EU: Fred, velstand og demokratisk underskud

Konflikten mellem på den ene side de frihedsgrader EU-borgere har i forhold til at flytte til et andet EU-land sammen med deres ægtefælle. Og på den anden side mange danskeres frygt for, at kraftig indvandring vil forandre Danmark til ukendelighed.

Debatten rasede hele sommeren, men da regeringen sidst i september fremlagde et kompromis, godkendt af såvel EU-Kommissionen som Dansk Folkeparti, havde journalisterne svært ved at få en kommentar fra en af de ansvarlige ministre.

I stedet ringede pressen til forskere med speciale i EU, og en af dem der fik et mindre offentligt gennembrud, var Rebecca Adler-Nissen. Hun er cand.scient.pol. og skriver ph.d.-afhandling om de danske EU-forbehold på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Er det ikke et demokratisk problem, når dansk udlændingepolitik, som et flertal i både Folketing og befolkning står bag, må ændres på grund af EU?

"Jo, men det skyldes, at Danmark fra vores indmeldelse i fællesskabet tilbage i 1973, er forpligtet af Rom-traktaten til at sikre den frie bevægelighed. Det er kernen i samarbejdet, og over årene har vi talrige gange skrevet under på ny EU-lovgivning, som yderligere styrker arbejdskraftens og borgernes frie bevægelighed. Derfor er regeringens hænder i virkeligheden temmelig låst i forhold til den såkaldte Metock-dom."

I debatten har mange fremført, at 24-års reglen og tilknytningskravet nu er undermineret af EU på grund af Metock-dommen. Hvorfor? Og hvor store konsekvenser vil dommen få for indvandringen i de kommende år?

"Dansk udlændingepolitik består. 24-års reglen og tilknytningskravet er danske særregler for tredjelandsborgere, som kun har været mulige at konstruere på grund af vores retsforbehold fra 1993. Dem kan vi stadig fastholde. Men Metock-dommen fortolker reglerne om fri bevægelighed inden for EU på en sådan måde, at nogle mener, at det vil medføre en kraftig stigning i antallet af familiesammenføringer. Men jeg tror ikke, at dommen og udvidelsen af adgangen til at få sin ægtefælle til Danmark vil føre til store ændringer i omfanget af familiesammenføringer. Derfor er den danske debat lidt ude af proportioner efter min mening."

Hvorfor har Metock-dommen ikke givet samme genlyd i andre EU-lande, som den har i Danmark?

"Fordi familiesammenføring, hvis omfang i praksis begrænses af 24-års reglen og tilknytningskravet, ikke betragtes som lige så problematisk i andre EU-lande. Herhjemme har vi mange indvandrere fra tredjeverdenslande uden for Europa, som traditionelt ofte har giftet sig med partnere fra forældrenes oprindelsesland. I andre EU-lande har de andre indvandrings-mønstre og indvandrings-problemer, og derfor er det svært for landene at finde fælles løsninger. Men EU-Kommissionen strakte sig efter egen opfattelse langt, da den imødekom den danske regerings ønske om at skærpe kravene til dokumentation ved familiesammenføring i forbindelse med den frie bevægelighed. I øvrigt vil regeringen nu også stille større krav til indvandreres dansk-kundskaber for at opnå dansk statsborgerskab."

Vores forbehold er efter irernes nej til Lissabon-Traktaten blevet interessante for den irske regering, som har udtrykt ønske om at lære af de danske erfaringer. Hvorfor?

"Irland står i dag i en situation sammenlignelig med Danmarks efter vores nej til Maastricht-traktaten i 1992. Vores nej kom dengang bag på alle i Europa, og herhjemme havde selv Holger K. Nielsen forventet et ja. Men siden har historien jo vist, at andre europæiske befolkninger har udtrykt lignende skepsis over for EU. Og konkret kan den irske løsning meget vel blive en dansk model med indføjelse af nogle substantielle forbehold, hvorefter irerne skal stemme om traktaten på ny. I så fald vil Irland komme til at opleve mange af de uforudsigelige konsekvenser, som de danske forbehold har givet anledning til de seneste 10 år. Spørgsmålet er, om flere forbehold er den mest holdbare løsning på længere sigt."

