Plusser og minusser ved plustid

At gå frivilligt op i tid til over 37 timer om ugen lyder helt modsat af Overenskomstforeningens slogan 'Tid til at være djøfer'. Men i den nye OK 08 kom arbejdsgiverne - nok mest med tanke på politibetjente og sygeplejersker og andre i faste vagter - igennem med denne absolutte nyskabelse: Plustid.

"Vi fik lagt nogle helt afgørende stopklodser ind, så ingen kan tvinge nogen til noget. Derfor blev det spiseligt for os," siger Lars Qvistgaard, der er formand for statssektorudvalget i DJØFs Overenskomstforening.

Der kan også være muligheder i det. I forvejen er 37-timers arbejdsugen kun virkeligheden for de færreste djøfere. I stedet vil en hel del nu regne på spørgsmålet: Hvorfor ikke få løn for 42 timer og ikke kun for 37, når man alligevel arbejder så meget eller mere?

I centraladministrationen er spørgsmålet oplagt for special- og chefkonsulenterne, som ingen merarbejdsaftale og ingen højeste arbejdstid har. En chefkonsulent lægger i gennemsnit lægger fire ugers gratis merarbejde om året og en specialkonsulent to en halv uge, har en DJØF-undersøgelse vist.

"Konsulenternes engangstillæg står i mange tilfælde ikke i rimeligt forhold til de timer, der er lagt. Derfor kan plustid være interessant at overveje for nogle," siger Lars Qvistgaard.

Det er chefkonsulent og tillidsrepræsentant Jørgen A. Hansen fra Udenrigsministeriet enig i, og hans synspunkt deles af mange konsulenter i staten - så længe det er frivilligt, og det ikke bliver til en fast del af karrierekulturen.

"Der er jo nærmest knyttet obligatorisk merarbejde til mange konsulentstillinger. Det her er en mulighed for nogle for at få betaling for den tid, de alligevel lægger, til en bedre takst end i dag," siger Jørgen A. Hansen.

Præmissen er selvfølgelig, at arbejdsgiverne så ikke blot sætter normerne op for, hvad de forventer af en konsulent, understreger han.

Andre ville dog hellere have haft mulighed for afspadsering end for mere i løn.

Kirsten Weber Olsen, specialkonsulent i Beskæftigelsesministeriet, ser den nye plustid som udtryk for større valgfrihed i overenskomsterne for den enkelte, og det går hun ind for.

Men hun har allerede en lokal aftalt ordning med 39 timers arbejdsuge mod til gengæld at få cirka ti ekstra fridage om året og er foreløbig ikke interesseret i at gøre brug af plustiden.

"Jeg er mere interesseret at holde opsparet frihed end i at få de ekstra timer udbetalt. Det har jeg også svært ved at se guleroden i med det gældende skatteregler."

Anne Marie Møller Larsen, chefkonsulent i Arbejdsmarkedsstyrelsen, vil overveje plustid - hvis man kan vælge det for en kortere periode, hvor man ved, at der bliver meget travlt.

"For jeg kunne ikke tænke mig at gå op i tid mere permanent. Og jeg ville hellere have haft en ordning, hvor der var mulighed for at afspadsere nogle af timerne."

Slip uden om rådighedsforpligtelsen

Men også i fuldmægtiggruppen vil man se nærmere på det, vurderer Lars Qvistgaard.

Plustid kan være en fordel for de fuldmægtige, som konstant får udnyttet hele deres rådighedsforpligtelse. Hvis man går op på cirka 39 timer om ugen, svarer det nogenlunde til rådighedsforpligtelsens 20 ekstra timer i kvartalet, og så får man via en højere basisløn rent faktisk løn for de timer.

"Men man skal tænke sig grundigt om, og fra DJØFs side skal vi kunne bistå klubberne med at træffe beslutningen. Plustid må ikke blive for enhver pris, og klubberne behøver ikke være udfarende i den sag," understreger Lars Qvistgaard.

I Energistyrelsens DJØF-klub har de allerede drøftet det.

Nogle er begejstrede. De siger, at de alligevel arbejder de timer om ugen, og det her giver dem mulighed for at få penge for det. Andre at det er godt, at man på nogle tidspunkter i sit liv kan arbejde mere og derved tjene mere. Og endelig at det er en måde at komme uden om rådighedsforpligtelsen, fortæller DJØF-tillidsrepræsentant Jens Skov-Spilling.

Andre er meget imod. De fremhæver, at det er arbejdsgiverpolitik, og af det undrer dem, at man fra lønmodtagerside ikke har krævet sig betalt med, at timerne udover de 37 skulle aflønnes med en faktor halvanden. De peger også på, at plustid er kønsdiskriminerende, fordi kvinder typisk har sværere ved at gå op i tid. Og på, at der nu er gået hul på bylden, og presset for at øge timeantallet vil vokse. Og endelig frygter de, at plustid kan være med til at skabe A og B-medarbejdere, siger han og understreger, at det er afgørende med aftaler, som sikrer, at plustid kun sker på medarbejderens initiativ.

Lars Qvistgaard, der er enig i det sidste, hører også blandede tilbagemeldinger.

"Det er nok især gruppen af yngre statsansatte, som synes, det lyder rigtigt interessant. Men i samme gruppe er der omvendt også en del, der er bekymrede for, om dét her kan betyde, at de kan blive presset til noget, hvis det bliver en del af arbejdspladsens kultur at arbejde på plustid," siger han.

"Det vil vi være meget opmærksomme på, før vi hjælper en klub med at indgå en aftale. Det her må aldrig føre til, at den i forvejen svære balance mellem familie- og arbejdsliv tipper."

Plustid

• Plustid giver mulighed for at aftale forhøjet gennemsnitlig ugentlig arbejdstid op til 42 timer om ugen.
• Gælder for alle i stat, kommuner og regioner undtagen chefer.
• Kræver en aftale mellem ledelsen og tillidsrepræsentant og derudover en individuel og frivillig aftale mellem medarbejder og ledelse.
• Aftalen kan opsiges med tre måneders varsel.
• Rådighedsforpligtelsen fortsætter uændret for timer, der ligger ud over den nye gennemsnitlige arbejdstid.
• Nettolønnen forhøjes forholdsmæssigt med det aftalte timetal (1:1).
• Chef- og specialkonsulenter i stat og kommuner (dog ikke i regionerne) kan individuelt selv aftale plustid med deres arbejdsgiver uden, at der er en aftale mellem arbejdsgiver og TR.