Programmedarbejder Eva Pineda Hansen befinder sig tilfældigt i Burma, da cyklonen Nargis rammer landet med 200 km i timen og skaber et ragnarok af død og ødelæggelse...
...Samtidig sidder nødhjælpskoordinator Jonas Lindholm i et fly på vej mod katastrofen uden anelse om, hvad der venter ham.
Eva Pineda Hansen
"Natten til fredag den 2. maj vågnede jeg ved, at mit hotelvindue smadrede, og da jeg kiggede ud, så jeg lygtepæle blive bøjet og træer revet op med rode. Jeg så silhuetter af folk i husene overfor, strømmen var gået, og alt var mørkt. Det var skræmmende. Lidt efter røg vinduet i badeværelset også."
Eva Pineda Hansen er programmedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp og var i Burma på rutinebesøg, da cyklonen ramte.
Næste formiddag forlod hun hotellet, selvom det stadig regnede heftigt. Der var intet i nyhederne om katastrofen, internettet virkede ikke, og der kunne hverken ringes fra mobil eller fastnet - alle kommunikationslinjer var nede.
"Der var sådan en underlig stemning - nærmest en slags lukkethed, som om vi var i en glasboble. Jeg kunne se, at taget var revet af hospitalet og måtte formode, at ødelæggelserne andre steder måtte være forfærdelige."
Eva Pineda Hansen forsøgte at danne sig et overblik ved at gå rundt i byen og forsøge at få folk i tale. Søndag opsøgte hun FN-kontoret, hvor de har deres egen satellit, og fik sendt en mail til hovedkontoret i København.
'Der begyndte langsomt at florere historier om landsbyer, hvor der kun var 500 ud af 10.000 indbyggere tilbage. Og i det lys vurderede Eva Pineda Hansen, at det var malplaceret at arbejde videre med det oprindelige projekt. I stedet ville hun forsøge at få så meget nødhjælp ud til de berørte områder som muligt.
"Alt var kaos, og jeg havde slet ikke noget overblik over, hvor stort et område cyklonen havde ramt, eller hvor mange der var blevet berørt. Det tror jeg ikke, der var nogen, der havde på det tidspunkt. Sammen med to kollegaer udarbejdede jeg en appel til Action by Churches Together, og efterhånden begyndte kollegaer fra andre kirkelige organisationer at ankomme."
Mangel på information
Efter en uge var informationerne stadig sporadiske. I samarbejde med lokale partnere begyndte Eva Pineda Hansen at opkøbe nødhjælp i Yangoon. Sammen med en præst, der var taget til Yangoon for at hente hjælp til sin landsby, lejede hun to lastbiler og satte kurs mod Pyapong - cirka 180 kilometer fra Yangoon. Det meste af landsbyen var væk, og noget af den - og dets indbyggere - hang stadig i træerne og flød rundt i kanalerne.
Typisk er Eva Pineda Hansen velforberedt, når der for eksempel skal afholdes træningsseminarer eller kurser for partnerorganisationer, og hun ved præcis, hvilke skridt hun skal tage for at opnå resultater.
"Her måtte jeg handle fra dag til dag og nogle gange fra time til time - det handlede om at redde liv."
Mens lokale partnere oprettede lejre i Yangoon og hentede folk fra deltaet i biler og både, koordinerede Eva Pineda Hansen opkøb af nødhjælp og lejede transportmidler. Selv efter en aftale mellem FN og den burmesiske regering var kommet i stand, var udbringning af nødhjælp til selve deltaet stadig ikke blevet faciliteret fra officielt hold.
Søndag den 1. juni rejste Eva Pineda Hansen hjem. Projektet om udvikling og opgradering af civilsamfundet, som hun i første omgang var kommet til Burma for, er udskudt, men langtfra glemt.
Jonas Lindholm
Torsdag den 1. maj ringer telefonen - en cyklon er ventet over Burma. Jonas Lindholm, nødhjælpskoordinator for Red Barnet-alliancen, begynder at pakke. Mens han sidder i flyet, rammer stormen det sydlige Burma med 200 kilometer i timen. Et halvt døgn senere befinder han sig på Red Barnets regionale kontor i Bangkok som en del af det internationale katastrofehold.
Når en katastrofe indtræffer, følger man normalt en bestemt og gennemprøvet procedure. Først skal overlevelsesgrejet og feltkontoret tjekkes op og pakkes. Sideløbende skal landedata, essentielle informationer om lokalområdet og sikkerhedssituationen gennemgås: Er der miner? Er der etniske eller politiske spændinger? Er der interessegrupper med modsatrettede agendaer? Hvor mange børn formodes at være berørt? Når nødhjælpskoordinatorerne lander, skal de være klar til at rykke direkte i felten med al den nødvendige information.
I dette tilfælde kunne de ikke engang få kontakt til den burmesiske ambassade. De finder ud af, at en kategori 4 cyklon har ramt deltaet i det sydlige Burma, og at der ikke har fundet nogen evakuering sted.
"Vi vidste, at det var meget alvorligt, men alle kommunikationslinjer var nede, og vi kunne ikke få kontakt med vores landekontor i Burma. Vi vidste ikke, om vores medarbejdere inde i landet stadig var i live. Senere fandt vi ud af, at vores koordinators hus var styrtet sammen, og at han sov på gulvet hos naboen."
Frustration og lukkede grænser
Normalt er det første, der sættes i gang, en rapid assessment - en indsamling af data fra felten. Der skal indhentes oplysninger om hvor mange, hvordan og hvem der er berørt, om de er stationære, eller om de bevæger sig. Hvis det er muligt, kører GPS'en, så der kan videregives koordinater til lægehold og logistikere. Hurtighed er altafgørende - konsekvenser af forsinkelser kan måles time for time.
I Bangkok kørte katastrofeholdet kontinuerlig kontakt til FN, hovedkontorerne i København og London samt donorer og andre organisationer. Efter weekenden fik de fat i deres lokale folk inde i landet og fik en mundtlig beskrivelse af situationen, der fortalte om flere end hundredetusinde døde. Der blev sendt en varsling til de globale lagre i Indonesien og Dubai. Her lagres strategiske nødforsyninger, der kan holde flere end 5.000 mennesker i live. Men situationen var langtfra afklaret, som Jonas Lindholm fortæller:
"På det tidspunkt havde Burma endnu ikke bedt om international assistance, og før det sker, er der meget lidt, vi kan gøre. Vi prøvede at få transporter i gang over land, men grænsen mellem Thailand og Burma var lukket, så vi måtte supervisere vores folk per telefon inde i Yangoon med hensyn til akutte prioriteringer og lokale opkøb af nødhjælp."
I en katastrofesituation er etableringen af forsyningslinjer essentiel. Hvis disse forsinkes eller knækker, så begynder de svageste at falde fra i et stadigt accelererende tempo. For Jonas Lindholm var det frustrerende ikke at kunne få nødhjælpen ind hurtigt - vel at mærke i et omfang, der stod mål med katastrofen.
Der gik ti dage, efter cyklonen ramte, til de første af Red Barnets nødhjælpsforsyninger blev fløjet ind til Yangoon. Jonas kalder missionen en headscratcher:
"Hvis stormvarslet var blevet videregivet, og hvis de havde haft beredskabsplaner for deltaet, så kunne titusindvis af mennesker sandsynligvis være blevet reddet."
Tre uger efter, cyklonen ramte, returnerede Jonas Lindholm til København - på standby til nye opgaver.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER