Frygt for politiske investeringsfonde

Og der er stigende frygt for, at de statsejede fonde vil udnytte deres økonomiske magt til politiske formål. USA har klare regler og kontrol med udenlandske opkøb, og flere europæiske lande ønsker tilsvarende regler. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og OECD frygter protektionisme.

Skulle den store kinesiske statsejede investeringsfond CIC have lyst til at bruge nogle af sine 200 milliarder dollars på at købe løs af danske virksomheder, er der meget lidt til hinder for det. Det samme gælder for statsejede investeringsfonde fra for eksempel Rusland og Mellemøsten.

Om det fortsat skal være sådan, har været debatteret i de danske ministerier de seneste måneder. En debat, der er påvirket af bekymrede diskussioner i andre lande.

Det, der har trukket de bekymrede miner frem i ansigterne hos politikere i både Europa og USA, er den nye art af finansielle giganter - de statsejede investeringsfonde. 

Økonomisk er det et faktum, at gruppen af statsejede fonde allerede har vokset sig større end de øvrige slægtninge inden for formueforvaltningens verden - hedge- og kapitalfondene.

De statsejede fonde har nemlig taget voldsomt på i vægt i de senere år, næret af høje oliepriser og store handelsoverskud. I dag råder de over cirka 2.200 milliarder dollars ifølge en opgørelse fra Standard Chartered Bank.

Men det er ikke blot den økonomiske jumbostørrelse, der har gjort, at fondene har tiltrukket sig politisk opmærksomhed i Europa og USA. Det er derimod fondenes potentielle politiske muskelkraft. 

"De statslige investeringsfonde er et monster - en hybrid mellem en fond og et land. I den moderne stat har man prøvet at skille politik og erhvervsliv. Men de statslige investeringsfonde forener dem igen," siger Cang-Seng Ooi, lektor ved CBS, der har fulgt sit hjemland Singapores statsfonde tæt.

Frygt for politiske motiver

USA har en regel om, at opkøb af aktieposter på over ti procent fra de statsejede investeringsfonde skal godkendes af en særlig komité. Men om den kontrolinstans er tilstrækkelig, har der i den senere tid været en del debat om i blandt andet The Wall Street Journal.

I Europa gik tyskerne tidligere på året i gang med at forberede en lov, der kan fungere som værn mod udenlandske statsinvesteringer og give vetoret mod, at udenlandske statsejede investeringsfonde og virksomheder opkøber mere end 25 procent af tyske firmaer. Og i Frankrig har præsident Sarkozy lovet at beskytte den franske industri mod statsfondene.

De politiske udmeldinger er kommet samtidig med, at en række statsfonde fra Mellemøsten og Asien har købt meget store ejerandele i vestlige banker. De skeptiske udmeldinger har kort sagt gået på, at statsfondene kunne have andet end blot profit i tankerne.

"Man kan godt komme i tanke om tilfælde, hvor bestemte investeringer ikke sigter efter markedsorienterede mål. Sådanne investeringer kunne udgøre en risiko for den offentlige sikkerhed for Tyskland," siger Anne-Kathrin Röthemeyer-, talskvinde i Tysklands økonomi-ministerium. Hun vil dog ikke eksemplificere, hvad risikoen kunne være. Men flere kilder nævner Ruslands kontrol over de europæiske landes energiforsyning som et oplagt eksempel.

En af dem, der med store ord i offentligheden gerne har villet sætte ord på, hvilke politiske mål statsfondene kunne have, er -Lawrence Summers, tidligere rektor for Harvard og finansminister under Bill Clinton.

Det, han og andre amerikanere finder bekymrende, er, om statsfondene vil manipulere med den fri konkurrence i det private erhvervsliv ved for eksempel at påvirke virksomhederne til at flytte job og ekspertise til deres egne hjemlande.

Et andet problem er, at statsfondene kan bringe sig i perfekt position til udføre insiderhandler på aktiemarkedet, fordi de ofte vil kende til både politiske tiltag og følsomme virksomhedsinformationer før alle andre.

