Maren i kæret er tidens sandhedsvidne

Den nye justitsminister Brian Mikkelsen mente selv, at det var en fordel, at han ikke måtte trækkes med den skæbne at have taget en juridisk embedseksamen. Han sagde: "Jeg synes, det er godt, at man får en ikke-jurist ind som minister."

Det virker på mig helt forkert, at det faktum, at man ved noget om et område, samtidig gør en ude af stand til at have en politisk mening om området.

I forhold til den nye kulturminister Carina Christensen, som dog har været kulturordfører i fire år, er det ifølge professor i statskundskab Palle Svensson en decideret fordel, at hun ikke ved så meget om kulturområdet. Om ministerposten sagde han dagen efter udnævnelsen til P1-morgen: "Da synes jeg faktisk, man kan komme ind næsten uden nogen speciel baggrund. Man kan næsten sige, at det er en fordel, at der kommer lidt frisk blod ind der en gang imellem, sådan at man får forskellige områder af kulturlivet aktiveret." Jeg er enig med Palle Svensson i, at det vigtigste for en folkevalgt må være et politisk engagement og selvfølgelig nogle politiske idéer, man ønsker at gennemføre. Men det kan ikke være rigtigt, at en decideret leflen for uvidenhed efterhånden bliver tiden største sandhedsvidne.

Tendensen til, at uvidenhed faktisk gør en mere "ærlig" eller "sandfærdig", er efter min mening en al for stor ophøjelse af den umiddelbare mavefornemmelse. Der er ingen tvivl om, at det modsatte - åndssnobberiet - heller ikke er sundt for et levende demokrati.  Men vi er på mange områder gået for langt den anden vej. Det er i dag legitimt i første instans at så tvivl om en afsenders reelle hensigt med sit budskab. Længe har det været gængs tone at hævde, at fagforeningsmanden kun siger, hvad han gør, fordi han er fagforeningsmand - eller omvendt med folk fra arbejdsgiversiden. Men nu er tendensen til på forhånd at være skeptisk overfor folks udtalelser, fordi de kommer fra dette eller hint sted eller besidder den ene eller den anden uddannelse, blevet udvidet til alle og enhver. Det er i dag fuldt legitimt at hævde, at en vismand jo kun siger, hvad han gør, fordi han er økonom.

Hvis tendensen får lov til at brede sig, får den embedsmand eller rådgiver, der kan give et letkøbt råd, altid fordel for den embedsmand, der kan give et fagligt korrekt råd.

Jeg mener at to ting er løsningen. For det første må vi som fagfolk inden for hvert vores felt insistere på, at det ikke kan være rigtigt, at viden eller historik inden for det ene eller det andet område diskvalificere os til at have et begavet indspark. Jeg mener, at det er en særlig dansk (inspireret af en amerikansk journalistisk) disciplin, i så høj grad at miskreditere folk, der har lidt faglighed med i bagagen. Opgøret med smagsdommerne forstærkede tendensen.

For det andet, som jeg før har advokeret for i disse spalter, så kræver det samtidig af jer embedsmænd specialister og fagpersoner inden for et område, at I gør jeres stof forståeligt. Hvis I insistere på, at noget er for kompliceret til et tv-indslag, så bliver I en del af problemet. I har en pligt til at klæde jeres minister, formand, borgmester fagligt stærkest muligt på. Midt i en følelsestid, hvor helten er den uvidende, da må I gøre jer særligt umage for at kommunikere klart. Ellers tager andre over på jeres vegne, og det er ikke altid sikkert, at det bliver bedre af den grund.