I en ny artikel i tidsskriftet 'Økonomi & Politik' citerer du en embedsmand i EU-Kommissionen for: "hvis alle lande fik så markante forbehold (som Danmark, red.), havde vi ikke noget EU". Men er der ikke andre EU-lande, som har fået forbehold?

"Jo, men kun Storbritannien har lige så mange og vidtgående forbehold. Hvis man tager Danmarks størrelse i betragtning, har vi fået ekstrem særbehandling, og det skyldes primært vores forhandlingssituation i 1992. De andre lande kunne simpelthen ikke komme videre med samarbejdet, før Danmark havde ratificeret traktaten - altså samme situation som vi har med Irland i dag. Anderledes med de mange nye østeuropæiske lande, som for få år siden stod i ansøgerens position og derfor fik nej til mange af deres særønsker. Flere af dem havde meget svært ved at forstå, at de ikke kunne få vidtgående forbehold, når selv et lille land som Danmark har opnået sådanne forbehold."

Forbehold til udvalgte EU-medlemslande er blevet udstedt lige siden Rom-traktaten blev underskrevet af de første syv medlemslande i 1957. Men er det ikke udemokratisk, at nogle medlemslande kan få opfyldt særønsker, mens andre lande ikke kan?

"Jo, det er et af de demokratiske problemer, EU slås med. Et andet og efter min mening større demokratisk problem er, hvis der i større og større dele af de europæiske befolkninger breder sig en opfattelse af, at EU og de nationale politikere ikke respekterer de afgørelser i EU-spørgsmål, som vælgerne træffer ved folkeafstemninger. Når vi ser tilbage, kan vi se, at først danskernes og senere hollændernes, franskmændenes og nu irernes nej til forskellige versioner af EU-traktaten har forsinket udviklingen. Men efter et stykke tid er udviklingen mod større og større europæisk integration jo alligevel fortsat."

Hvorfor øges den europæiske integration på trods af, at flere og flere europæiske vælgere siger nej til øget integration, når de bliver spurgt?

"Jeg tror den bedste forklaring er, at EU ikke er konstrueret som et demokratisk projekt, men derimod som et samarbejdsprojekt mellem de europæiske nationalstater. Landene blev enige om at etablere et fælles administrativt hovedkvarter i Bruxelles, hvor embedsmænd fra landenes egne statsadministrationer blev udstationeret med det formål at skabe fred og velstand i Europa oven på ruinerne efter 2. Verdenskrig. Og målt på de kriterier har EU jo været en ubetinget succes. Sådan opfattes samarbejdet også blandt embedsmændene i Bruxelles, og derfor har de svært ved at forstå, at de europæiske vælgere stemmer nej. Hvorfor, spørger de, vil europæerne ikke have velstand og fred?"

Men EU-tilhængere blandt såvel embedsmænd som politikere er jo tvunget til at gentænke projektet, når et flertal af vælgerne i de europæiske lande stemmer nej til øget europæisk integration?

"Ja, men hvilken konsekvens man skal drage, er det straks sværere at opnå enighed om. Et stort flertal af de europæiske regeringer og politikerne i de nationale parlamenter er tilhængere af et stærkt EU, og disse politikere og regeringer er folkevalgte. Derfor er der også fortalere for, at EU-samarbejdet skal tilbage til tiden før Europa-Parlamentet fik en fremtrædende rolle - altså til det man oprindelig kaldte nationernes Europa. Det ville øge indflydelsen hos de folkevalgte ministre i Ministerrådet i forhold til i dag og betyde, at EU i højere grad kommer til at køre efter samme model som internationale organisationer som FN og NATO.

Andre mener derimod, at Parlamentets rolle skal styrkes for at øge demokratiet. Og deres argument er, at parlamentet sammen med EU-Domstolen har en vigtig demokratisk kontrolfunktion og derigennem hjælper til at sikre magtens tredeling i EU."

Men stemmedeltagelsen til Parlamentsvalg er jo traditionelt meget lav i de europæiske lande, og EU-Domstolen er upopulær i det omfang almindelige vælgere overhovedet forholder sig til den.