Når verdens navle er Fur

Ole Poul Hansen har boet  i og haft den store verden som arbejdsplads. Det har han for så vidt stadigvæk, nu foregår det bare via fiberbånd og computer fra en ø i Limfjorden. Her på Fur har han og hans norske kone nemlig nøje udvalgt deres seniorresidens. Vidunderligt - men hvor er de andre djøfere, spørger han.

Når Ole Poul Hansen sidder på bænken under tagets udhæng med en kop te i hånden, lukker han nogle gange øjnene. Og så er det, som om han nærmest kan se og høre vikingerne sejle forbi. For lige netop her neden for han og hans norske hustrus hyggelige staudehave var der i fordums tid en livlig trafik af vikingeskibe. En tanke, som en historieinteresseret som Ole Poul Hansen rigtig hygger sig med. Ligesom han hygger sig med vindblæste gåture, tiden og roen til eftertanke og fordybelse og det helt særlige kajakfarvand lige uden for døren.

Men det er nu lidt af en tilfældighed, at det lige præcis er her, han sidder på overgangen til sin pensionisttilværelse, eller nærmere seniortilværelse, for arbejde kan han nok aldrig helt lade være med. Men nu er det udelukkende lysten, der driver værket - ingen skal sætte ham i gang. Ole Poul Hansen kunne dog lige så godt have siddet på den amerikanske vestkyst, i Tasmanien eller et andet eksotisk sted. For da han og han hustru for små ti år siden besluttede sig for, at de skulle til at se sig om efter den plet i verden, hvor de ville tilbringe deres seniortilværelse, stod alle muligheder åbne. De har begge boet og arbejdet mange forskellige steder i udlandet - hun blandt andet for det norske udenrigsministerium og han for den danske stat, for konsulentvirksomheder og NGO'er. I dag er hun fuldtidskunstner - skulptør, og Ole Poul Hansen arbejder kun med det, han har lyst til, og når inspirationen kommer over ham - men det gør den til gengæld tit. Han har for eksempel lige afsluttet et projekt om medicinforsyning i Yemen sammen med folk fra England, Yemen, Belgien og Norge.

"Og på grund af internettet er det jo fuldstændig underordnet, hvor i verden jeg sidder og arbejder," siger han.

Men det er ægteparrets fælles interesse for at sejle i havkajak, der har ført dem til Fur, som ingen af dem i øvrigt tidligere havde besøgt. Ole Poul Hansen er selv opvokset omkring København og har som sagt boet mange steder i verden. Han og hans hustru har også boet i Taarbæk nord for København, hvor de flittigt sejlede i kajak, men som Ole Poul Hansen siger:

"Det bliver lidt kedeligt i længden at sejle op og ned langs Øresundskysten."

Og så er der også en anden og ikke uvæsentlig fordel ved at bosætte sig på Fur. Huspriserne. Ole Poul Hansen og hans hustru købte i sin tid huset tæt ved færgelejet for under en million kroner.

"Og det betyder jo, at der er en budgetmargin til de sjove ting," som Ole Poul Hansen siger. De forlader for eksempel Fur et par måneder hver vinter for at tilbringe dem under fjerne og varmere himmelstrøg.

Ingen af dem skal spørge en arbejdsgiver om ferie, for de er begge deres egne arbejdsgivere. Ole Poul Hansen er 68 år, og det er udelukkende lysten, der driver værket, når han sætter sig foran computeren for at skrive en kommentar til en af landets landsdækkende aviser, nærværende blad eller for at arbejde på en konsulentopgave.

"Jeg har altid haft mit arbejde som hobby, men nu lever jeg en luksustilværelse, hvor jeg kan fokusere alle mine erfaringer i det, jeg har lyst til. Der er ikke længere nogen, der dikterer mig en masse opgaver," siger han.     

Ole Poul Hansen har også børn og børnebørn - alle bosiddende i København. Men hvad siger de til at have en far og bedstefar, som det i hvert fald tager godt fire timers kørsel og minimum en færgetur at nå?

"Vi startede med at sige, at vi havde overvejet USA og Tasmanien, men at vi altså havde valgt Fur. Og så åndede de lettet op - så det var en god måde at sælge det på," konstaterer Ole Poul Hansen.

Og selvom han så ikke ser børn og børnebørn så tit, har det også sine fordele.

"Når de kommer, så er de her måske en uge, og det betyder, at jeg får en masse kvalitetstid med dem og en meget tæt kontakt til mine børnebørn, som er svær at få på en halv lørdag."

Men hvad så når Ole Poul Hansen bliver gammel og måske ikke længere kan tage en morgentur i kajakken og traske øen tynd, fordi helbredet svigter - vil han så stadig være øbo?

"Nu har jeg jo altså valgt en kone, der er tyve år yngre end mig selv," siger han og griner. "Og det kan da godt være, at det er tryggere at bo lige ved siden af et stort sygehus midt i en stor by, men så kan det til gengæld være, at du dør af forurening og for lidt motion."

Nej, Ole Poul Hansen kan ikke forestille sig at flytte fra øen igen. Fordelene er for mange, og betingelserne for at hans seniortilværelse er fyldt med det, som han definerer som kvalitetstid, er optimale - en ro og en natur i særklasse. Der er dog et lille men - han mangler noget, for at det hele skal gå op i en højere enhed.

"Jeg kunne godt tænke mig at motivere et par djøfere til at bosætte sig på øen. Jeg savner et større udvalg af tennispartnere, jeg savner nogle, jeg kan snakke politik, økonomi og kultur med. Husene er stadig til at få for en million kroner, men priserne stiger - så skynd jer," lyder altså opfordringen fra Ole Poul Hansen.