Parkinsons lov i den kommunale sektor

Som udedansker kan det være svært at sætte sig ind i og forstå den udstrækning i hvilken den offentlige sektor gennemsyrer det danske samfund, samfundets finanser, den politiske debat og ikke mindst skattesystemet. Det enorme udbud af offentlige stillinger og deres ofte ganske eksotiske karakter illustrerer dette på alarmerende vis.

En annonce fra Ringsted Kommune var specielt iøjnefaldende. Her søger kommunaldirektøren en „supergeneralist" til sit i forvejen betydelige sekretariat på 11 personer. Nu drejer det sig jo ikke om kommunaldirektøren i New York eller Tokyo, men om en lille kommune på 31.000 indbyggere (landsgennemsnittet er 55.000 indbyggere). At der overhovedet er brug for en kommunaldirektør i en så lille enhed -  udover en borgmester  - kan man jo nok stille spørgsmål ved, men at han ligefrem behøver en personlig stab på 11 snart 12 personer til at klare sit arbejde tyder på 1) manglende evne eller vilje til at begrænse ressourcespild og 2) dårlig prioritering og fordeling af begrænsede ressourcer (hvis man går ud fra at de er begrænsede).

Det kommunale forbrug af ressourcer på områder som ingen reel værditilvækst skaber er hovedrystende. Lad mig afslutningsvis nævne at i Japan hvor jeg er bosiddende er momsen 5% og på lønindkomster er skattetrykket inklusive sygesikring og folkepensionsbidrag progressivt mellem 16% og 26% på typiske lønindkomster mellem d.kr. 240.000 og 1.800.000 årligt. Det offentlige serviceudbud i Japan er bestemt ikke ringere end i Danmark, tværtimod. Men man er opmærksom på at prioritere ressourcer i det offentlige så der skabes service for borgere og værditilvækst for samfundet, ikke overflødigt arbejde efter Parkinsons lov.

Venlig hilsen
Per Knudsen, MBA, B.Sc., Direktør, Tokyo, Japan