Det sorte guld har skiftet hænder

Verden drog et lettelsens suk, da olieprisen efter den 11. juli 2008 faldt fra en rekordpris på 147,27 dollars for en tønde råolie. 

Den stejle stigningskurve var knækket. Nu gik det lige så hurtigt nedad, og man bør ikke forbavses, hvis prisen inden længe igen er under 100 dollars for en tønde. Men glæd dig ikke for tidligt, for den dyre olie er kommet for at blive af den simple grund, at der er mangel på den, og det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer olieprisen.

Der var ellers kommet godt gang i de mere fantastiske projekter for at spare på den dyre energi. For eksempel er der planer om at bygge vindmøller på New Yorks skyskrabere.

Borgmester Michael Bloomberg har søsat ideen om at sætte vindmøller på byens højeste huse og broer for at skabe ren og billig energi.

Olieproduktion presses op

Fantasien sprudler, når olie og benzin bliver så dyr som i sommeren 2008. Men hvorfor faldt den så pludseligt? Der er mindst to rigtige forklaringer. Den ene er, at spekulanterne vendte rundt fra at spekulere i stigende priser til at gå short i markedet. Der kan tjenes mange penge på at sætte olieprisen op med ti dollars, men lige så mange ved at sætte den ned med ti dollars.

Den anden grund til prisnedgang var, at OPEC-landenes merproduktion begyndte at kunne mærkes på Vestens olielagre. USA's præsident, George W. Bush, henvendte sig to gange til Saudi Arabiens kong Abdullah og bad ham øge produktionen, fordi inflationsbålet i Vesten blussede op, da den dyre olie skævvred markedet. Den saudiarabiske regering gjorde, hvad den kunne og pumpede bemærkelsesværdigt mere end 2,5 millioner ekstra tønder ud per dag. Også Kuwait og andre af olielandene i Mellemøsten benyttede sig af den høje pris til at presse produktionen op og sælge ud af lagrene. Det virkede. Og datoen, hvor markedet vendte, blev den 11. juli 2008.

Oliesheikerne gned sig i hænderne, verden smilede, og alle var glade for en stund.

OPEC efterkommer Vestens bønner

Men hvorfor pokker kunne OPEC-landene ikke have forudset den store efterspørgsel og pumpet ekstra olie ud noget før? Nej, det kunne OPEC ikke drømme om. Organisationen af olieproducerende lande er ikke sat i verden for at hjælpe os andre, men for at hjælpe sig selv og sørge for dollars i deres egne statskasser. Og i øvrigt faldt dollaren samtidig så meget, at det faktisk fjernede det meste af OPECs ekstrafortjeneste. Olien regnes i amerikanske dollars, og der kom forslag fra Iran om hurtigst muligt at få oliens afregningspris skiftet om til euro. Det var et forslag, som tirrede de -amerikanske 'Iran-bashere'.

Iran har i snart 30 år været på toppen af USA's hadeliste, og iranerne lever gerne op til denne tvivlsomme berømmelse.

Men på bundlinjen står, at OPEC levede op til præsident Bush og Vestens bønner om billigere olie. Det viser også tydeligt, at vores vigtigste råstof, olien, er genstand for OPEC-manipulationer og Wall Streets spin.

Statslige olieselskaber plukker profitten

Kikker man 40 år tilbage i historien, var de syv søstre nærmest et skældsord, når man ville sige noget ufordelagtigt om de syv største olieselskaber.

Når store olieselskaber som Chevron, Shell og Exxon dengang stod for skud, så skyldtes det en skråsikker overbevisning hos venstrefløjen om, at de store olieselskaber skummede fløden i form af milliarder af dollars, mens de udbyttede arbejderne i olielandene i den tredje verden. Det kunne der måske være noget om. Men råolien var ikke desto mindre stadig relativt billig, cirka tre dollars per tønde, frem til den første oliekrise i 1973, hvor krigen i Mellemøsten pludselig firedoblede prisen. Det udløste blandt andet bilfrie søndage i Danmark. Billedet var vendt. Nu var det ikke søstrene, men olielandene, der plukkede profitten.

Fra det tidspunkt blev de syv søstres monopol brudt. Nationale olieselskaber sprang frem, som for eksempel det saudiarabiske ARAMCO eller det iranske NIOC. Siden har det været disse nationale olieselskaber, der tjente milliarderne og skabte deres eget internationale produktionskartel OPEC.

