En overstyret offentlig sektor

Når man spenderer en stor del af bruttonationalproduktet på at løse opgaver i fællesskab - i staten, regionerne og kommunerne - er det vigtigt at kende resultatet. Derfor er der mange regler i den offentlige sektor, som handler om mål, dokumentation og økonomi.

Det er borgernes mulighed for at se, at det, de betaler i skat, går til opgaver, der er besluttet af dem, de har valgt. Og det er lovgivernes mulighed for at se, at det, de beslutter, også føres ud i livet.

Men grænsen for, hvad den offentlige sektor selv kan bære af bureaukrati, er overskredet: Manualer med minutiøse beskrivelser af de enkelte skridt i en sagsgang. Detaljerede opregninger af det, der skal måles, tælles og vejes. Sindrige mekanismer med minimumskrav, benchmarkgennemsnit, tilsyn og klagesystemer. Alt dette formerer sig i love, bekendtgørelser og vejledninger.

Afstanden mellem det, der stilles borgerne i udsigt, og det, der kan leveres inden for stramme økonomiske og mandskabsmæssige rammer, stiger. Og da kvalitet netop er et spørgsmål om at levere det, der er forventet, oplever vi trods den megen tale om kvalitet, at denne falder.

Det offentliges medarbejdere oplever, at der bliver mindre plads til at udføre deres arbejdsopgave på en professionelt forsvarlig måde. Fordi deres krav til sig selv stiger i takt med talen om mere faglighed, højere kvalitet og større forventninger.

Midt i dette sidder cheferne med ansvar for opgaverne, medarbejderne og økonomien. Her mødes alle kravene i et ledelsesrum, der er blevet for lille i de senere år. Der er ikke tilstrækkelige muligheder for at prioritere, delegere, tænke nyt og lave bedre løsninger på en anden måde.

DJØF mener, at det er nødvendigt med et helt nyt syn på styring i den offentlige sektor. Det er ikke nok bare at nedsætte tempoet i regelmøllen. Det er retningen, der skal ændres. Chefer og medarbejdere er både idérige og ansvarlige. Lad dem få rum til at løse opgaverne på en professionel måde. De lokale politikere er både idérige og ansvarlige. Lad dem tage ansvaret for at løse de opgaver, der ligger lokalt.

Vi har brug for, at landets politiske ledelse - og det gælder også Folketingets medlemmer - opgiver centraliseringen og den megen kontrol. Alt bliver ikke bedre af, at alle opgaver løses ens alle steder. Og opgaverne bliver ikke løst bedst ved, at der er nogle enkelte, der tror, at det er dem, der ved, hvordan enhver opgave skal løses. Tværtimod får vi stadigt mindre ud af chefernes og medarbejdernes kompetencer. Overstyring giver dårlige resultater.