Et tredje problem er, hvis lande med statsfonde laver regler, som bevidst favoriserer de virksomheder, landet selv er medejer af.

Sådanne bekymringer er reelle, mener professor i politisk økonomi Grahame Thompson fra The Open University og gæsteprofessor ved CBS.

"Der er ingen grund til at tro, at disse fonde vil undlade at påvirke strategien i de virksomheder, de har investeret i - i en retning som vil tjene ejerlandenes mål," siger han og henviser til, at mange lande med statsfonde ikke ligefrem er berømte for deres eksemplariske regeringsførelse.

Ser man på de syv absolut største statsejede investeringsfonde, der hver især kontrollerer over 100 milliarder dollars, er det da også kun Norge, der er at finde på tidsskriftet The Economists liste over demokratier. De seks øvrige gigantfonde er ejet af emiratet Abu Dhabi, Kina, Kuwait, Rusland samt Singapore, der har to statsfonde.

Ny protektionisme kan skade Danmark

Debatten i Tyskland fik for nogle måneder siden en række danske departementer til at planlægge en tværministeriel arbejdsgruppe, der skulle give den danske lovgivning på området et serviceeftersyn. Men inden formalia for arbejdsgruppen var helt på plads, foreslog EU-Kommissionen, at Europa skulle finde en fælles politik på området. Så nu nærlæses EU's udspil, inden en dansk politik på området kan fastlægges.

"Vi er ved at vurdere kommissionens udspil og fastlægge en dansk position," siger kontorchef i Erhvervs- og Økonomiministeriet -Martin Bresson. Han vurderer, at den kommer til at hælde i retning af, at den lille, åbne danske økonomi vil lide skade, hvis de store europæiske lande signalerer til resten af verden, at deres penge ikke er velkomne i Europa.

Ifølge tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kan de bekymrede miner fra vestlige politikere også skyldes andre bevæggrunde end dem, der siges offentligt:

"Der er mange, der vil diske op med dårlige undskyldninger for at trække protektionismen op ad skuffen igen," siger han om de lande, der vil lave regler, der kan bruges til at holde statsejede investeringsfonde ude.

Han mener dog, at der er brug for regulering på området, og at Danmark og EU skal presse på, for at fondene åbner sig; Fortæller, hvad deres mål er, hvilke virksomheder de investerer i og offentliggør deres regnskaber. Kun via åbenhed kan man kontrollere, at de statslige ejere for eksempel ikke bryder spillereglerne om unfair statsstøtte. De eneste, der spiller med åbne kort i dag, er nordmændene.

Og for at stater med fonde ikke bare kan undgå krav om åbenhed ved at kanalisere deres penge over hedge- og kapitalfonde, skal reglerne om åbenhed også gælde disse, mener Poul Nyrup Rasmussen.

Også i OECD ser man en lurende fare for unfair protektionisme, men anerkender samtidig, at der er nogle reelle bekymringer. Derfor opfordrer seniorøkonom i OECD Kathryn Gordon til, at lande, der bekymrer sig om for eksempel energiforsyning, ikke gør sig afhængige af ét energiselskab og sørger for at have lovkrav, der sikrer, at forsyningen er i orden - uanset hvem der ejer energileverandørerne.

Generelt har Danmark relativt få hindringer for udenlandske investeringer, hvilket ifølge Kathryn Gordon har været en fordel for landet.

"Vær ikke for sikker på, at det, I allerede har, ikke kan løfte opgaven."

Køb løs i Danmark

I Danmark skal udenlandske statsfonde kun godkendes som ejer i Justitsministeriet, hvis de vil købe 25 procent eller mere af en leverandør til våbenindustrien. Hvis de vil købe en bank, skal Finanstilsynet også godkende, at de faktisk er kompetente til at drive et pengeinstitut. Ud over det er der frit slag.