Retsopgør er nødvendige

Kirsten Malling Biering:"Det, som er væsentligt for os, er, at man for alvor får etableret en international retsorden, så krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ikke går ustraffede hen.

Jeg synes, det er ganske imponerende, så langt så langt straffedomstolen - som en ung institution - er nået allerede. År for år går arbejdet mere gnidningsløst. Man skal jo erindre sig, at man opererer i meget vanskelige politiske klimaer - og at efterforskningen må trækkes med alle de vanskeligheder, man ellers har med politiske processer i Afrika.

Lige så væsentligt det er at finde politiske løsninger på disse konflikter, lige så væsentligt er det retslige opgør. Derfor er det vigtigt for underskriverne af Rom-statutten hele tiden også at lægge politisk pres på de lande, som ikke vil samarbejde. Det tætte samarbejde mellem statsparter og domstol for at opfylde Rom-statuttens formål er et særkende for ICC, som begge parter tillægger stor vægt, selvfølgelig med fuld respekt for domstolens uafhængighed."

Per Stig Møller:"Danmark har lige fra domstolens fødsel været en trofast støtte - og vi bidrager fortsat både med politisk, økonomisk og praktisk bistand. Det er helt afgørende, at medlemslandene bakker op om ICC, for Den Internationale Straffedomstol har potentielt en helt afgørende funktion i konfliktløsning og konfliktforebyggelse.

Lad mig understrege, at jeg ikke ser nogen konflikt mellem fred og retfærdighed. I skrøbelige stater er retsopgør med krigsforbrydere forudsætningen for, at man kan opbygge en retsstat og komme videre efter en konflikt. Hvis gerningsmændene går rundt i samfundet, undergraver det en bæredygtig fredsproces. Derudover har straffedomstolen en anden vigtig funktion. Nu har 106 lande sagt ja til, at ingen krigsforbrydere skal have lov at gå fri - og derved virker domstolens blotte eksistens forhåbentlig afskrækkende på potentielle krigsforbrydere. Nu ved selv de forhærdede, at de kan blive stillet til regnskab. Sådan har det ikke været før."

Frederik Harhoff: "Den humanitære folkeret, herunder de fire Geneve-konventioner om beskyttelse af krigens ofre, fastslår højt og tydeligt, at landene forpligter sig til selv at retsforfølge de ansvarlige for krigsforbrydelser, uanset hvor og af hvem de er begået. Denne regel er universel og gælder for alle lande, og så er det ikke til at bære, at krigsforbrydere alligevel går fri gang på gang. Historien er jo fuld af dem; Idi Amin, Pinochet, Hun Sen for blot at nævne nogle få. Derfor var det et stort fremskridt, da FN i begyndelsen af 1990'erne besluttede at oprette to krigsforbrydertribunaler for henholdsvis ex-Jugoslavien og Rwanda med kompetence til at retsforfølge og dømme enkeltpersoner direkte efter folkeretten ved internationale domstole. I 2002 fik vi yderligere ICC, der har kompetence til at dømme i krigsforbrydersager med tilknytning til de lande, der har tiltrådt ICC-statutten. Men ingen vidste på forhånd, at det ville være så dyrt og tage så lang tid, og det er en helt berettiget kritik, som jeg deler. Man må blot huske på, at både de to FN-tribunaler og ICC stadig er nye institutioner, hvis retsplejelove endnu er under udvikling, og hvor bevismaterialet er usikkert, fordi mange af vidnerne er stærkt traumatiserede.

Anklagemyndigheden har derfor typisk ønsket at føre mange flere vidner, end der var brug for, hvilket har trukket sagerne i langdrag."

Kirsten Malling Biering
Ambassadør i Haag og formand for Haag-arbejdsgruppen under Den Internationale Straffedomstols bureau.

Per Stig Møller
Udenrigsminister.

Frederik Harhoff
Professor, dr. jur., dommer ad litem ved Jugoslavien-tribunalet i Haag. Tidligere retschef ved ICTR i Arusha og ved ICTY i Haag.