Stress omtales som en folkesygdom, som det er tilladt at ulejlige andre med. Tilstanden kan givetvis i hovedparten af tilfældene relativt let afhjælpes, forudsat de stressramte lever efter nogle værdier og forstår at prioritere (det vigtigste) og i det hele taget tager teten i eget (arbejds)liv. De øverst placerede i hierarkiske organisationer er - ikke overraskende - de mindst stressede, viser undersøgelser.
Stress er faktisk et individuelt oplevet fænomen og ikke en objektiv størrelse med en entydig og operationel definition, der kan måles på. Det ændrer dog ikke ved, at stress er en følelsestilstand og mange føler sig stressede.
Måske er stress ikke betinget af arbejdet, men fremkaldt af forhold på privatfronten, som influerer negativt på arbejdssituationen. I så fald skal arbejdsgiverne friholdes for ansvar.
On-line generationens forsøg på at skabe et liv, hvor arbejde og privatliv integreres og grænsen ophæves mellem disse to sfærer, skader deres egen mentale sundhedstilstand. Repræsentanten for On-line generationen er ofte et overfladisk menneske, der aldrig finder tid til fordybelse. Hvordan skulle et sådant menneske kunne stå imod stress, når det ikke har tid til at opbygge et forsvar, som skabes ved at fokusere på en flerhed af forhold i livet?
Den megen tale om meningsfyldt arbejde er relevant, men det vil være mere relevant at opholde sig ved emnet: Hvordan gives fritids- og familielivet et meningsfyldt indhold, således at den enkelte har det fornødne overskud til at passe et arbejde? Det vil sige hvordan skabes en balance?
Arbejdsrelateret stress virker som et narkotikum. Ikke uden grund, at vi taler om arbejdsnarkomani. Personer der er bedøvet af arbejde, kun tænker på deres arbejde og ikke kan tale om andet end deres arbejde, er ret uinteressante.
Meget arbejde giver prestige. I 1950'erne måtte den svenske Statsminister gennem 23 år, Tage Erlander, lægge øjne og ører til, da H.C. Hansen, som travle folk har for uvane, stolt præsenterede sin overtegnede mødekalender: "När får han tid att fundera?", lød det tørt og uimponeret fra den svenske statsmand. H.C. Hansen, som stod bag folkepensionen i 1957, nåede ikke selv så langt. Han døde i embedet som Statsminister, 54 år.
Nu har vi så fået plustid med den nye overenskomst. Et plusord, som både arbejdsgiverside og arbejdstagerside har købt. Et godt spørgsmål er hvad det kommer til at betyde for den stressede. Ikke meget, hvis den stressfremkaldende hovedfaktor kan henføres til privatfronten.
Lars Engelbrektsen
Cand.scient.adm., økonomisk konsulent
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER