Ledelse i sygehusvæsenet

I forrige nummer kunne man læse en artikel om sygehusledelse. Det bliver blandt andet anført, at en stor del af ledelsen på sygehusene kun kan varetages af læger. For mig at se er det ikke en rimelig forventning, at læger, der er dygtige til deres fag, nødvendigvis også skal være gode ledere. Det samme gælder for så vidt alle andre faggrupper og herunder også djøfere, der på samme vis ikke over en kam kan forventes at kunne agere som ledere. Hvis man som djøfer ikke skulle konkurrere med alle mulige andre faggrupper om lederstillingerne, ville antallet af eksempler på dårlige eller tvivlsomme ledere med DJØF-baggrund sikkert stige med stor hast.

Tilfældet er dog, at det langt hen ad vejen er lykkedes for læger at få skabt en forståelse omkring sig af, at læger kun kan ledes af læger. Det skyldes ikke mindst, at sundhedsvæsenet grundlæggende er organiseret med afsæt i de lægelige specialer, og det er på den baggrund oplagt, at hospitalerne på afdelingsniveau ledes af en læge med netop det speciale. Som bekendt kan det være svært at ændre på en organisering, der bygger på traditioner og kultur og faggruppernes selvforståelse. Men det kan alligevel være nyttigt at sætte spørgsmålstegn ved, om ledelsesstrukturen i fremtidens sygehusvæsen skal se ligesådan ud.

Et spørgsmål kunne lyde: For hvis skyld er hospitalerne altovervejende organiseret omkring de lægelige specialer? Svaret er mere nuanceret end blot 'lægerne', men det må være rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, om det er for patienternes skyld? Skulle man dernæst tillade sig at lade sig inspirere af andre sektorer, vil man opdage, at man normalt ikke organiserer sig omkring en faglig specialisering. Det, der driver udvikling, innovation og overskud i moderne virksomheder, er netop det omvendte: Organiseringen tager udgangspunkt i 'kunderne' og opgaven, hvor der lægges vægt på at bringe personer med forskellige relevante baggrunde sammen om løsningen.

Ideen er da heller ikke helt ukendt i sygehussektoren - og måske kan tankegangen i en traumemodtagelse, fælles akutmodtagelse osv. vise sig som en vej frem for hovedparten af sygehusvæsenet. En nær fremtid kan indebære care units, der varetager diagnostik, behandling (både medicin og kirurgi), pleje og rehabilitering for bestemte patientforløb. En sådan struktur vil understøtte størstedelen af patientforløbene med hver deres karakteristika - og samtidig tilgodese det forhold, at mange akut indlagte patienter ikke er bedst tjent med at blive placeret i et speciale eller subspeciale, der viser sig at være for snævert.

I dag er der knyttet store udfordringer til koordineringen på tværs af afdelinger - selv de afdelinger, der helt naturligt er afhængige af hinanden: radiologi, forskellige kirurgiske specialer og anæstesiologi. Det bør ikke af historiske eller kulturelle årsager afvises, at en ændret organisering vil kunne imødekomme sådanne udfordringer i højere grad end i dag.

Ud over de organisatoriske betragtninger bør man også se på, hvordan de tilstedeværende ressourcer anvendes. Giver det for eksempel mening, at fagligt stærke læger, der kan give patienterne en højt kvalificeret behandling, forlader 'klinikken' for at holde øje med medicinbudgettet, lave logistisk planlægning af for eksempel operationsafvikling med videre. I praksissektoren er der kommet fokus på, at det ikke er en fornuftig anvendelse af de praktiserende lægers tid, at de skal varetage mange af de administrative opgaver forbundet med at drive en praksis. Manglen på speciallæger i almen medicin er ved at tvinge denne erkendelse frem, og man skulle tro, at lægemanglen i det offentlige sygehusvæsen også snart vil tydeliggøre behovet for at nytænke de ledelsesmæssige og organisatoriske rammer i denne sektor.

Afslutningsvis skal det understreges, at dette indlæg ikke er et forsøg på at gøre op med, at den faglige ledelse skal varetages af fagpersoner - det er selvfølgelig en nødvendighed - også i sygehusvæsenet. Man bør blot huske, at faglig ledelse kan udføres på mange måder, for eksempel på tværs af organisatoriske enheder. Budskabet er derfor, at gamle vaner, indgroet kultur og faglighed ikke bør stå i vejen for udviklingen på det organisatoriske område - og for den sags skyld heller ikke for, at lægerne i fremtiden vil blive en større konkurrent til djøferne om stillingerne som overordnede direktører!

Michael Daugbjerg
seniorkonsulent
Deloitte Business Consulting