De syv søstre er dog ikke værre kørende, end at de stadig tjener store penge, men ikke helt så meget som de selv kunne ønske. De opdager for få nye oliefelter, og de bliver presset på alle fronter af de nyrige selvbevidste olielande. Det hævdes, at olieselskaberne i årevis har sat for lidt penge af til, at søge efter nye oliefelter. Nu falder så produktionen.

Irak er det nye olieguldæg

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at OPEC-lande som Irak, Iran og Saudi Arabien omgås deres oliereserver med ekstrem hemmelighedsfuldhed. Formodningen er, at Iraks undergrund gemmer på oliereserver, der vil overgå selv OPECs største producent, Saudi Arabien.

Irak og den arabiske verden er fanget af konsekvenserne af USA's invasion i 2003, der væltede Saddam Husseins diktatur. Ingen brød sig om Saddam Hussein, men at vælte ham svarer i et skakspil til at sætte sin egen dronning ud af spil.

Nu er vi alle kloge, i hvert fald klogere. Nu indser vi, hvad vi hele tiden burde have husket på: Nemlig at Saddam Husseins Irak var den arabiske verdens gatekeeper i den afgørende konfrontation med den persiske nabo Iran. Irak var den arabiske verdens bolværk mod iransk dominans. At fjerne Saddam Hussein, uden at sætte en ny spærring i det sprængte bolværk, var mere end letsindigt.

Nu er Iran på vej ind i Irak. Præsident Ahmadinejad blev modtaget med honnør i marts og med en velkomstceremoni, der virkelig gav panderynker hele vejen rundt i Den Arabiske Golf. Man er stærkt nervøs over for et Iran, der nu får stadig større indflydelse i vigtige arabiske nøglelande som Irak og Libanon.

Derfor er der blæst til fremrykning af diplomatiets kavaleri i golflandene. For nylig ankom Jordans kong Abdullah på officielt besøg i Bagdad som det første arabiske statsoverhoved siden Irak-krigen 2003. Han sendte påfaldende tydelige signaler til den arabiske verden om at få normaliseret forholdet til Irak igen. Araberne synes, at præsident Bush med sin ubetænksomme krig i Irak er skyld i hele miseren, og nu frygter de, at en eventuelt efterfølgende præsident Barack Obama skal trække de amerikanske tropper ud hurtigt og overlade det vigtige og olierige Irak i Irans fangstnet.

Irak er en guldfasan. Alle søger indflydelse der. Man ved, at Irak, i takt med at Saudi Arabiens oliereserver bliver brugt op, gradvist vil blive den største arabiske olieproducent. Irak bliver en hovedrig og stærk spiller. Det ved USA. Derfor er det forbandet ærgerligt for USA, at det har spillet sine kort så dårligt. Den kyniske betragtning blandt 'geopolitikere' var: Hellere et Irak i den vestlige fold med tyrannen Saddam Hussein ved roret end et Irak under iransk dominans og uden for Vestens interessesfære. Alas! Too late.

Iran står stærkt

Iran står i dag politisk og strategisk stærkere end længe. Landet har vundet indflydelse i Irak, Syrien og Libanon og er sandsynligvis i gang med at udvikle sit eget atomvåben. Det er i dag blevet usandsynligt, at USA vil angribe Iran for at blokere Irans indmelding i atomklubben. Washington har forpasset den mulighed, og signalet til Israel er, at det ikke bør gå enegang med bombninger af iranske atomanlæg. Israel insisterer dog altid på at fastholde sin egen dagsorden.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt så kry, Iran optræder, både med afprøvning af nye raketter og voldsomme trusler om at spærre Hormuzstrædet, hvis angreb forberedes mod iranske mål.

Hormuzstrædet er som en flaskehals. Her passerer den arabiske og iranske olie ud til verden. Derfor er Hormuzstrædet blevet et af verdens mest bevogtede og farlige knudepunkter. Inden for strædet ligger den amerikanske 7. flåde.

USA's markante kursskift i forhold til Iran, som det har opgivet at bekæmpe, er at oprette en diplomatisk repræsentation i Teheran. Det er første gang, siden shahen blev fældet ved Khomeinis revolution i 1979, at USA igen er repræsenteret i Iran. Det siger mere end mange erklæringer om, at USA tilpasser sig de nye realiteter ved Den Persiske Golf.

Derfor er den æra, hvor de syv søstre regerede på verdens oliehave, nu slut. Ind på scenen er trådt en række magtfulde spillere, både fra OPEC, Rusland og Mexico. Det er her, taktstokken svinges, ikke i olieselskabernes hovedkvarterer i London, Rotterdam og New York.