisen er bestemt rimelig - 30 kroner, og hende, der betjener kassen, er meget venlig og forbavsende overskudsagtig den lange kø taget i betragtning. Jeg har valgt den dyreste variant med frit valg fra alle fade. Min medspisers mere beskedne anretning står i 18 kroner. Vi drikker begge postevand, men vi kunne også have valgt at købe en økologisk mælk eller en sodavand.

Vi finder os et bord ved vinduet i det flere etager høje og lyse lokale med udsigt over Den Sorte Diamant og havneløbet i København.

Lugten holdt, hvad den lovede. Øjet bliver mere tilfredsstillet end smagsløgene. Hvor er alle krydderierne? Hvor er ingefæren, hvidløget eller karryen i grøntsager i kokossauce? Og hvorfor bruge syltet pære i salaten, når nu det er højsæson for friske, danske pærer? Og hvor er det sure, det søde, det bitre og det stærke?

Marie Schelde Holde spiser næsten altid med sine kolleger. Men oftest er det hendes egen medbragte mad, hun putter på tallerkenen, fordi hun gerne vil have en sundere og grønnere frokost, end den hun kan finde i kantinen.

"Måske har jeg en meget ung tilgang til mad. Og selvom styrken her i kantinen er, at udvalget er så stort, så er svagheden, at man med så meget forskelligt på menuen ikke kan købe gode råvarer. Jeg vil hellere have lidt, men godt. For mig er det nemlig vigtigt at få noget sundt, når jeg spiser et af mine hovedmåltider her hver dag," siger Marie.

Men til gengæld tror hun, at der er mange andre, som er tilfredse. Nok især de ældre medarbejdere, og dem, der godt kan lide traditionel mad. Og måske med en overvægt af mænd.

På vegne af djøf-gruppen er Marie Schelde Holde i dialog med ledelsen om en sundhedspolitik - herunder et sundere udbud i kantinen. Og det har de indtil videre taget godt imod, siger hun. For ligesom Djøfbladets udsendte undrer hun sig over, at lige netop hendes arbejdsplads ikke er et foregangsbillede, når det gælder sund og ernæringsrigtig mad.