Havde Birthe Rønn en pointe?

Som minister gælder lex Rønn (læs 'udvidet ytringsfrihed, når det gælder om at tale regeringen imod') ikke længere. Ellers har borgeren ikke en reel chance for at vide, hvad en regering egentlig mener. Tvetungede politikere er i forvejen på mode.

Det var faktisk derfor Anita Bay Bundegaard efter fleres uger pres i 2001 måtte gå af som udviklingsminister. Hun havde i forbindelse med fattigdomsflygtninge udtalt sig i tråd med hendes private idealer om, at alle mennesker har lige ret til asyl. Det har de ikke ifølge den danske flygtningelov, som hun dengang havde ansvaret for at udføre. Dermed udtalte hun sig strid med den tidligere SR- regering. Den gang var ingen i regeringen dygtige nok til at afværge flere ugers stormløb mod hende og hun endte med at gå af.

VK regeringen var hurtigere ved aftrækkeren, da venstreministeren Eva Kjær Hansen udtalte, at ikke alle mennesker var lige. Det var de, præciserede statsministeren og få timer efter var den tidligere socialminister officielt enig i den betragtning.

Så hurtigt gik det ikke med Birthe Rønn Hornbech og derfor blev statsministeren, efter pres fra særligt Dansk Folkeparti, nødt til med store bogstaver at fortælle, at regeringen officielt mente præcist det modsatte af Birthe Rønn Hornbechs anbefaling, og forbød ved lov tørklæder og al anden religiøs og politisk beklædning til dommere.

Birthe Rønn Hornbechs efterhånden legendariske kronik slutter med, at hun skriver, at man må "have lov til at spørge, om ikke det mest rimelige ville være, at den tillid, vi danske med rette har til domstolen, nu også bør manifestere sig i, at vi fortsat viser tillid til, at domstolene selv kan finde ud af, hvem der bør kunne udnævnes til dommere."... Hvis hun havde sluttet med et spørgsmålstegn og ikke et punktum, så kunne det være at hele postyret omkring hendes kronik ikke var eskaleret som det gjorde.

Hvis man har fulgt Birthe Rønn Hornbechs skarpe håndhævelse af magtens tredeling, så er der intet overraskende over kronikken. Hun ligger på linje med Montesquieu, som var den første, der i 'Om lovenes ånd' foreslog magten opdelt i tre instanser. Han lagde vægt på, at det var en reel fare for, at magten korrumperes, der var årsag til en nødvendig magtdeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. "For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt," skrev han.

Birthe Rønn Hornbechs retstatsdetektor slår ud hver gang en politiker falder for populistiske fristelser til at lege dommer fra Folketingest talerstol. Hun er bange for at retsstatens principper og menneskerettighederne skrider, hvis man laver særlove imod dem eller det man ikke kan lide. Under terrorlovsdebatten advarede hun i mod, at man lod frygten lede og satte en politistat ind for at  afløse en retsstat. Det er altid, når det er mest ubehageligt at forsvare retsstaten, at Birthe Rønn Hornbech har stillet sig forrest på øretævernes holdeplads. Dermed har Rønn i debatter beskyttet rockere, tvindfolk og terrorister. Ikke fordi hun bryder sig om de personer, men fordi hun ikke ville lade demokratiets grundpiller, kollapse.

På demokratiets vegne kan jeg kun takke hende for den kamp. Om nye tør tage over efter hende er mere tvivlsomt.